Minister vil ikke hjælpe trængte busser

KOLLEKTIV TRAFIK: Busdriften er kommunernes og regionernes ansvar, fastslår transportministeren, der ikke vil blande sig i nedskæringer. Ansvarsforflygtigelse, mener oppositionen.
Regeringen og oppositionen er uenige om, hvad der skal gøres for busserne.
Regeringen og oppositionen er uenige om, hvad der skal gøres for busserne. Foto: Colourbox
Anders Jerking

Det er ansvarsforflygtigelse, så det skriger til himlen. Det er staten, som sætter de økonomiske rammer for kommuner og regioner - og dermed for deres økonomisk muligheder for at gøre noget for busdriften.

Pia Olsen Dyhr (SF)
Trafikordfører
Transportminister Hans Christian Schmidt (V) vil ikke hjælpe trængte kommuner og regioner med busdriften. Det fastslog han på et samråd onsdag, hvor han understregede, at busdriften er kommunernes og regionernes ansvar. Oppositionen raser og beskylder ministeren for at svigte den kollektive trafik i Udkantsdanmark.

Oppositionen er bekymret for, at stramme budgetter i kommuner og regioner betyder, at mange busruter vil blive beskåret eller helt nedlagt, så befolkningen i Udkantsdanmark ikke har adgang til kollektiv transport.

Men på samrådet slog transportministeren fast, at han ikke vil blande sig.
"Det er kommuner og regionens ansvar at tilrettelægge busdriften. Jeg kan ikke, og jeg vil ikke blande mig i, hvordan kommuner og regioner konkret tilrettelægger busdriften. Jeg går heller ind for at øremærke midler i de kommunale budgetter. Det er ikke i tråd med det kommunale selvstyre. Hvis kommuner og regioner ikke mener, at der er tilstrækkelige midler til den kollektive trafik, så så må de rejse spørgsmålet i kommuneforhandlingerne," sagde Hans Christian Schmidt.

Han understregede, at han er i gang med at evaluere loven om trafikselskaber og fremhævede, at der i Grøn Transport-aftalen er afsat store beløb til fremme af bustrafikken.









0:000:00