Debat

Anlægsbranchen: Løft foden fra bremsen, og find en vej fremad

DEBAT: Manglende infrastruktur vil bremse væksten i en meget nær fremtid, og derfor kan det ikke betale sig bare at droppe investeringerne. Det skriver formand for Danske Anlægsentreprenører Jesper Arkil og peger på nye finansieringsløsninger i EU.

Der er behov for at se på alternativer til den rent statsfinansierede infrastruktur, skriver Jesper Arkil, der er administrerende direktør i Arkil-koncernen og formand for Danske Anlægsentreprenører. 
Der er behov for at se på alternativer til den rent statsfinansierede infrastruktur, skriver Jesper Arkil, der er administrerende direktør i Arkil-koncernen og formand for Danske Anlægsentreprenører. Foto: Pressefoto, Arkil
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jesper Arkil
Administrerende direktør i Arkil-koncernen og formand for Danske Anlægsentreprenører

Da Infrastrukturfonden blev etableret i 2009 med over 90 milliarder kroner, blev der i den daværende blå regering med et bredt forlig taget et stort skridt i retning mod en langsigtet plan for genopretning og udbygning af det danske vej-, bro- og banenet, til stor gavn for fremkommelighed og mobilitet. 

Den pendlende dansker og samfundet i øvrigt høster i dag fordelene af det med nye omfartsveje, bredere motorveje, udbygning af jernbanenettet med meget mere. 

Samtidig lykkedes det ved en ændret udbudsstrategi mod større, sammenhængende udbud og totalentrepriser at få udnyttet skalaøkonomiske fordele, så anlægsprojekterne blev hurtigere færdige end forventet og med markante besparelser i forhold til budgettet. 

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til [email protected].

Det blev dengang bekræftet, at besparelserne naturligvis skulle flyde tilbage til Infrastrukturfonden med henblik på yderligere investering i værdiskabende infrastruktur.

Vi entreprenører glæder os også, for med de større, mere komplekse totalentrepriser har Danmark tydeligvis løftet sig op på et internationalt niveau. 

Det er helt oplagt at bringe private finanser i spil, hvis alternativet er, at værdiskabende infrastruktur ikke bliver bygget. 

Jesper Arkil
Formand for Danske Anlægsentreprenører

De mellemstore og store hjemlige entreprenørvirksomheder er blevet bedre til at tage konkurrencen op med det store udland, og dermed har investeringerne bidraget til, at vi kan finde vækstmuligheder på såvel den skandinaviske som den europæiske scene.

Prioriteringerne matcher ikke presset
Så meget desto mere bekymrende er det at høre nye signaler om, at de overskydende midler i Infrastrukturfonden måske alligevel ikke skal geninvesteres i infrastrukturen, stik modsat det, som var blevet sat i udsigt for få år tilbage. 

Dette signal kommer samtidig med, at der er stor usikkerhed om fremtiden for Togfonden og Femern Bælt-forbindelsen og et markant fald i Vejdirektoratets budgetter. 

Lige nu ligner det et særdeles brat fald i investeringsniveauet i infrastruktur frem mod 2020 og et signal til både entreprenører og rådgivende ingeniører om, at de ikke skal fokusere på at uddanne og videreudvikle nye medarbejdere til den danske infrastruktur. 

Det giver ikke mening i forhold til den store værdi, et samfund høster af en bedre infrastruktur!

Det vil simpelthen være en fejldisponering at skrue ned for infrastrukturinvesteringerne nu.

Jeg er som så mange andre en hyppig gæst på danske motorveje og hovedlandeveje i hele landet, og et fald i investeringerne står i skarp kontrast til den virkelighed, vi bilister ser gennem forruden. 

Den er nemlig fyldt med biler og lastbiler, ofte i sneglefart, kofanger mod kofanger, også uden for normal myldretid. 

Og det er ikke kun omkring de store byer. De danske hovedfærdselsårer er generelt voldsomt belastede. Dette bekræftes også af en analyse fra Vejdirektoratet, som afslører en enorm vækst i trafikken, især på landets motorveje. 

Udbygningerne kan betale sig
Med økonomisk vækst i udsigt, vil trafikvæksten fortsætte, indtil vejnettet når et mæthedspunkt. 

Mange steder er det allerede sket, og det betyder ganske enkelt, at den manglende kapacitet til at sende varer og ressourcer fra A til B bremser den økonomiske vækst. 

Det koster virksomhederne mange penge, når medarbejdere og materiel sidder i kø på vejene. 

Med andre ord kan det virkelig betale sig at udbygge infrastrukturen, særligt den tunge infrastruktur, over hele landet. 

Det viser utallige beregninger på intern rente og afkast fra den slags investeringer. 

Men man behøver slet ikke den store lommeregner: Enhver, der jævnligt kører på motorvejen ved Vejle, vil bekræfte, at motorvejsudvidelsen dér på stedet er en sand velsignelse for fremkommeligheden.

Regeringen er måske med rette bekymret for statsfinanserne og melder, at der skal skæres. 

Og det vil uden tvivl ramme infrastrukturen, som jo fylder en del i statsbudgettet. Og man kan dårligt anfægte, at der skal føres en ansvarlig finanspolitik, tværtimod. 

Så meget desto mere grund til at se på alternativer til den rent statsfinansierede infrastruktur. 

EU-midler at hente i EFSI
Jeg er bestemt ingen fan af opsvulmede OPP-projekter, som kræver flere jakkesæt end sikkerhedshjelme at udføre. Men det er helt oplagt at bringe private finanser i spil, hvis alternativet er, at værdiskabende infrastruktur ikke bliver bygget. 

Og her vil jeg tillade mig at pege på en måske lidt overset mulighed: Den såkaldte Juncker-plan om en europæisk investeringsfond for strategiske investeringer (EFSI) skal pumpe milliarder ud til forskellige relevante projekter i Europa. 

Mange medlemsstater deltager heri og vil høste fordelene af dette i deres hjemlande. EFSI-midlerne kan i kombination med for eksempel danske pensionsmidler anvendes til at finansiere relevant infrastruktur og andre projekter herhjemme uden derved at belaste statsfinanserne. 

Jeg er overbevist om, at man kan finde en egnet og praktisk model, som kan iværksættes meget hurtigere end nogle af de langvarige OPP-projekter, vi hidtil har set. 

Fra anlægsbranchen er vi klar til at afsøge denne mulighed nærmere, ligesom pensionsselskaberne længe har agiteret for at finde løsninger til at investere i infrastruktur. 

Andre lande er i fuld gang – hvorfor ikke også Danmark? 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00