Bliv abonnent
Annonce
Debat

Borgmestre: Movias elbus-succes har vist Christiansborg, hvordan målsætninger og samarbejde virker

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
17. januar 2025 kl. 03.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kan politikerne uden for Christiansborg virkelig samarbejde om at løfte klima- og miljøansvaret? Er trafikselskaber som Movia innovative nok i forhold til den grønne omstilling?

Vi har gode nyheder, for vi tager ansvar for arbejdet med klima og miljø, og vores trafikselskab arbejder innovativt og økonomisk på samme tid og leverer løsninger, der sikrer grøn omstilling af bustrafikken.

Vi har siden 2016 samarbejdet om fælles miljø- og klimamål for bustrafikken gennem Movias Mobilitetsplaner, og vi har skærpet målene i takt med, at vi er nået længere i omstillingen.

Læs også

Når vi politisk går sammen i Movia og sætter fælles mål, sker der faktisk noget.

Fra 2019 kom de første elbusser i drift i Roskilde, København, Frederiksberg, Ballerup og Egedal.

Holder øje med pengene

Movia har gennemført gode busudbud, og busoperatørerne er på rekordtid blevet dygtige til elbusser. Vi mener, det er fordi, operatørmarkedet ved, vi tager vores grønne ambitioner alvorligt.

Målt i faste priser er prisen per køreplantime til Movias bustrafik i dag den samme, som før vi igangsatte den grønne omstilling.

Kirsten Jensen, Martin Damm og Tomas Breddam
Hhv. borgmester i Hillerød og bestyrelsesformand i Movia, borgmester i Kalundborg og borgmester i Roskilde

Alle politikere holder et skarpt øje på budgetterne, og vi skal gennemføre den grønne omstilling inden for økonomisk ansvarlige rammer.

Med Movias udbud af buskontrakter kan vi se, at det faktisk går ret godt med omkostningerne til den grønne omstilling af busdriften.

Målt i faste priser er prisen per køreplantime til Movias bustrafik i dag den samme, som før vi igangsatte den grønne omstilling.

De kommuner, vi hver især kommer fra, er forskellige og har forskellige udfordringer, og vi har også hver vores måde at vurdere risici på ud fra politiske prioriteringer og forskellige økonomiske udgangspunkter.

Men vi er faktisk gode til at samarbejde og til at lære af hinanden.

Kommunernes grønne ambitioner

Roskilde Kommune gik forrest og tog de første store skridt ved at omstille hele kommunens bybusnet til el i foråret 2019, hvor der naturligt nok kunne være 'børnesygdomme'.

En modig beslutning, der inspirerede alle i Movia til stærke beslutninger om elbusser.

I Kalundborg var Movias vurdering frem mod det første udbud af elbusser i 2023, at kommunalbestyrelsen skulle regne med, at det ville kunne blive dyrere at udskifte de gamle dieselbusser med nye elbusser, men Movias udbud betyder, at elbusserne i Kalundborg bliver billigere end dieselbusserne.

Denne udvikling på blot fem år (!) er ikke sket af sig selv, men fordi vi samarbejder og sætter mål sammen, lærer af hinanden, og fordi vi har samlet vores kompetencer.

Læs også

Den hastige udvikling i omstillingen til elbusser betyder, at vi politisk har været enige om at skærpe målene i Movias nye Mobilitetsplan for 2024 og nu arbejder efter, at vi når 94 procent elbusdrift i 2030.

Københavns og Frederiksberg kommuner når deres mål om helt emissionsfri busdrift i marts 2026, og det er godt for luftkvaliteten i byen.

Når man nogle steder på Sjælland stadig kan se dieselbusser, er det hovedsageligt, fordi busserne først kan blive udskiftet, når de nuværende kontrakter udløber. Det kan der også være bæredygtighed i.

Og vi har vist både Christiansborg og markedet, at skarpe politiske målsætninger gør en forskel, når vi både vil sikre nedgang i CO2-udledning på en rentabel måde og sørge for renere luft og mindre støj i vores byer.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026