Debat

Nordjyske politikere: Sæt den tredje limfjordsforbindelse på finansloven

DEBAT: 47 år efter det første forslag til en tredje limfjordsforbindelse er Nordjylland ved at knække over. Sæt forbindelsen på finansloven, skriver Mogens Christen Gade (V), Thomas Kastrup-Larsen (S) og Ulla Astman (S).

Hverken borgere eller virksomheder tør have adresse nord for fjorden. Det presser udviklingen i Nordjylland og trækker dybe spor i resten af Danmark, skriver to borgmestre og regionsformand.
Hverken borgere eller virksomheder tør have adresse nord for fjorden. Det presser udviklingen i Nordjylland og trækker dybe spor i resten af Danmark, skriver to borgmestre og regionsformand.Foto: Vejdirektoratet
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mogens Christen Gade (V), Thomas Kastrup-Larsen (S) og Ulla Astman (S)
Borgmester i Jammerbugt Kommune, borgmester i Aalborg Kommune og regionsrådsformand i Region Nordjylland på vegne af Business Region North Denmark

Det nye Folketingsår er nu i fuld gang, og kimen er slået an til et nyt år fyldt med folkelige forhåbninger og politiske kampe. Især delen med folkelige forhåbninger kender vi kun alt for godt i Nordjylland.

I år er det nemlig 47 år siden, at det første forslag til en tredje limfjordsforbindelse var på tegnebrættet. Og nej, det er desværre ikke en slåfejl. 47 år.

Der er løbet pænt meget vand igennem Limfjorden siden da. Kriser er kommet og gået. Og du kan nok selv regne ud, hvordan trafikken har udviklet sig i alle de år.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Skiftende regeringer har lovet guld og grønne skove til nordjyderne igennem årtier, men de har, når alt kommer til alt, spist dem af med en kurv.

Kapaciteten er overskredet
Imens er Limfjordstunnelens kapacitet for længst overskredet, og situationen er blot blevet mere og mere usikker.

Det understreger, at det nu for alvor må være slut med at overlade vores sikkerhed til held og den nordjyske motorvejstrafik til en sårbar tunnel med gennemsnitligt 120 uheld om året uden andre alternativer.

Mogens Christen Gade (V), Thomas Kastrup-Larsen (S) og Ulla Astman (S)
Borgmester i Jammerbugt Kommune, borgmester i Aalborg Kommune og regionsrådsformand i Region Nordjylland på vegne af Business Region North Denmark

I dag står vi på randen til, at Nordjylland knækker midtover. Så hvor er viljen til vækst i hele Danmark? Hvor er handlekraften?

Det efterlyste vi for nylig, da Business Region North Denmark havde inviteret de nordjyske folketingspolitikere til et årligt dialogmøde.

Bredt henover den politiske midte fik vi håndslag på, at den tredje limfjordsforbindelse må være af største prioritet på Christiansborg, når regeringen forhåbentlig snart tager hul på forhandlingerne om Danmarks infrastruktur.

Vi sætter derfor vores lid til, at vores politikere i dette folketingsår er klar til at erstatte gode hensigter og politiske drillerier om omfartsveje med konkret handling, der sikrer anlægslov og finansiering af den tredje limfjordsforbindelse.

Så længe Folketinget sidder på hænderne, bremser de Nordjyllands udvikling med konsekvenser for hele Danmark. Det kan ingen være tjent med.

Limfjorden er vigtig for hele landet
Borgere og erhvervsliv har ikke længere tillid til, at man kan krydse Limfjorden, når det er nødvendigt.

Det betyder, at hverken borgere eller virksomheder tør have adresse nord for fjorden, og det har store konsekvenser for balancen og udviklingen i Nordjylland, og det trækker dybe spor i resten af Danmark.

For i bund og grund er det en dagsorden for hele Danmark. VVM-redegørelsernes høje samfundsøkonomiske forrentning og høje arbejdsudbudseffekt af projektet beviser, at den tredje limfjordsforbindelse er god forretning for hele Danmark.

Den kan vise sig endnu mere værdifuld, hvis man beslutter sig for en fremtidig Kattegatforbindelse, ligesom forbindelsen er et afgørende led i den internationale trafikforbindelse Jyllandskorridoren, der fungerer som porten til Norden og landene syd for Danmark.

Store konsekvenser
Det handler også i højere grad om sårbarhed end om bilkøer og spildte transporttimer.

Et eksempel fra i sommer illustrerer, hvor galt det kan gå. Her brød en varebil i brand nede i tunnelen efter en mindre ulykke.

Branden udviklede sig til en eksplosion, hvor en bilist fangede trykket og ildkuglen fra eksplosionen på video, så sårbarheden blev tydelig for alle.

Heldigvis kom ingen noget til. Men situationen kunne være endt meget værre. Bilistens optagelser var et wake up-call. Havde det været en tankbil med flere tusind liter eksplosivt brændstof, eller var bilister kommet for tæt på uden mulighed for at bakke, kunne virkeligheden have været en helt anden.

Heldigvis kan vi stadig kun forestille os, hvor grelt det kunne gå. Næste eksplosion kan lukke tunnelen i uger, måneder eller endda år.

Brug for sikkerhed nu
Det understreger, at det nu for alvor må være slut med at overlade vores sikkerhed til held og den nordjyske motorvejstrafik til en sårbar tunnel med gennemsnitligt 120 uheld om året uden andre alternativer.

I Nordjylland er vi fælles om forhåbningerne og opbakningen til den tredje limfjordsforbindelse, og behovet har aldrig været større. Og med et akut behov for at stimulere dansk økonomi er den tredje limfjordsforbindelse en sikker investering.

Sidst på året lander en opdateret VVM-redegørelse, så alt er klappet og klart, og Folketinget mangler blot at trykke på knappen. Det kunne man jo passende gøre ved at sætte penge af allerede i forbindelse med finansloven.

Hvis vi omvendt udskyder etableringen i yderligere ti år, viser beregninger i et tidligere ministersvar, at det har samfundsøkonomiske omkostninger på 900 millioner kroner.

Så lad os nu bruge det nye Folketingsår til at stå sammen om vækst og sammenhængskraft i hele Danmark. Det haster.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Christen Gade

Borgmester (V), Jammerbugt Kommune, formand for Erhvervshus Nordjylland, formand for Vestkystpartnerskabet, formand for Fjerritslev Gymnasium, næstformand i KKR Nordjylland
lærer (Ranum 1984)

Thomas Kastrup-Larsen

Direktør for Professionshøjskolen UCN Erhverv, fhv. borgmester (S), Aalborg Kommune
cand.scient.adm. (Aalborg Uni. 1999)

Ulla Astman

Kontorchef, HK Nordjylland, fhv. regionsrådsformand (S), Region Nordjylland
cand.scient.adm. (Aalborg Uni. 1996)

0:000:00