Bliv abonnent
Annonce
Debat

Concito: Her er fem transportforslag til den kommende regering

Indtil at EU’s kvotesystem fuldt omfatter 
klimapåvirkningen fra luftfart, bør den danske passagerafgift øges til 
at matche den klimapåvirkning, som især de lange ture, har, skriver Søren Have.<br>
Indtil at EU’s kvotesystem fuldt omfatter klimapåvirkningen fra luftfart, bør den danske passagerafgift øges til at matche den klimapåvirkning, som især de lange ture, har, skriver Søren Have.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
15. april 2026 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Forleden bragte Altinget Transport en artikel om fire transportaktørers ønsker til den kommende regering.

Det var lidet overraskende, at de adspurgte, som har interesse i at levere eller bruge transport og infrastruktur, ønskede lavere afgifter på vejtransport og fortsat gennemførelse af planlagte infrastrukturprojekter.

Men artiklen er skæv og mangler både nuancer og modargumenter. Derfor kommer jeg her med vores forslag for at balancere.

Indledningsvist vil jeg gerne aflive en myte om, at mere mobilitet og transport altid er bedre for samfundet. Det er det ikke. Nogle gange så overstiger omkostningerne for samfundet ved ekstra transport den værdi, det skaber.

Læs også

For eksempel kan det give mening for den enkelte at køre hurtigere, men hvis man medtager omkostningerne fra flere og mere alvorlige ulykker, så er billedet et andet.

Derfor giver det mening at gøre de såkaldt eksterne omkostninger synlige for forbrugerne via afgifter. For derved tilskyndes folk til at handle tættere på vores alle interesser og behov. 

Det har følgende logiske konsekvens: Hvis de nuværende afgifter ikke fuldt ud afspejler de eksterne omkostninger ved en given transportform, så vinder vi samfundsmæssigt ved at øge afgifterne.

Fem ønsker til den nye regering

Derfor har Concito fem ønsker til den kommende regering. For det første skal både vejafgiften for lastbiler og nuværende brændstofafgifter fastholdes.

Lastbiltransport er stadig underbeskattet med cirka tre kroner per kilometer i forhold til de eksterne omkostninger, der er forbundet med lastbiltransport. Så hvis man vil gøre noget, så skulle man hellere øge vejafgiften for eksempel til tysk niveau.

Ved at droppe bare syv udvalgte projekter så kan staten spare 29 milliarder kroner.

Søren Have
Faglig lead for mobilitet og infrastruktur hos Concito

Og hvis man af sociale grunde vil gøre noget på grund af de midlertidigt høje brændstofpriser, så bør man gøre det, som vi i Concito har foreslået, nemlig en midlertidig nedsættelse af ejerafgiften for fossilbiler. For de eksterne omkostninger ved at køre er der jo stadig.

For det andet skal luftfarten beskattes i henhold til klimapåvirkningen.

Indtil EU’s kvotesystem fuldt omfatter klimapåvirkningen fra luftfart, bør den danske passagerafgift øges til at matche den klimapåvirkning, som især de lange ture, har.

Concito har dokumenteret, at det udover at være godt fra et samfundsøkonomisk perspektiv også er fornuftigt fordelingsmæssigt, da det især er højindkomstgrupper bosat i de store byer, som flyver.

For det tredje skal der spares penge og frigøres ressourcer ved at beskære Infrastrukturplan 2035 (IP35).

Mange af projekterne i IP35 blev vedtaget på et ufuldstændigt grundlag og i en tid før de høje prisstigninger, hvor der ikke var krig i Europa, så økonomien hænger ikke længere sammen.

Vi har i Concito beregnet at ved at droppe bare syv udvalgte projekter, så kan staten spare 29 milliarder kroner, og som samfund vinder vi over seks milliarder kroner samfundsøkonomisk set. Og vi undgår udledning af over en million tons CO2. 

Læs også

Samtidig beslaglægger projekterne knappe ressourcer som råstoffer, kompetencer, maskiner, fossilt brændstof. Ressourcer, som vi har mere brug for til at vedligeholde og klimasikre eksisterende veje og baner samt til at udbygge elnettet og fjernvarmen. 

Hvis man endelig skal bygge mere af noget, skal det være cykelstier. Samfundet vinder cirka otte kroner, hver gang at nogen cykler en kilometer.

Tvivlsomme gevinster for klimaet

For det fjerde skal vi have mere ud af det eksisterende transportsystem. Fokus bør i en tid med klima-, olie- og sikkerhedskrise være på at få mere ud af det transportsystem, som vi allerede har.

Både i privattransporten via vejafgifter og i den kollektive transport via simplere og ‘fladere’ takster og øget antal afgange.

Grønne brændstoffer er en ekstremt dyr måde at nedbringe vores klimabelastning på.

Søren Have
Faglig lead for mobilitet og infrastruktur hos Concito

Dertil bør arealanvendelse i langt højere grad samtænkes og helst organiseres sammen med transportplanlægningen.

For jo flere ting, som vi kan opnå uden nødvendigvis at skulle transportere os langt, des bedre. Både for den enkelte og for samfundet.

Til slut skal vi droppe yderligere støtte til grønne brændstoffer. Grønne brændstoffer er en ekstremt dyr måde at nedbringe vores klimabelastning på og med tvivlsomme gevinster for klimaet.

Det gælder både rapsdiesel til vejtransporten, brugt fritureolie til luftfarten og power-to-X brændstoffer, hvor strømmen og den grønne brint kan bruges mere effektivt til andre formål.

Vi håber, at den kommende regering, herunder de partier, som går meget op i økonomisk holdbarhed, vil se rationalet i disse forslag

De koster ikke penge, men frigør tværtimod penge og arbejdskraft, gør Danmark rigere og reducerer samtidig vores aftryk på planeten. Det har vi brug for.

Læs også

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026