Bondam: LA bag absurd "bilreklame" med absurd timing

DEBAT: Danmark har brug for mere effektiv, bæredygtig og aktiv mobilitet – ikke flere biler og større veje. Derfor er det trist at se LA's billboards, som i disse dage hænger i København med teksten ”Ingen kæmper hårdere for billigere biler", skriver Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet (se LA's kampagnetekst nederst i indlægget).

Af Klaus Bondam
Direktør i Cyklistforbundet

I tirsdags offentliggjorde transportminister Ole Birk Olesens (LA) ekspertgruppe Mobilitet for Fremtiden deres længe ventede rapport. Der er al mulig grund til at hæfte sig ved flere af de indsigtsfulde konklusioner, som eksperterne drager frem. Og der er endnu mere grund til at notere sig de efterfølgende politiske konklusioner - ikke mindst fra den ansvarlige minister.

Ekspertgruppen forventer - med udgangspunkt i grundige, velunderbyggede og detaljerede beregninger - en voldsom vækst i trafikken og en markant større trængsel på vejene i perioden 2015-2030.

Vi kan se frem til, at personbiltrafikken om sølle 12 år vil være steget med 16 procent. Vi kan se frem til, at danskerne i gennemsnit vil tilbringe 61 procent mere tid i trængslen. Og vi kan se frem til, at indbyggerne i landets fire største byer vil opleve en astronomisk stigning på hele 149 procent i den tid, der bruges i trængsel. Jeg gentager: En stigning på 149 procent i den tid, som århusianerne, odenseanerne, ålborgenserne og københavnerne sidder og triller tommelfingre i en bilkø.

Det er helt absurde tal at lægge ører til. Det er for det første et helt og aldeles gennemført – og uklædeligt - spild af tid og ineffektivitet, som det danske samfund her præsterer. Det er for det andet om noget et wake-up call til os danskere om vigtigheden af de valg, som vi træffer i dag og i fremtiden i forhold til, hvordan vi vil transportere os selv.

Ingen grund til at hade biler
Det er i den grad værd at bide mærke i, at ekspertgruppen og det med syvtommersøm slog fast, at cyklen og højklasset kollektiv transport er en afgørende del af løsningen på den enorme og stigende trængsel i de større byer i Danmark. Ekspertgruppen slår også et kraftigt slag for mere skinnebåren trafik, delebiler, samkørsel med mere.

Det er samtidig meget betryggende, at de seneste års helt hysteriske hype omkring selvkørende og førerløse biler nu er erstattet af en mere nøgtern og realistisk tilgang - inklusiv en erkendelse af, at automatiseringen vil føre til stigende trafik og markant større trængsel.

På den baggrund er det højst besynderligt at høre transportministeren præsentere sin konklusion på eksperternes beregninger: ”I fremtiden er der ingen grund til at hade biler. Så lad os udvide vejene."

For det første er der ingen, der hader biler. I hvert tilfælde ikke os i Cyklistforbundet. For det andet burde det nu være klart, at vi ikke bare kan bygge os ud af trængslen med endnu flere veje; ikke mindst i byerne, hvor kampen om pladsen vitterlig er afgørende.

LA's absurde reklame
I en Twitter-dialog efter konferencen spurgte transportminister Ole Birk Olesen: ’Ønsker Cyklistforbundet at fastholde en høj registreringsafgift på biler?’

Svaret er, at vi i Cyklistforbundet ønsker mere aktiv mobilitet. Vi ønsker byer med plads til meget andet end trængsel. Lavere registreringsafgift fører til flere biler og flere unge, der vælger kollektiv trafik og cyklen fra. Hvis den aktive transport vælges fra, vil det få enorme samfundsøkonomiske konsekvenser på folkesundhedskontoen. Hvis registreringsafgiften sænkes, vil det koste det danske samfund penge – penge, som kunne være brugt bedre.

Derfor er det trist at se de meget store billboards (se fotoet herunder), som i disse dage hænger i de københavnske gader med teksten ”Ingen kæmper hårdere for billigere biler. Indtil nu er en VW Passat blevet 104.800 kroner billigere”. Afsenderen er Liberal Alliance.

Billedet er fra Klaus Bondams Twitter-profil

Det er trist, fordi det er en absurd reklame med en absurd timing i en situation, hvor det rigtige spørgsmål burde lyde: Er det flere biler, der holder i kø på vejene, som vi vil have i vores byer? Jeg tror det ikke. Danmark, danskerne og danske virksomheder har brug for mere effektiv, bæredygtig og aktiv mobilitet. Lige præcis det viser ekspertgruppens rapport os med al tydelighed.

Forrige artikel Rådet for Sikker Trafik: Motordrevet legetøj skaber kaos på cykelstien Rådet for Sikker Trafik: Motordrevet legetøj skaber kaos på cykelstien Næste artikel Trafikforsker: Regeringens politik giver flere dræbte og kvæstede i trafikken Trafikforsker: Regeringens politik giver flere dræbte og kvæstede i trafikken
  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Individuel trafik er gåben, cykler og biler, så foren Jer imod "eksperterne"

    Det er da fint at læse Cyklistforbundets formand tilkendegive at forbundet "ikke hader biler."

    Men nå, det er jo ikke det indtryk man får, når man i øvrigt følger lidt med i Cyklistforbundets aktiviteter !

    Og så er der vel ikke nogen grund til at lægge øre til "ekspertgrupper" der påstår, at kollektiv skinnebåren trafik kan løse ret meget af det behov en arbejdende befolkning har. Vi skal jo alle som flest fra hver sit sted til hvert sit andet sted, og det løses nu engang bedst med individuel transport, gåben, trædecykel, battericykel, hybrid- eller batteribil eller fossilbil.

    Hvis dette skal løses med kollektiv trafik, skal vi jo næsten alle have et tog eller en bus med chauffør stillet til rådighed, Det er simpel logik.

    Ideen med, at alle der arbejder samme sted også bor samme sted, og derfor med fordel kan transporteres derimellem med fællestransport, er den gamle Stalinistiske ide med statslige industrikonglomerater og tvungen bosætning for slaverne. Så disse "eksperter" på være de sidste efterladte gammelkommunister he ri landet.

    Stop nu vrøvlet og byg de veje, og Cyklistforbundet bør kunne gøre fælles sag med bilisterne om at sørge for ordentlig infrastruktur til al individuel trafik.

    Kollektivtrafikken skal vi have til de ca. 25% af befolkningen der ikke kan transportere sig individuelt. Nogle er for ungen, nogle er for gamle, nogle har ikke råd (det kan LA så løse !) nogle har et alkoholproblem og nogle må ikke af religiøse grunde. Og de skal alle sammen også kunne komme rundt, og det betaler vi så store tilskud til, fint nok. Men så stopper det også, resten kan godt selv, og vil bare have pladsen dertil.

  • Anmeld

    Peter Godiksen · Møbeleksport

    Gade og veje i KBH. er forlængst,cykelstier og fortov!

    Den største del af trængselen i KBH. centrum er selvskabt af vores Byplanlægnings udvalg, vejvæsen mv.-Det er en lidelse af rang for en bil med varer til kunder i byen, at komme fra den ene ende til den anden siden flere år tilbage. At cykle og at gå er bestemt godt og sundt, men hvormange går/spadserer ad fortov på f.eks. Jagtvejen og andre gennemgående særligt trafikerede veje/gader i KBH. ?
    Så før venligst bil delen af kbh. gennemgående veje og gader tilbage til oprindelig bredde, så vi får færrest mulige trafik-propper.
    Det er unægteligt en vanskelig opgave at få alt til at glide behageligt fremad i trafikken, men en hel del mennesker som har sit job på et og samme sted hver dag, samt bor i en stationsby nord, vest eller syd for KBH, bør kunne lokkes meget mere til at tage pendel tog/bus frem og tilbage fra job flest mulige dage hele året rundt. Flere og større kontrollerede/lukkede P. pladser v. stationerne udenfor KBH. og andre af vores største byer i landet vil løse en god portion af det nuværende storby-trængsels-problem.
    Tillige vil der også blive lidt mere luft imellem bilerne på motorvejene iøvrigt--
    hvor evt. udbygninger med flere spor i DK tager alt for lang tid at gennemføre og med store kø/trafikpropper og stop and go kørsel tilfølge i flere år.
    Gratis tog til pendlerne (2 ture pr. dg.)-- muligvis mindre kostbart.


  • Anmeld

    Frithjof Danielsen

    Radikale hykler! Kørte i borgmesterbil med chauffør.

    "........Klaus Bondam (R), der som Teknik- og Miljøborgmester i 2007 investerede i en ny, funklende Saab 9-5 Sport Sedan Bio Power med læderkabine og masser af ekstraudstyr, der udmærkede sig ved at køre på biobrændsel baseret på raps.
    Der viste dog sig et mindre problem med den nye investering, da det ikke kunne lade sig gøre at skaffe den rette biobrændsel til bilen i Danmark.
    Derfor blev borgmester-Saab’en året efter solgt for 355.000 kr., og i stedet blev der investeret for 463.446 kr. i en Toyota Prius, som kører på gammeldags benzin........" - - - - Hvorfor er hellige tosser som Bondam altid så fulde af hykleri? Og hvorfor skal vi høre på det pladder om, at det er "trist" at se Liberal Alliances glade reklamer? Bondam ved jo intet om, hvad han skriver, tog klarer kun 8% af trafikken, og busserne kun 4%. Bilerne klarer 80% af trafikken her i landet. Tror han, der kan være 10 gange så mange passagerer i togene? Eller vil han tvinge alle bilister til at bo i det sociale paradis Brøndby Strand?

  • Anmeld

    John Gade · Overlæge

    Trafikal trængsel KAN løses med cykler og kombination cykler/tog.

    Kære Danielsen, Godiksen og Johansen,
    Jeg er medlem af cyklistforbundet, og hader ikke biler. Har selv bil, men bruger den ikke ret meget. Jeg synes, I skal prøve det modsatte tanke-eksperiment: Hvad hvis nu 80 % af hverdags cyklisterne i dag vælger bil i stedet for cykel. Hvordan ville det så gå med trængslen ?? Til jeres orientering passerer 12.000 cyklister dagligt Dronning Louises Bro. Selvom den blev 4-sporet i stedet, ville det blive rent kaos med 9000 ekstra biler dagligt. Så mange cyklister er i virkeligheden til gavn for bilisterne. Hvis endnu flere ville tage cyklen, ville det reducere trængslen. Og det kan vi !!!
    1. Giv alle cyklister et transport fradrag til arbejde som foreslået af cyklistforbundet. Skal efter min mening kontrolleres med en app på mobiltelefonen, så bilister ikke kan snyde. Beskat samtidig brugen af bilen. Jeg foreslår en provenu-neutral skat på fx 50 kr. pr dag for at starte bilen. Det vil kræve en chip, som kan kontrollere det, og det skal selvfølgelig heller ikke koste 50 kr. at starte sin bil for at køre den ud på vejen og vaske den. Men det er et teknisk problem, der helt sikkert kan løses. Skatten skal forstås sådan, at andre bil afgifter sænkes (fx ejer-afgift, fx øget fradrag for folk med lange afstande osv), således at den samlede beskatning for bilister forbliver uændret. Det vil give bilister en kontant motivation på mellem 1000 og 2000 kr pr måned afhængig af, hvordan man sætter taksterne.
    Kombiner dette med etableringen af svævende cykelstier over hovedfærdselsårer i de store byer: Lagt i et rør, og indrettet, så man altid har rygvind (det er ikke en joke, det er teknisk muligt, og der er flere patent-ansøgninger på dette både i USA, Canada og Kina). Det vil gøre cykeltransport langt hurtigere end bil-trafik, og det vil iøvrigt give mere plads på jorden til både BILISTER og CYKLISTER. Dyrt, meget dyrt, men dog langt billigere end havnetunnel i København og andre fjollerier. Og HUSK, at for hver km der ændres fra bilist til cyklist, tjener samfundet op til 7 kroner (samfundet, ikke staten!). Flere biler er lig med flere UDGIFTER for samfundet.
    3. Udvid kombinationen af cykel/tog. Der er rigelig plads på s-togsnettet i København, når man ser bort fra 'røret' mellem Dybbelsbro og Svanemøllen. Men dette kan nemt løses ved at lade Køge-linjen fortsætte fra Ny Ellebjerg over Frederiksberg til Farum og Ballerup-linjen stoppe ved Flindtholm. Ved at lave lodrette skinner til cyklerne, kan cykel-kapaciteten 4-dobles, og hvis togene går hvert 2. eller 3. minut kan kapaciteten for cykler alene 12-dobles, og for passagerer iøvrigt 3-dobles. Ingen af disse løsninger er særligt dyre, når vi taler trafikinvesteringer.
    Så jo, Danielsen, både den kollektive trafik og cyklismen kan trække et større læs med befordring. Det er et spørgsmål om vilje. Der er nogen, er håbløst gammeldags og bare ikke vil (også nogle, som ikke kan): De skal naturligvis heller ikke. Men alle andre skal have et godt tilbud, som det er svært at sige nej til. Kombinationen af ovenstående 3 punkter vil bringe os et langt stykke. Og husk nu, at al erfaring viser, at hvis man laver bedre plads til biblerne, får man bare flere biler, men løser ikke trængselsproblemet. Se bare Køge Bugt motorvejen og Motorringvejen, der er udvidet mange gange, men folk holder alligevel i kø. Det er meningsløst. Samtidig vil enhver oplyst person, der ser på miljø og fremtid i bred forstand, vide, at biler og især fossil-biler er en forældet løsning, og det vil være idiotisk både for samfund og enkelt individer at investere milliarder og atter milliarder i noget, som er ubrugeligt efter 2030-2035.
    Så kombinationen af cyklist fradrag, start skat for biler, svævende cykelstier, der kan fungere som motorveje for cyklister, og udvidet cykelmedtagning i tog løser problemerne langt bedre: Mere sundhed, bedre miljø, bedre økonomi, mindre CO2 udledning og mindre trængsel. Jamen, hvis man ikke vil have det, kan det kun betyde, at man lige som transportministeren har hovedet fyldt med asfalt.
    Til orientering: Cykler 2 x 17 km på arbejde næsten hver dag året rundt fra Brøndby Strand til Herlev. Tager tog og cykel ind imellem, fungere fint. Tager bilen måske 3-4 gange - om året !! Det forventer jeg at kunne mange år frem, er jo kun 63. Biler bruger jeg mest til store indkøb, byggemarkeder og ture til familie og venner i Jylland. Min kone kører her i vinter til Høje Taastrup i bil, og tager toget videre på arbejde i Odense, men til foråret vil hun helt sikkert også cykle. Det KAN lade sig gøre, at påstå det modsatte er udtryk for mental og fysisk slaphed.

    Mvh
    /john

  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Pendlerparkeringspladser, delebiler og registreringsafgifter

    Det bemærkes at i Sverige - som mange ikke ønsker at vi skal sammenligne os med - har man, siden man gik over til højrekørsel i september 1967, systematisk indrettet velplacerede og velholdte pendlerparkeringspladser ved trafikknudepunkter med busterminaler, motorvejes sammenfletninger og til- og frakørsler.

    De bliver brugt flittigt, sikkert fordi man hinsidan IKKE har de favorable kørselsfradrag for brug af egen bil, som i vidt omfang begrunder finansieringen af danske biler for folk, der bor passende langt borte fra deres arbejdsplads. Men i Sverige har de ej heller registreringsafgift på personbiler.

    Det indikerer, at såfremt man reducerede registreringsafgifterne yderligere i forhold til den seneste reduktion, nedjusterede for til slut helt at afskaffe kørselsfradragene og indfasede roadpricing, så ville der være et stort incitament til at dele pendlerbiler med deraf følgende væsentligt reduceret trængsel på det overordnede vejnet.

    Man ville herved spare overflødige megainvesteringer i vejnettet, forbedre trafiksikkerheden i kraft af mindre trængsel og spare dyre sygehus- og rehabiliteringsudgifter til et formindsket antal trafikofre. Statens behov for nødvendig cash kan let tilvejebringes ved ændrede opkrævningsmetoder.

    De megadata-samkørsler på alle områder af borgernes individuelle liv som det i dag er teknisk muligt at gennemføre i Danmark beviser at man kan regne alt det ud man vil - hvis man vil det. Det er bare at komme i gang. Når man vil have overslag over Femernforbindelse og Kattegatbro er der ikke grænser hvad konsulenterne i Rambøll, Cowi m.fl. er i stand til at præstere af teknisk/økonomiske resultater. Der skal blot ikke være en given facitliste på forhånd når opgaven gives dem.

    Jeg har ingen politiske præferencer i forhold til persontransport og -trafik. Jeg mener, at alle mulige transportformer har deres berettigelse i det omfang et kvalificeret antal brugere mener at kunne begrunde et behov for dem.

    I Danmark har vi den fordel, at vi ikke skal tage nationale hensyn til en enkel transportform, da vi ikke har nogen national industrier inden for transportsektoren, der skal tilgodeses. Alle muligheder bør derfor holdes åbne.



  • Anmeld

    Claus Sønderkøge · Socialistisk økonom

    Hvorfor tror så mange at den teknologiske udvikling stopper netop i dag?

    Alting peger på at trafikken vil blive reduceret i løbet af ganske få år med førerløse biler. Så skal vi til at tale om hvordan vi kommer af med asfalten og hvad vi skal bruge den megen frigjorte plads til. Bondam bør bede hans eksperter følge med i samfundsudviklingen i stedet for at forsøge at fylde os med vås.

    Hvis det virkelig skulle ske at hvad vi forventede i 70-erne vil der stort set ikke ikke være nogen arbejdspladser og derfor heller ingen bolig-arbejdssted trafik. Varerne transporteres om natten så folk kan danse samba i gaderne om dagen.