Bliv abonnent
Annonce
Debat

Dansk Erhverv: Hvis vi reducerer ‘grøn’ til at betyde ingen køretøjer, kvæler vi byens liv

Hvis kunderne ikke kan parkere, handle stort ind eller komme til med bilen – så falder omsætningen på de varer, som vejer ekstra tungt i bæreposen, skriver Jesper Kronborg.
Hvis kunderne ikke kan parkere, handle stort ind eller komme til med bilen – så falder omsætningen på de varer, som vejer ekstra tungt i bæreposen, skriver Jesper Kronborg.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
10. december 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kommunalvalget er overstået, og de nye byråd er ved at tage hul på deres arbejde. Netop derfor er det et godt tidspunkt at rette opmærksomheden mod et område, der fortjener langt større politisk fokus i årene frem: infrastrukturen og transportens betydning for både erhvervsliv, borgere og byens funktionalitet.

Debatten om “grøn mobilitet” fylder ofte meget – og med god grund. Cykler, kollektiv trafik og attraktive byrum er vigtige elementer i en moderne kommune.

Hvis kunderne ikke kan parkere, handle stort ind eller komme til med bilen – så falder omsætningen.

Jesper Kronborg
Branchedirektør, Dansk Erhverv Transport

Men der er en væsentlig del af fortællingen, der alt for ofte overses: tilgængeligheden for erhverv, logistik og biltrafik og hvordan dette udgør selve fundamentet for levende bymidter, stærke virksomheder og lokal vækst.

Et aktuelt eksempel: Når der i den centrale del af København er blevet fjernet omkring 500 parkeringspladser, mærkes det direkte på butikkerne.

En købmand i en stor dagligvareforretning formulerer det helt enkelt: Hvis kunderne ikke kan parkere, handle stort ind eller komme til med bilen – så falder omsætningen på de varer, som vejer ekstra tungt i bæreposen.

Læs også

Fem appeller til kommunalbestyrelserne

Problemstillingerne og løsningerne er forskellige fra by til by, men eksemplet viser tydeligt, at tilgængelighed i mange kommuner – for biler, busser, vareleverancer og logistik – ikke blot er “baglandet” for bylivet. Det er bylivet.

Derfor har vi i Dansk Erhverv fem appeller til de nyvalgte kommunalbestyrelser.

For det første skal tilgængelighed og logistik tænkes ind – ikke holdes ude. Hvis bymidten skal være attraktiv, må det ikke blive for besværligt at komme derind – hverken for borgeren i bil, for vareleverancen eller for bussen.

Når vi taler om parkeringspladser, adgangsveje og trafikflow taler vi samtidig om virksomhedernes og borgernes muligheder for at få hverdagen til at hænge sammen.

At fjerne for mange parkeringspladser uden reelle alternativer risikerer at skabe tomme butikslokaler og faldende omsætning.

Mange familier har fortsat brug for bilen – eller i det mindste let adgang til den.

Jesper Kronborg
Branchedirektør, Dansk Erhverv Transport

For det andet er infrastruktur erhvervspolitik. Når vi investerer i veje, cykelstier, busbaner, parkeringsanlæg og logistikzoner gør vi det ikke kun for at flytte mennesker.

Vi gør det for at sikre, at virksomheder kan få varer, kunder og medarbejdere frem – og at bydelene forbliver levende. En kommune, der ikke prioriterer logistik og adgangsforhold, risikerer at blive koblet af væksten.

For det tredje skal vi have grøn mobilitet med realistiske kombinationer. Vi skal have mere kollektiv trafik, flere cykler og flere gående. Men det må ikke ske som et samtidigt tab af adgang for bilerne uden alternativer.

Mange familier har fortsat brug for bilen – eller i det mindste let adgang til den. Derfor skal kommunernes planer rumme biltrafik, el-køretøjer, cykler og kollektiv trafik som en samlet helhed – ikke som modsætninger.

Der er ikke nødvendigvis en konflikt mellem miljø, byliv og erhverv.

Jesper Kronborg
Branchedirektør, Dansk Erhverv Transport

Hver kommune er unik

For det fjerde skal der være en fremtidssikring af infrastrukturen for 2030-2050. Når kommunerne planlægger, må perspektivet være længere end fire år. Infrastrukturen, vi beslutter nu, påvirker os i årtier.

Veje, busfremkommelighed, logistikzoner og parkeringskapacitet bør vurderes med ti-tyve års udsyn. Hvilke bydele bliver fremtidens vækstcentre? Hvordan skaber vi plads til elbiler og delebiler? Hvordan skaber vi byrum, hvor ophold og tilgængelighed kan sameksistere?

Temadebat om fremtidens kommunale transport

De nyvalgte lokalpolitikere står med nøglen til den kommunale transport – men hvordan finder vi en balance mellem klima, mobilitet og lokal vækst? Altinget Transport stiller i en ny temadebat spørgsmålet: Hvordan ser fremtidens kommunale transport ud?

Om Altingets temadebatter:

Altingets temadebatter sætter spot på et aktuelt nicheemne.

Alle indlæg er udelukkende alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Vil du deltage i debatten? Så er du velkommen til at henvende dig til Rasmus Lauge Winding på winding@altinget.dk.

Til slut skal kommunen indtænke konkurrenceevne. Erhvervslivet ser nøje på én ting: Kan medarbejdere, kunder og leverancer komme frem? Hvis kommunen ikke tænker infrastruktur som et konkurrenceparameter, mister vi arbejdspladser, investeringer og skattegrundlag. Det er præcis det, der sker, når butikker mister omsætning, fordi kunder ikke kan finde parkering.

Derfor bør de nye byråd – uanset politisk farve – stille sig selv et centralt spørgsmål: Hvordan fungerer trafikken og infrastrukturen i vores bydele – både i dag og om ti år?

Hver kommune er unik, og der findes ikke én model, der passer alle. Men kommunerne kan lære af hinanden – og de bør i højere grad inddrage lokale virksomheder og butiksliv i beslutningerne. Det samarbejde står vi i Dansk Erhverv klar til at facilitere.

Lad os vælge løsninger, der sikrer fremtidens mobilitet – grøn, men også tilgængelig. Mobilitet, der giver virksomheder mulighed for at vokse og borgere mulighed for at leve, handle og bevæge sig med værdighed.

For der er ikke nødvendigvis en konflikt mellem miljø, byliv og erhverv – men der er en konflikt, hvis infrastrukturen glemmes, og “grøn” reduceres til “ingen køretøjer”. Kommunalvalget er overstået – nu begynder arbejdet.

Læs også

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026