Debat

Danske Maritime: Krydstogtindustrien skal sætte en grønnere kurs

Udviklingen i København og andre store havne kunne gå langt hurtigere, hvis vi var mere ambitiøse. Vores nabolande tilbyder langt mere landstrøm til skibene, end vi gør, selv om mange af anlæggene produceres i Danmark, skriver Jenny Braat.

Krydstogtturismen vil også fremover skabe vigtige indtægter for København, men vi skal en grønnere vej, skriver Jenny Braat.
Krydstogtturismen vil også fremover skabe vigtige indtægter for København, men vi skal en grønnere vej, skriver Jenny Braat.Foto: Pia Daugaard/Danske Maritime
Jenny N. Braat
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Findes der noget skønnere end at ankomme til vores hovedstad ad vandvejen? 

Over årene har tusindvis af glade turister nydt indsejlingen til vores smukke, gamle historiske hovedstad, når de på dækket af deres krydstogtskib stod klar med kamera og fornuftige sko til at indtage byen og lære Danmark at kende. 

Men netop krydstogtindustrien blev utrolig hårdt ramt af coronakrisen. Pludselig blev der stille på Langelinie, som normalt summer af liv.

Lyden af sprog fra hele verden forstummede, og siden har mange af krydstogtrederierne kæmpet med store økonomiske problemer, da de fra den ene dag til den anden måtte indstille al sejlads.

Det samme har mange af de forretningsdrivende i København, som normalt byder velkommen til de mange turister, men under krisen har haft endog meget langt mellem kunderne. 

Nu – langt om længe – lysner det heldigvis. Også over Langelinie og krydstogtskibene, men når vi igen gør klar til at byde velkommen til tusindvis af glade gæster, bør vi benytte lejligheden til at gå en mere bæredygtig vej.  

Grønnere krydstogtturisme 
I efteråret mødtes de nordiske ministre for klima og miljø i regi af Nordisk Ministerråd og satte sammen bæredygtig krydstogtturisme på agendaen.

Dette knytter an til det fælles ønske om en grøn omstilling af transportsektoren og målet om at blive den mest bæredygtige og integrerede region i verden. 

Norske erfaringer viser, at de fleste krydstogtrederier gerne går en grønnere vej, hvis de har muligheden

Jenny Braat
Direktør, Danske Maritime

På mødet underskrev ministrene en fælles erklæring, der stadfæstede, at Norden vil tage lederskab og arbejde for at mindske forureningen fra krydstogtskibe samt gøre Norden til en bæredygtig krydstogtdestination.

I erklæringen anerkendte ministrene således behovet for at få reduceret støjgener og luftforurening, når de store skibe ligger ved kaj med motorerne kørende – et velkendt problem ved Langelinie.  

De pegede også på løsningen, nemlig at få koblet skibene på (grøn) strøm fra land. I erklæringen beskrev ministrene således etablering af flere landstrømsanlæg som meget afgørende for at komme af med disse problemer og lagde op til, at der skal etableres anlæg i alle store havne i Norden og Østersøen senest i 2030. Samtidig opfordrede de til, at byer, havne og krydstogtsrederier i fællesskab tager opgaven på sig.  

København ruller kablerne ud 
Den bold har man grebet i København i erkendelse af, at der er brug for en grønnere kurs for krydstogtbranchen af hensyn til skibenes passagerer, besætninger og naboer.

Samtidig bliver bæredygtighed et tydeligere og tydeligere forbrugerkrav, og mange turister vil gerne give en lidt højere pris for et produkt, hvor de ved, at der er taget positivt stilling til klima- og miljøaftrykket.

Smager man lidt på udtrykket verdens mest bæredygtige region, er der for mig ingen tvivl om, at dette vil komme hovedstaden til gode og tiltrække mange turister, som sammen med os gerne vil nyde alt det, som København er og kan – sammen med andre fine byer i Norden.  

Derfor er det glædeligt, at Københavns Kommune sammen med By & Havn og Copenhagen-Malmø Port har sat gang i at få etableret landstrøm til krydstogtskibe på både Oceankaj og Langelinie.

Summa summarum: Krydstogtturismen vil også fremover skabe vigtige indtægter for København, men vi skal en grønnere vej

Jenny Braat
Direktør, Danske Maritime

Efter planen skal anlæggene være klar til krydstogtsæsonen 2023 og bliver et vigtigt bidrag til at kunne byde krydstogtturismen velkommen tilbage – på en mere bæredygtig facon. Mere ambitiøse – sammen  

Forhindringer skal ryddes af vejen
Men der er dog stadig brug for at komme en række myter og udfordringer til livs. For udviklingen i både København og andre store havne kunne gå langt hurtigere, hvis vi sammen var mere ambitiøse.

Vores nabolande tilbyder langt mere landstrøm til skibene, end vi gør, selv om mange af anlæggene produceres i Danmark, og det skal vi have lavet om på. Derfor er der brug for at se nærmere på følgende forhindringer, som både kan og skal ryddes af vejen:

Prisen: Denne diskussion minder om vores bildebat. Halvdelen af prisen udgøres nemlig af afgifter, så hvis Folketinget ønsker grøn omstilling, var det et godt sted at starte.  

Presset på rederierne: Vil krydstogtrederier vælge andre destinationer, hvis de i København bliver tvunget til at bruge landstrøm? Nej, norske erfaringer viser, at de fleste krydstogtrederier gerne går en grønnere vej, hvis de har muligheden, og samtidig er København en utrolig populær turistdestination. Så det er der ingen grund til at tro.  

Bliver anlæggene overflødige, når skibe på et tidspunkt kan sejle på grønne brændstoffer? Nej, det gør de ikke, for disse brændstoffer bliver markant dyrere end de nuværende brændstoffer, så landstrøm vil stadig være at foretrække, og i øvrigt ved ingen, hvornår de nye brændstoffer bliver en realitet.  

Summa summarum: Krydstogtturismen vil også fremover skabe vigtige indtægter for København, men vi skal en grønnere vej. Det står vi i den danske maritime industri klar til at understøtte, så vi sammen kan byde velkommen tilbage til en mere bæredygtig krydstogtturisme.  

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jenny N. Braat

Adm. direktør, Danske Maritime, næstformand, Den Danske Maritime Fond
cand.merc.

0:000:00