Debat

Danske speditører: Skæv transportlovgivning udfordrer dansk forsyningssikkerhed

Ønsket om at sikre gode arbejdsvilkår i transportbranchen er fuldt forståeligt. Men blandt andet reglerne for cabotagekørsel rammer helt skævt og har konsekvenser for dansk forsyningssikkerhed på et meget kritisk tidspunkt, skriver Martin Aabak.

Reglerne
gør cabotagekørsel så besværlig, at udenlandske vognmænd helt siger nej til at
tage varer med på tilbagevejen, når de har leveret varer i Danmark, skriver Martin Aabak.
Reglerne gør cabotagekørsel så besværlig, at udenlandske vognmænd helt siger nej til at tage varer med på tilbagevejen, når de har leveret varer i Danmark, skriver Martin Aabak.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Martin Aabak
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Transporten i Danmark og i hele Europa er udfordret af massiv mangel på arbejdskraft og kapacitet.

Konsekvenserne er store forsinkelser på transport af varer og problemer med overhovedet at få varer leveret. Derfor er vi lige nu udfordret på forsyningssikkerheden i Danmark. Og det er på et tidspunkt, hvor vi er dybt afhængige af effektiv og pålidelig transport af fx mundbind, håndsprit og livsvigtige coronavacciner.

Når vi som speditører henvender os, får vi ofte nej tak til at få løftet ekstra opgaver på grund af manglende biler fra udenlandske og danske vognmænd. Desværre betyder en fejlslagen lovgivning på transportområdet, at transportkapaciteten bliver presset endnu mere i bund.

Dyre og uigennemskuelige regler presser kapaciteten
Lovgivningen på transportområdet udfordrer kapaciteten på en række måder.

Reglerne skaber mindre klimavenlig transport og er med til at skræmme udenlandske transportleverandører helt væk

Martin Aabak
Direktør for Danske Speditører

Parkeringsforbud efter 25 timer på rastepladserne betyder for eksempel, at udenlandske chauffører ikke kan få deres lovpligtige hvil. Det er medvirkende til, at mange udenlandske leverandører fravælger at betjene Danmark.

Reglerne gør cabotagekørsel så besværlig, at udenlandske vognmænd helt siger nej til at tage varer med på tilbagevejen, når de har leveret varer i Danmark.

Cabotagekørsel har fået meget negativ omtale i den danske transportdebat. Men det har ikke fået meget omtale, hvor skidt det er for klimaet og for transportkapaciteten, når et stort antal lastbiler kører tomme gennem Danmark.

Reglerne skaber mindre klimavenlig transport og er med til at skræmme udenlandske transportleverandører helt væk. Det betyder, at Danmark bliver koblet af det internationale transportnetværk. En udvikling, der er aldeles uholdbar.

Transporterhvervet har krav på klare regler og basal retssikkerhed
Problemet er ikke kun selve lovgivningen, men også uigennemskuelige regler herunder danske særregler og manglende vejledning fra myndighederne.

Det siger sig selv, at transportbranchen til hver en tid skal overholde alle love og regler til punkt og prikke, og vi gør os store bestræbelser for altid at gøre netop det. Men det er mere end almindeligt svært præcis at finde ud af, hvordan de gældende regler fungerer i praksis, og det har desværre ikke været muligt at få en klar udmelding fra myndighederne.

Til gengæld bliver der slået hårdt ned på enhver fejl i administrationen med meget store bøder for selv små administrative forseelser. Bøder, der nogle gange er større end ved forseelser, der bringer andres liv i fare.

Det er ganske enkelt ude af proportioner, og der ingen tvivl om, at retssikkerheden for aktører i transportbranchen skal forbedres. For den nuværende situation gør det administrativt svært og økonomisk risikabelt for udenlandske leverandører at være koblet op på det danske marked. Igen er det vores egen forsyningssikkerhed, der bliver ramt.

I Danske Speditører bakker vi fuldt op om, at chaufførerne i transportbranchen skal have ordentlige arbejdsvilkår, og vi har derfor stor forståelse for intentionerne bag den gældende lovgivning. Men vejen frem er ikke skæve og uigennemskuelige administrative byrder ved transport i Danmark, der i praksis holder den udenlandske transport ude.

Vi skal i stedet arbejde for gode vilkår for chauffører på europæisk niveau, så vi ikke vi lukker Danmark af og vender resten af Europa og de udenlandske chauffører ryggen.

Manglende kapacitet tager luften ud af økonomien
Men kan transporten internt i Danmark og en del af langturstransporten så ikke bare varetages af danske chauffører?

Den vækst og de arbejdspladser, der kunne blive skabt i kølvandet på coronakrisen, er dybt afhængig af en velfungerende dansk transportbranche.

Martin Aabak
Direktør for Danske Speditører

Desværre ikke, for også i den danske transportbranche kan kapaciteten ikke følge med efterspørgslen. Der mangler tusindvis af chauffører i Danmark, og derfor er vi fuldstændigt afhængige af, at også udenlandske chauffører kan bringe varer til Danmark.

Det er et grundvilkår, hvis vi fortsat vil have stabil adgang til for eksempel grøntsager i supermarkedet, medicin og andre livsfornødenheder.

Danmark er ikke selvforsynende, og mange produkter er vi afhængige af kommer til os fra udlandet, ligesom vi har brug for den udenlandske kapacitet, når vi skal nå vores eksportmarkeder med danske varer.

Foruden problemer for forsyningssikkerheden har den manglende kapacitet betydet prisstigninger på indenrigstransport i meget væsentlig grad.

Det er uholdbart for dansk konkurrenceevne og kan undergrave virkningen af det svimlende milliardbeløb, som er investeret i at holde Danmark kørende under coronakrisen.

Den vækst og de arbejdspladser, der kunne blive skabt i kølvandet på coronakrisen, er dybt afhængig af en velfungerende dansk transportbranche.

Danske transportarbejdspladser skal bevares
Ønsket om tiltag for danske chauffører er forståelig. For udviklingen med stigende globalisering har sat det danske transporterhverv under pres.

Men med de forbrugsmønstre danskerne har, og vores gensidige afhængighed af andre lande, kommer vi ikke uden om at være koblet op på international transport, og på en effektiv brug af transportkapaciteten i hele Europa.

Derfor kommer vi ingen vegne, hvis vi prøver at redde danske transportarbejdspladser og ansattes arbejdsforhold med regler, der i virkeligheden sænker dansk konkurrencekraft, skubber produktionsvirksomheder og deres arbejdspladser ud af landet og lukker Danmark af for international transport. Tværtimod.

Der er heldigvis danske transportvirksomheder, der formår at tænke og operere internationalt med udgangspunkt i Danmark. Det bevarer danske transportarbejdspladser på gode vilkår, skaber mere velstand til det danske samfund og forbedrer vores forsyningssikkerhed.

Det skal vi have meget mere af. Vi skal have mere balancerede regler, der beskytter arbejdsvilkårene i branchen, samtidig med, at forsyningssikkerheden og danske arbejdspladser i transportbranchen kan bevares.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00