Debat

Borgerlige partier med fælles krav: Lav massive investeringer i vejnettet landet over

Vi er klar til at forhandle en bred og langsigtet trafikal investeringsplan, der skal bane vejen for vækst, jobskabelse og bosætning. Men vi har et fælles krav om, at der afsættes penge til massive, målrettede investeringer i vejnettet, skriver fem transportordførere.

Der er kort sagt en nøje sammenhæng mellem gode veje og den velstand og velfærd, som vi alle nyder godt af. Danmark bliver et fattigere land, hvis vi undlader at investere massivt i bedre veje, mener de borgerlige partier i Folketinget.
Der er kort sagt en nøje sammenhæng mellem gode veje og den velstand og velfærd, som vi alle nyder godt af. Danmark bliver et fattigere land, hvis vi undlader at investere massivt i bedre veje, mener de borgerlige partier i Folketinget.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Hans Kristian Skibby
Kristian Pihl Lorentzen
Mette Thiesen
Niels Flemming Hansen
Ole Birk Olesen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Efter snart to års forgæves venten tyder alt på, at S-regeringen omsider indkalder Folketingets partier til forhandling om trafikale investeringer i de kommende år. Det er på høje tid.

Vi er kommet på bagkant med trafikale investeringer, ikke mindst i vejnettet, der er helt afgørende for landets virksomheder og deres pendlende medarbejdere.

Den blå trafikaftale fra marts 2019 imødekom behovet for styrkelse af vejnettet i alle dele af landet. Allerede i år skulle arbejdet begynde på blandt andet E45 ved Aarhus, E20 syd om Odense og på Motorring 3 omkring København samt på flere trængselsplagede landeveje.

Desværre blev denne aftale revet i stykker efter valget i juni 2019, der resulterede i et rødt politisk flertal. Investeringerne her fra 2021 er blevet udskudt på ubestemt tid.

Paradoks oven på valgløfter
Næste ildevarslende tiltag var regeringens forståelsespapir med støttepartierne, hvor der står en del om kollektiv transport og cyklisme, men ikke et ord om behovet for veje.

Et sandt paradoks i lyset af de klare S-løfter fra valgkampen om bedre veje rundt i landet. Men en sejr for den venstrefløj, der benytter enhver lejlighed til at fremføre den falske myte om, at det er sort og klimafjendtligt at investere i bedre veje.

Sandheden er jo, at fremtidens biler, busser og lastbiler ad åre bliver fuldkommen grønne. Derfor er investering i bedre veje lig med investeringer i Danmarks grønne fremtid, vækst og jobskabelse.

Vi har et klart fælles krav om, at der afsættes penge til massive og målrettede investeringer i vejnettet landet over

Ole Birk Olesen (LA), Mette Thiesen (NB), Niels Flemming Hansen (K), Hans Kristian Skibby (DF) og Kristian Pihl Lorentzen (V)
Transportordførere

Klar med to mål
Vi vil forud for de forestående forhandlinger sende et klokkeklart signal. En kommende bred trafikaftale skal indeholde massive og målrettede investeringer i vejnettet med følgende mål:

At bekæmpe trængsel og tidsspilde – med tilhørende enormt tab af tid og penge, og at sikre et sammenhængende Danmark i bedre balance. Vi er ikke i tvivl om, at der i befolkningen, erhvervslivet og fagbevægelsen er massiv opbakning til målet om bedre veje.

Herunder oprydning i de vejmæssige hængepartier, der burde være realiseret for længst. Vejene er nemlig de livgivende blodårer, der binder vores land sammen på kryds og tværs samt sikrer grundlaget for, at vi har konkurrencedygtige virksomheder og gode arbejdspladser landet over.

Der er kort sagt en nøje sammenhæng mellem gode veje og den velstand og velfærd, som vi alle nyder godt af. Danmark bliver et fattigere land, hvis vi undlader at investere massivt i bedre veje.

Næsten 90 procent af det samlede transportarbejde foregår på vejene. Men i de seneste ti til 15 år har vi investeret langt hovedparten af anlægskronerne i skinner. Det kan ikke fortsætte. Der må og skal findes en bedre balance til fordel for vejene.

Kollektiv transport skal styrkes sideløbende
Betyder det så, at de blå partier er ligeglade med kollektiv transport og cyklisme? På ingen måde.

Vi skal også investere målrettet i den kollektive transport med henblik på bedre sammenhæng, mere effektiv drift og bedre service til passagerne.

I den forbindelse skal vi pege på, at halvdelen af den kollektive transport – nemlig busserne – faktisk kører på veje og ikke på skinner.

Ikke mindst i forhold til større byer er vi klar til at styrke den højklassede kollektive transport blandt andet med Bus Rapid Transport-busser (BRT), der er langt billigere at anlægge og drive end de dyre letbaner.

Grøn tankinfrastruktur til tung transport
Vi er også klar til at investere massivt i bedre cykelinfrastruktur, støjbekæmpelse, bedre handicapadgang, bedre rastepladser og styrket trafiksikkerhed landet over.

Desuden er vi opmærksom på, at også den tunge transport har behov for grøn tankinfrastruktur til eksempelvis brint og biogas. Det er ikke nok kun at fokusere på el-ladestandere.

Afslutningsvis vil vi sende en venlig, men klar hilsen til regeringen: Vi er klar til at forhandle en bred og langsigtet trafikal investeringsplan, der skal bane vejen for vækst, jobskabelse og bosætning i alle dele af landet. Og som styrker og effektiviserer den kollektive transport samt baner vejen for fremtidens grønne transport.

Men vi har et klart fælles krav om, at der afsættes penge til massive og målrettede investeringer i vejnettet landet over.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00