DI Transport: En mobilitetsplan skal gøre op med silotænkningen i transporten

Alt for længe har transportpolitik være domineret af silotænkning. Det gælder både blandt politikerne, blandt myndighederne og dele af branchen. Det har skabt nogle af de trængselsudfordringer, vi står med i dag.

Tankegangen om at just one more lane will fix it har i mange år drevet politiske beslutninger. Men vi er som samfund nødt til at se anderledes på tingene, hvis vi skal løse nutidens udfordringer og komme fremtidens behov i møde.

Vores transportbehov ændrer sig. Vi pendler længere end tidligere, og fritidstrafikken vokser ligeledes og udgør en større og større del af det samlede trafikbillede. Det vidner altså om, at vi som borgere i højere grad transporterer os rundt.

Problemet er bare, at vores infrastruktur ikke kan følge med. One more lane will not fix it. Der skal bygges mere ny infrastruktur, men plads er en begrænsende faktor.   

Løsningen skal findes politisk, og det kræver mod at sætte en tydeligere retning for udviklingen inden for mobilitetsområdet. Christiansborg skal turde opstille politiske mål og have høje ambitioner.

De skal træffe beslutninger om, hvilke initiativer, der skal sættes i gang for at komme i den rigtige retning.

Og så skal de have mod til at evaluere og følge op – også selv om det indebærer en ”risiko” for at blive klogere, når virkeligheden ikke helt gik som forventet. Det vigtigste er, at vi ser hollistisk på transportpolitiken og samtænker alt fra biler, cykler til busser.

Mere sammenhæng i transporten
Hos Dansk Industri har vi længe været fortalere for en national mobilitetsplan, som med konkrete mål og midler tager stilling til aktuelle transportpolitiske spørgsmål og sætter retning for udviklingen.

En mobilitetsplan kan sagtens ses som en opfølgning på infrastrukturplanen fra 2021 og vil logisk kunne være grundlag for senere investeringsplaner.

I mine øjne et helt afgørende, at vi anskuer mobilitet som en helhed.

Karsten Lauritzen

En mobilitetsplan skal tage et større klimahensyn og bane vejen for grøn omstilling af vores transportmidler. Vi vil sætte en ramme for, hvordan vi bedst bygger nye veje, cykelstier og parkeringspladser, og hvor meget vi kan reducere klimabelastningen i projekter, der er vedtaget.

Et omdrejningspunkt for en national mobilitetsplan skal være at skabe bedre sammenhæng mellem de mange transportformer – cykler, biler og tog for at nævne et par stykker.

Infrastrukturaftalen blev, og nok med rette, kritiseret for ikke at prioritere og investere i projekter, der skaber bedre sammenhæng eller udnytter samspillet mellem forskellige transportformer.

Forskellige transportformer er ikke modsætninger
Her bør vi bruge mobilitetsplanen, tage stafetten og pege på, hvor og hvordan der bør investeres for at skabe flere muligheder for flere.

En mobilitetsplan kan også i højere grad kobles til den fysiske planlægning af by og land med den rette infrastruktur og mobilitetstilbud.

Et længere og bredere regionalt perspektiv, et mere forpligtende samarbejde mellem aktører og myndigheder samt internt mellem de forskellige myndigheder skal være med til at forankre mobilitetsplanen og omsætte den til virkelighed.

I mine øjne et helt afgørende, at vi anskuer mobilitet som en helhed. Forskellige infrastrukturer og transportformer er ikke hinandens modsætninger, men hænger derimod sammen.

Derfor skal vi både fortsætte arbejdet med at udbygge infrastrukturen samtidig med, at vi bedst muligt får udnyttet vores investeringer og fremtidens teknologiske løsninger til at øge kapaciteten og effektiviteten i vores transportsystem.

Dette gælder for så vidt uanset, om vi ser på mobilitet for personer, gods og varer. Mobilitet er muligheder, for mennesker, virksomheder, varer og Danmark. Derfor skal vi have mere mobilitet og naturligvis en national plan for mobilitet.