Debat

Ladeoperatør kritiserer lukrative ordninger: Ministerens roamingkrav er nødvendigt

Transportminister Benny Engelbrecht (S) vil for offentlige ladestandere indføre krav om roaming, som vil øge konkurrence og gøre det lettere at lade elbiler op, skriver Tore Harritshøj.

Uanset hos hvilken operatør man er kunde,
bør elbillister kunne oplade hos andre operatører til fair, gennemskuelige og
rimelige priser, skriver Tore Harritshøj.
Uanset hos hvilken operatør man er kunde, bør elbillister kunne oplade hos andre operatører til fair, gennemskuelige og rimelige priser, skriver Tore Harritshøj.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Tore Harritshøj
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mangel på offentlige ladestandere har længe været italesat som værende den største barriere i omstillingen fra fossil til elektrisk transport.

25 procent af de danske bilister er afhængig af offentlig opladning, og der skal selvsagt være tilstrækkelig infrastruktur for at skabe trygge rammer for et skifte til elbil.

Men der er stor forskel på at etablere en masse offentlige ladestandere rundt om i landet og så skabe en sammenhængende og let tilgængelig infrastruktur, der gør det nemmere for elbilister at tilgå disse ladestandere.

Brug for fri roaming

I udkastet til en ny AFI-lov foreslår Transportministeret at indføre krav om roaming ved offentligt tilgængelige ladestandere.

Temadebat

Hvordan skal rammerne for udrulningen af ladestandere se ud?
Regeringen vil have fastsat rammerne for etableringen og driften af offentligt tilgængelige ladestandere.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) sendte i midten af juli et lovforslag i høring. Forslaget indebærer blandt andet, at kommuner og regioner kan give virksomheder ret til at opstille ladestandere på ladepladser på offentlige arealer, og at operatører af ladestandere skal give adgang for roamingtjenester, når ladepladsen er etableret på offentlige arealer, eller når ladepladsen er etableret med offentligt tilskud.

Lovforslaget kommer, efter at S-regeringen, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten i december 2020 indgik en aftale for fremtidens bilpark, der i første omgang skal give 775.000 grønne biler på vejene i 2030.

Altinget giver i en temadebat ordet til borgmestre, eksperter, folketingsmedlemmer og interessenter, som vil debattere, hvordan de vil have sikret en tilstrækkelig ladeinfrastruktur. 

Om temadebatter:
I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Operatører af ladestandere vil blive forpligtet til at åbne for roaming, så elbilister frit kan lade hos alle operatører, også selvom de ikke har abonnement.

Ordningen vil gælde for ladestandere etableret på offentlige arealer eller med tilskud fra det offentlige og er et fornuftigt og tiltrængt lovforslag, der vil øge konkurrencen på lademarkedet.

Udkastet har dog mødt modstand fra dele af branchen og de gamle operatører, der tjener gode penge på at fastholde forbrugerne i forældede, men for operatørerne lukrative ordninger, hvor langt størsteparten af kunder betaler for meget mere, end de har brug for.

Som elbilist vil man i dag opleve markant prisforskel på at have abonnement hos en operatør, oplade sin bil ad hoc eller roame frit.

Forskellen kan være mere end det dobbelte per kilowatt, hvilket betyder, at næsten ingen elbilister i praksis har mulighed for at udnytte fordelen ved opladning på tværs af operatørers netværk.

Konsekvensen er, at elbillisterne bliver hængende i dyre ordninger, hvilket hæmmer den optimale udnyttelse af infrastrukturen – og vigtigst af alt – fleksibiliteten for den enkelte elbilist.

Brancheaftale virker ikke efter hensigten

I februar indgik ladebranchen en aftale, der i teorien åbner for roaming.

Aftalen trådte i kraft 1. juli, men ikke alle selskaber deltager, og roamingpriserne holdes unødigt høje for at modarbejde selvsamme aftale.

Med andre ord virker brancheaftalen ikke efter hensigten, og derfor er det nødvendigt med regulering. Om ikke andet så i en periode for at skabe de nødvendige forandringer.

Tag bare mobilmarkedet, hvor det først var efter EU-lovgivning, at roaming blev åbnet – og det kunne betale sig økonomisk at bruge sin telefon frit på forskellige markeder, uden at man blev flået økonomisk.

Vi har brug for at sætte elbilisterne fri – og gerne med rettidig hjælp fra transportminister Benny Engelbrecht

Tore Harritshøj
Direktør, Spirii

Roaming handler ikke kun om forbrugerrettigheder og økonomi, men også om at reducere besværet med elbiler. I dag kræver langt de fleste udbydere af opladning, at elbilister opretter sig som bruger i deres app for at få adgang til deres netværk til de billigste priser. Med det stigende antal af udbydere risikerer vi at have ti til 15 apps på vores mobil for at få adgang til hele netværket.

Vil sætte elbilister fri

Flere mener, at den optimale situation er den, hvor forbrugeren betaler ad hoc med betalingskort ved stationerne.

Problemet er bare, at det langt fra er ved alle ladestandere, at man kan opsætte dankortterminaler, og at overblikket over alle ladestandere, de aktuelle priser og styring af ladestandere kun fås via roamingapps.

Uanset hos hvilken operatør man er kunde, bør elbillister kunne oplade hos andre operatører til fair, gennemskuelige og rimelige priser, så elbillisterne selv kan vælge ladestander uden at blive straffet økonomisk.

Faktum er, at adgangen til nem og bekvem opladning er afgørende for, om bilisterne ønsker at købe og bruge elbiler og dermed, om vi som samfund omstiller os til grøn transport. Derfor er der al mulig grund til at byde lovforslaget om roaming velkomment.

Det vil én gang for alle sætte elbilisterne fri, sikre intelligent udnyttelse af ladeinfrastrukturen og åbne for konkurrencen til alles gavn.

Vi har brug for at sætte elbilisterne fri – og gerne med rettidig hjælp fra transportminister Benny Engelbrecht (S).                                          

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Engelbrecht

MF (S)
folkeskole (Kildevældsskolen 1986)

0:000:00