Debat

Økologisk Råd: Nye veje løser ikke trængsels-problemet

DEBAT: Vi skal gøre det attraktivt at vælge cykel, tog eller samkørsel frem for at bygge nye veje til en masse biler med bare en enkelt person bag rettet. Det skriver Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.

Investeringer i vejene bør ikke komme i første række. Kig i stedet på mulighederne for at gøre det attraktivt at kombinere cykel, tog og samkørsel, skriver Christian Ege fra Det Økologiske Råd.
Investeringer i vejene bør ikke komme i første række. Kig i stedet på mulighederne for at gøre det attraktivt at kombinere cykel, tog og samkørsel, skriver Christian Ege fra Det Økologiske Råd.Foto: Colourbox.dk
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christian Ege,
Sekretariatsleder i Det Økologiske Råd

Mange røster kræver for tiden, også her i Altingets debatspalter, investeringer i nye motorveje og udvidelser af de eksisterende. Det er skruen uden ende. Erfaringen viser, at de udvidede motorveje hurtigt fyldes op igen, hvis man ikke gør noget andet for at begrænse trængslen. 

Der er ingen tvivl om, at mange mennesker har behov for at køre i bil, især uden for byerne og uden for hovedstrækningerne mellem byerne. Vi kan heller ikke undvære godstransport på vejene. Men pointen er, at vi skal have begrænset den unødvendige biltrafik for at skabe plads til den nødvendige. 

Men mener alle ikke, at netop deres biltransport er nødvendig? Måske, men…

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til [email protected].

Cyklen er også en løsning
23. maj kunne man læse i medierne, at danske børn bevæger sig mindre end nogensinde, og at vi har europæisk bundrekord på dette felt. 

En af forskerne bag undersøgelsen, Jens Troelsen fra Syddansk Universitet, anbefalede forældre at overveje, om de ikke kunne cykle med deres børn til skole. Men hvorfor er det, at så mange kører deres børn i skole? 

Med lidt kreativ tænkning kan en kombination af cykel og kollektiv trafik være attraktiv.

Christian Ege
Sekretariatsleder i Det Økologiske Råd

Lur mig om det ikke i mange tilfælde skyldes, at forældrene gerne vil køre i bil resten af vejen til deres arbejdsplads, og så har de ikke lyst til at cykle med børnene til skole - for så at tage hjem igen og hente bilen. 

Men hvis man nu tænker den anden vej rundt: det er vigtigt, at børnene vænner sig til at cykle, og så møder de også friskere til undervisningen. Er det så også muligt for forældrene at undvære bilen til arbejde? Det vil det ikke være for alle, men for mange. 

Og hvis de nu for eksempel har fem eller syv kilometer til toget, så kan en elcykel være den perfekte løsning. 

Men hvad så med den anden ende? Hvis nu arbejdspladsen ligger tre kilometer fra stationen? Så kan en stationscykel være løsningen. Og hvis man ikke har lyst til at stå for vedligeholdelse af to cykler, kan man jo foreslå en fælles ordning på arbejdspladsen, som kan stille cykler til rådighed til transport mellem hjem og arbejdsplads. Enten kan arbejdspladsen købe cyklerne, eller medarbejderne kan selv betale. I det sidste tilfælde kan man betale for cyklerne før skat og få en skattefordel, den praksis har Skat sagt god for. Dette var blot et eksempel.

Man kommer langt med lidt kreativ tænkning
Man hører så tit udsagn som: ”Med det offentlige vil det tage mig halvanden time hver vej, mens jeg kan gøre det i bil på 40 minutter.” 

Men bag dette ligger, at så starter man måske med at køre børnene i skole. Desuden er den tid, som bruges i tog, til ens egen rådighed, om man så vil arbejde eller læse en bog, mens tiden i bil er spildtid. 

Ofte vil den halvanden time med det offentlige også inkludere en langsom bus, ventetid og måske en større gangafstand. Dette kan minimeres ved cykling, eventuelt en elcykel. 

Og endelig skal man til tiden i bil lægge en halv time i motionscentret hver aften, hvis man gerne vil have et langt liv!

Med andre ord, med lidt kreativ tænkning kan en kombination af cykel og kollektiv trafik være attraktiv. 

Det skal være attraktivt at lade bilen stå
Jeg skal gentage: Det gælder ikke for alle. For nogle, især på landet, vil bilen fortsat være nødvendig. Men det er kun cirka 20 procent af os, der bor på landet. 

Ofte hører man, at cykling og kollektiv transport, det er for københavnere. Man fristes til at tro, at Danmark kun består af København og landdistrikter!

En anden mulighed er samkørsel. Det sker i meget ringe grad. Hvorfor? Nok blandt andet fordi det er for billigt at køre i bil, så mange føler, at de fint kan køre efter hinanden i hver sin bil. Og de senere år er det blevet stadig billigere både at købe og bruge bil. 

Registreringsafgiften er faldet stærkt siden 2007, og de seneste år er prisen på benzin og diesel faldet drastisk. Det kunne løses med grønne afgiftsomlægninger, hvor vi lettede indkomstskatten og lagde mere afgift på forbrug af fossile brændsler.

Vi skal med andre ord se på transportbehovet, før vi bevidstløst udbygger vejnettet. Det gjorde Trængselskommissionen i nogen grad. Dens rapport udkom i 2013, hvorefter den blev lagt i mølpose. Hvad med at tage den frem igen?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Ege

Seniorkonsulent, Rådet for Grøn Omstilling (tidl. Det Økologiske Råd), medlem af SF’s landsledelse og af Det Miljøøkonomiske Råd
cand.tech.soc. (RUC 1979)

0:000:00