Debat

DTL: Jarlov har hovedet under armen i debat om parkering

DEBAT: Rasmus Jarlov har intet forstået af problematikken om parkeringsrestriktioner på statslige rastepladser langs motorvejsnettet, skriver Erik Østergaard, administrerende direktør i DTL-Danske Vognmænd.

"Man må blot glæde sig over, at mere forstandige folk i regeringen og Dansk Folkeparti har forstået betydningen," skriver Erik Østergaard.
"Man må blot glæde sig over, at mere forstandige folk i regeringen og Dansk Folkeparti har forstået betydningen," skriver Erik Østergaard.Foto: Thomas Lekfeldt/ Ritzau Scanpix
Katja Holm
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Erik Østergaard
Direktør i DTL-Danske Vognmænd

Først det fornøjelige: Det er naturligvis altid med en del underholdningsværdi, når en ordfører fra et regeringsparti undsiger sin egen finanslovsaftale og egen regering samt støtteparti.

Derpå det triste: Det er som regel bedst, når en ordfører fra et regeringsparti undsiger sin egen finanslov og egen regering samt støtteparti, at det rent faktisk sker i den gode sags tjeneste – og ikke med hovedet under armen.

Derfor ved man heller ikke, om man skal le eller græde over transportordfører Rasmus Jarlovs (K) kvababbelser i Børsen 7. maj, hvor Jarlov godt kan forstå, at transportkommissær Violeta Bulc har skrevet til transportminister Ole Birk Olesen (LA) og stillet sig kritisk overfor de nye danske regler om parkeringsrestriktioner på 25 timer på statslige rastepladser langs motorvejsnettet. Rasmus Jarlov mener nemlig ikke, at Danmark skal tilbyde ringere vilkår end andre lande.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Det afslører imidlertid, at Jarlov ikke har fattet en bønne af problematikken.

For det første: Et lille land som Danmark – hvor der er kort vej til flere landegrænser – er mere udsat for systematiseret og permanent cabotagekørsel og vedvarende og permanent regional 3.-landskørsel end store lande.

Er det virkelig den konservative ordførers holdning, at det er de danske skatteydere, der skal finansiere, at transportkøberne scorer kassen på lavtlønschauffører?

Erik Østergaard
Direktør i DTL-Danske Vognmænd

For det andet: Andre lande strammer løbende myndighedskontrollen med lavtlønschauffører på en række områder. Hvis Danmark ikke gør det samme, ud fra de specifikke vilkår, der nu engang er i Danmark, så bruges vi som helle. Af samme grund er den sydlige del af Danmark ofte plastret til med lastbiler på østeuropæiske plader. Næste dag kan de smutte over grænsen til Tyskland igen. Det kan godt være, at Danmark er gået forrest i forhold til rastepladser, men jeg vil tro, at andre lande følger. Og på andre områder går andre lande – i beskyttelsen mod social dumping og unfair konkurrence – først, og Danmark følger efter.

For det tredje: Er det virkelig den konservative ordførers holdning, at det er de danske skatteydere, der skal finansiere, at transportkøberne scorer kassen på lavtlønschauffører? Mener Rasmus Jarlov i ramme alvor, at almindelige trafikanter og godschauffører med behov for kortere hvil må køre forgæves til rastepladserne – fordi nogen virksomheder har lavet en forretningsmodel, der lukrerer på ubegrænset ophold på danske rastepladser, de facto omdannet til campingpladser?

For det fjerde: Har den konservative transportordfører (som vi ellers kun sjældent hører noget til i transportspørgsmål) forstået, at det lange ugentlige hvil på 45 timer allerede er ulovligt at afholde i bilen?

For det femte: Har Jarlov, der ellers selv er busvognmand og derfor burde være bekendt med de udfordringer, som cabotagereglerne giver, forstået, at rastepladserne fungerer som campingcentre for lavtlønschauffører i ugevis, indgår som et element i den systematiske sociale dumping – og dermed unfair konkurrence – der præger erhvervet? Er det konservativ politik at fremme unfair konkurrence til skade for det danske godstransporterhverv?

For det sjette: Er Jarlov klar over, at hver gang en udenlandsk lavtlønsvognmand eller chauffør kører systematisk og permanent i Danmark, og i den forbindelse i lange perioder reelt bor på landets rastepladser, så koster det danske virksomheder og danske arbejdspladser – og dermed skatteindtægter til det danske samfund?

Sådan kunne man blive ved. Man må blot glæde sig over, at mere forstandige folk i regeringen og Dansk Folkeparti har forstået betydningen. Og det er derfor med glæde, at vi i DTL-Danske Vognmænd konstaterer, at Ole Birk Olesen har svaret EU-kommissæren i klare og utvetydige vendinger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Østergaard

Adm. direktør, DTL Danske Vognmænd
civiløkonom, MBA (GSB Chicago)

Rasmus Jarlov

MF (K), fhv. formand for Folketingets Forsvarsudvalg
cand.merc. (Handelshøjskolen i København 2003)

0:000:00