Elbilkommissionen kommer på mandag: Her er centrale aktørers frygt, forventninger og håb

GRØN OMSTILLING: Hvem skal betale regningen, hvis staten ikke kan hente penge fra afgifter på diesel- og benzinbiler? Og hvor længe skal staten holde hånden under elbilmarkedet? Det er nogle af de ting, der fylder hos de centrale aktører, der venter spændt på elbilkommissionens resultater.

"Derfor ville det være fint med en antydning af, hvornår vi kan udfase støtteordningerne. Man skal lade være med at behandle de her teknologier som noget særligt," siger Jacob Stahl Otte, der er direktør i Drivkraft Danmark. 
"Derfor ville det være fint med en antydning af, hvornår vi kan udfase støtteordningerne. Man skal lade være med at behandle de her teknologier som noget særligt," siger Jacob Stahl Otte, der er direktør i Drivkraft Danmark. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Christina HoulindPeter Pagh-Schlegel

Denne artikel er en redigeret genudgivelse. Den originale artikel udkom første gang 11. juni 2020.

På mandag den 7. september præsenteres politikerne for elbilskommissionens anbefalinger.

Kommissionen med Anders Eldrup i spidsen, har i et år haft til opgave at finde løsninger på den grønne omlægning af den danske bilpark. Her er målet både at få danskerne til at skifte benzin- og dieselbilerne ud med elbiler, men også at få udlignet de 50 milliarder kroner, som staten står til at tabe i tabt provenu fra afgifterne på benzin- og dieselbiler.

Altinget talte i forsommeren med de centrale aktører på området om deres frygt, håb og forventninger til kommissionens anbefalinger. Genlæs dem her. 

Lærke Flader Lærke Flader, branchechef Dansk Elbil Alliance 

Hvad er det mest interessante for jer? 

“Om kommissionen leverer en afgiftsmodel, som gør det attraktivt at købe en grøn bil. Afgifterne på biler er med til at skabe den bilpark, vi vil have. Og der er truffet en politisk beslutning, om at vi vil have grønne biler. Det er også en politisk beslutning at vi i 2030, må ikke længere købe rene diesel- og benzinbiler. 100 procent af nybilsalget skal altså være el-, brintbiler eller opladningshybridser. Hvis vi samtidig skal skabe et provenu til statskassen, vil elbilerne blive pålagt en afgift med tiden. De afgifter skal være så lave som muligt, så vi kan få sat skub i elbilerne.”  

Hvad er I nervøse for? 

“At der bliver skabt for stor usikkerhed på markedet i løbet af efteråret, hvis ikke der hurtigt kommer en politisk afklaring om afgifterne. På grund af coronakrisen har bilproduktionen været gået i stå flere steder, og derfor kan der være lang leveringstid på bilerne, og fra 2021 kender vi ikke afgifterne på elbilerne. Vi har brug for hurtig afklaring, hvis vi skal nå 70 procents-målsætningen og dermed målet om 1,5 millioner elbiler i 2030.”

Gitte Seeberg Gitte Seeberg, administrerende direktør AutoBranchen Danmark  

Hvad er det mest interessante for jer? 

“Vi holder først og fremmest øje med afgifterne for både el-, benzin- og dieselbiler. Det skal blive mere attraktivt at skifte til en elbil, og de vil stadig være for dyre til at blive pålagt afgifter – i hvert fald frem til 2025. Det ville også være ønskeligt, at man kom med et afgiftsregime, der gjaldt de næste ti år, så der er tryghed om afgifterne på alle biltyper.” 

Hvad er I nervøse for?  

“Hvis elbilerne skal være afgiftsfrie, skal vi finde en anden måde at finde de penge, som benzin- og dieselbiler hvert år bidrager med til statskassen. Men der må ikke komme en dobbeltbeskatning af transporten, hvor man indfører roadpricing for folk, der allerede har betalt en høj registreringsafgift. Kombineret med coronakrisen, bør vi måske se til udlandet. I Storbritannien, Tyskland og Frankrig, laver de store skrotpræmier, hvis de kan få folk fra benzinbiler over i elbiler. Vi har brug for, at der kommer gang i økonomien, men vi har også brug for, at få folk over i elbilerne, hvis vi skal nå politikernes målsætninger. Der skal sælges over 100.000 elbiler om året, hvis vi skal nå en million i 2030. I dag er der 6.000.” 

Læs også

Jacob Stahl Otte Jacob Stahl Otte, direktør Drivkraft Danmark  

Hvad er det mest interessante for jer? 

“Vi holder øje med, om man får en model, der understøtter udviklingen af et bæredygtigt kommercielt marked inden for ladestandere. Vi vil gerne have flere eloperatører ind, og vi tror på, at jo flere elbiler, der kommer på markedet, jo flere ladestandere vil der automatisk også komme. Der er selvfølgelig brug for lidt fødselshjælp, de steder, hvor det ikke sker af sig selv, men grundlæggende skal markedet ligne det der er for benzin og diesel. Samtidig er det vigtigt, at man ikke lukker af for andre teknologier. På sigt skal de grønne teknologier konkurrere med hinanden, og derfor må vi aldrig lave løsninger, som bremser eksempelvis brint eller andre gode idéer.” 

Hvad er I nervøse for? 

“At man fastlåser markedet for ladestandere i støtteregi. Derfor ville det være fint med en antydning af, hvornår vi kan udfase støtteordningerne. Man skal lade være med at behandle de her teknologier som noget særligt. Det skal normaliseres så hurtigt som muligt. Kommissionen skal vise vejen til, hvordan elbilen kan gå fra noget, der skal støttes til noget, som kan stå selv.” 

Torben Lund Kudsk Torben Lund Kudsk, afdelingschef FDM  

Hvad er det mest interessante for jer? 

“Vi er selvfølgelig optagede af afgiftsystemet, men også om man ser bredere på det. Én ting er, hvad en elbil koster, men noget andet er, hvordan den er at bruge i dagligdagen. Så vi holder øje med om der er klare anbefalinger til, hvordan vi kan opbygge opladningsinfrastrukturen.   

Den sidste ting er finansieringen af alt det her. Hvis de her elbiler skal ud hos forbrugeren, er der behov for, at man holder hånden under elbilerne afgiftsmæssigt i en årrække, da de vil være noget dyrere fra fabrikken af end de biler, som kører på fossile brændsler. Det betyder, at man fra statens side skal acceptere, at afgiften vil være lavere end på diesel- og benzinbiler. Men man hiver 50 millioner kroner ind i afgifter på almindelige biler, og det er en illusion at tro, man kan få de penge ind fra elbiler, hvis vi skal nå regerings mål for CO2-reduktion.  

De penge skal findes et andet sted, og vi er tilhængere af, at man ser det som en bredere samfundsopgave at lukke hullet i statskassen frem for at beskatte biler, der kører på fossile brændsler endnu hårdere. Der bliver hurtigt en skævvridning i samfundet, hvis det er dem, der kører i ældre brugte biler, som betaler for, at mere velhavende familier kan skifte til elbil. Det betyder, at afgifter ikke kan stå alene men, at man skal lave en grøn skattereform – og så ser vi på et langt større system end bare bilafgifterne.” 

Hvad er I nervøse for? 

“At man anbefaler at øge afgifterne på eksisterende biler eller indføre roadpricing, som kommer oven i de eksisterende bilafgifter. Det kan få en stor negativ samfundsøkonomisk effekt, hvis man gør almindelig transport dyrere, end det er. Det er kun en lille andel, der køber grønne biler, så i de kommende år, vil der stadig være mange, der kører i almindelige biler. Derfor kan det hurtigt få konsekvenser for arbejdsudbuddet og konkurrenceevne, hvis du gør mobilitet dyrere. Det risikerer du, hvis du skruer afgifterne gevaldigt op fordi, folk vil være mindre villige til at køre efter et job.”

Dokumentation

Kommissionens opgaver:  

  • Afdækning af markedet for lav- og nulemissionsbiler, herunder markedstendenser mv. 
  • Afdækning af effekter ift. klima, luft- og støjforurening, mobilitet og trængsel, statens indtægter og andre eksterne omkostninger, herunder for erhverv og husholdninger, ved en indfrielse af regeringens målsætninger. 
  • Muligheder for og konsekvenser ved at fremme lav- og nulemissionsbiler gennem fx tiltag på afgiftsområdet, tilskud og andre konkrete virkemidler, der vurderes at kunne fremme udbredelsen af lav- og nulemissionsbiler, samt de samfundsøkonomiske konsekvenser ved tiltagene. 
  • Indretning af afgiftssystemet ved udbredelse af lav- og nulemissionsbiler, særligt i overgangsperioden fra fossildrevne biler til lav- og nulemissionsbiler. 
  • Analyse af infrastrukturen, herunder ladeinfrastrukturen og energiforsyningen, mhp. at fjerne eventuelle barrierer for udbredelse af lav- og nulemissionsbiler, samt afdække hvordan staten kan understøtte teknologineutral udbredelse af lav- og nulemissionsbiler.  

Læs hele kommissoriet her.   


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Gitte Seeberg

Direktør, Autobranchen Danmark, fhv. MF (K og NA), fhv. MEP (K)
cand.jur. (Københavns Uni. 1986)

Jacob Stahl Otte

Direktør, Drivkraft Danmark
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993), MA International Relations (Lancaster University, 1991)

Lærke Flader

Branchedirektør, Træ- og Møbelindustrien (TMI), Dansk Industri, ekstern underviser, Københavns Uni.
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1993)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024