Engelbrechts fyring viser, at klimamålet er blevet regeringens store problem

Mette Frederiksen takkede som det første ungdommen, da det stod klart på valgaftenen 5. juni 2019, at hun blev ny statsminister.

”I gjorde det her valg til det første klimavalg i Danmarkshistorien,” sagde hun.

I nytårstalen for en god måned siden tilføjede hun, at ”det politiske flertal, der er i dag. Vi svigter ikke."

Men her to et halvt år inde i regeringsperioden er det spørgsmålet, om klimaambitionerne på 70 procents reduktion af klimagasserne i 2030 er ved at udvikle sig til selvstændigt problem for regeringen og dens ministre.

Torsdag aften måtte Benny Engelbrecht gå af som transportminister, da et flertal af folketingets partier ikke længere havde tillid til ham, fordi han havde tilbageholdt information og undersøgelser af de negative klimaeffekter på regeringens stort anlagt infrastrukturplan. De tal eksisterede ikke, havde han bedyret. Det gjorde de så alligevel.

Stort set samtidig med, at Engelbrecht færdiggjorde de sidste interviews i egenskab af transportminister, kunne Information og DR så afsløre, at skatteminister Morten Bødskov havde været ude i samme øvelse, hvad angår skatterabat til de såkaldte hybridbiler.

Også her ligger ministeriet inde med tal, der viser, at klimaeffekten er dårligere, end man har sagt til offentligheden. Også her havde ministeren benægtet de tals eksistens, selvom de fandtes, og selvom han angiveligt havde set dem.

Man ville være idiot

I sig selv virker sagerne nærmest barokke. Man bliver afsløret i fortielser og usandheder via simple aktindsigter, man er nødt til at udlevere til pressen på trods af en ellers snæver offentlighedslov.
Hvordan, ministre og embedsværket kan rode sig ud i den slags, er en gåde.

Men i et videre perspektiv truer sagerne også med at beskadige regeringens renommé som grøn. Regeringens fortælling om den grønne omstilling har hele tiden været, at den kunne gennemføres uden tab og store adfærdsændringer.

Teknologien, den grønne strøm og hockeystaven, grøn flydiesel, power-to-x og carbon capture har været på én gang gådefulde og løfterige ord i regeringens klimadiskurs.

Men problemet er, at det moderne danske samfund er energitungt på en ufattelig skala og at opbygningen af et moderne samfund hele tiden har forudsat mere og mere forbrug af energi.

Samtidig ser vi ikke energien i sig selv, men kun det den gør muligt. Vi ser ikke elektriciteten, kun lyset i pæren, når den tændes.

Med andre ord: den grønne omstilling gør os konstant overraskede over, hvor afhængige vi faktisk er af energi, og hvor meget vi bruger. I tilfældet infrastrukturplanen: selve opførelsen er så klimabelastende, at en eventuel grøn effekt først kommer langt ude i fremtiden.

Som Rasmus Helveg Petersen, de Radikales ordfører, sagde til Klimamonitor i forbindelse med indgåelsen af infrastrukturaftalen: ”Hvis det havde været en klimaaftale, ville jeg føle mig som en idiot.”

Flere og flere klimatal

Spørgsmålet er, hvor mange aftaler og forlig, regeringen allerede har lavet, hvor man kan sige lige præcis dét om. Hybridbilerne og skatterabatten til dem virker som en åbenlys kandidat til samme betegnelse.

Snart skal Danmark have klimamål for offentlige indkøb og der skal sættes en klimaafgift på potentielt alt fra Aalborg Portlands cementproduktion til bøffer og klimaskadelige landbrugsjorder.

Samtidig er vi kun i den spæde start med at måle på vores udledninger uden for Danmarks grænser, som vi også er forpligtet til at reducere ifølge Klimaloven.

Der vil kun komme mere og mere CO2-data, og politikernes aftaler vil igen og igen blive overhalet af virkeligheden. Det kan næsten ikke være anderledes.

Klima går på tværs

Problemet for regeringen er, at klima ikke er ét ressort, men en afgørende dimension i alle områder.

Den grønne omstilling er ikke noget afgrænset, der skal omstilles, men snart sagt alt der skal omstilles. Og når næsten alt skal omstilles på meget kort tid – især uden store omkostninger for nogen borgere eller produktionsvirksomheder – så er det en nærliggende mistanke, at regeringens ministre igen og igen støder ind i den erkendelse, at det er en umulig opgave på så kort tid.

Og det endda, hvor man i regeringen styrer efter en logik, hvor millioner af ton CO2-udledning sendt ud i atmosfæren fra afbrænding af biomasse på kraftværker ikke behøver tælle med, 160 milliarder kroner til nye veje og infrastruktur er klimaneutralt, og det ingen forskel gør i det danske klimaregnskab, om Nordjyllandsværket stopper med at fyre med kul i 2025 eller i 2028.

Som politisk tema sidder S-regeringen stadig helt suverænt på klimaemnet i vælgernes øjne. Men det er et stort problem for regeringen, hvis det igen og igen kommer frem, at man hellere fortier, end bringer erkendelse for en dag. Ligesom det lægger til den aura af mørkekammer og dølgsmål, som regeringen og statsministeren har fået i kølvandet på minkskandalen.

Og det skader helt åbenlyst også den demokratiske forankring af og opbakning til den grønne omstilling, at den konstant svøbes ind i politiske skandaler.