Hegelund og Mose: Beslutningsdanmarks samtalekøkken

MANDAGSTRÆNEREN: På ti år er TV 2 News blevet stedet for nyhedsdøgnets proces-positioneringer, mens Twitter er blevet kanal for netværks-finterne, skriver Hegelund og Mose.

Det er skæbnens tilfældighed, at TV 2 News i selvsamme uge, den ny regering præsenteres, kan fejre ti års jubilæum. Også i denne omgang blev det politisk redaktør Anders Langballe, der erfarede det første ministernavn, Anders Samuelsen, som ny udenrigsminister, efter at stationens udsendte Hans Redder næsten time for time i over en uge har holdt os opdateret om udviklingen i regeringsforhandlingerne på Marienborg.

På torsdag er det ti år siden, at TV 2 News efter en lyn-etableringsproces gik i luften og dermed satte en ny agenda for ikke bare politisk procesjournalistik herhjemme, men også for beslutnings-danmarks tv-vaner: Før 2006 var tv ikke noget, man så i arbejdstiden.

Signalgivnings-kanal
Stationen har som baggrundstapet på Slotsholmen, i lobby-organisationerne og topvirksomhederne på rekordtid indtaget pladsen som det politiske Danmarks signalgivnings-kanal. Almindeligt samfundsinteresserede og ældre med god tid hører også til seersegmentet, men for kernegruppen i ”det politiske Danmark” er News blevet et uundværligt bindeled som informations- og samtalekanal.

Da tårnene faldt i New York 9. september 2001, var der ikke noget, der hed nyhedskanal herhjemme. Heller ikke i 2004, da en fyrværkerifabrik i Seest eksploderede uden den indledningsvise, store offentlige bevågenhed, travlt optaget som medierne var med det amerikanske præsidentvalg. Dansk Folkepartis Tilde Bork var blot 13 år, da TV 2 News blev lanceret og kan som andre af den unge generation vel dårligt huske tiden uden væg til væg- dækning: Da Vietnam-krigen sluttede i 1975, måtte Bertel Haarder og hans kolleger i Folketinget pænt vente med at se amerikanernes retræte til TV-Avisen, i sort-hvid forstås, for ikke at tale om 4. maj 1945, da BBC samlede nationen foran radioen med den glade nyhed fra London.

Før backbencher til tv-kendis
Selvom web-nyheder ved News’ start i en halv snes år i det små havde udfordret den traditionelle nyhedsdækning, var det med danske øjne en sensation, da TV 2 etablerede en nyhedskanal. Var der nu stof nok? Ja, det var der. Nogle gange stort og meget; andre gange i det små; fyldt er kanalen altid blevet med meningsdannere, eksperter og kommentatorer med noget på hjerte. Først og fremmest kunne befolkningen fra 1. december 2006 være sikker på, at skete der noget, så var News på pletten. Det gjaldt krimi, det gjaldt erhvervsstof, det gjaldt sport og voldsomt vejr – og ikke mindst politik som også i disse dage.

Samtidig gav News for ti år siden pludselig hidtil ukendte folketingsmedlemmer mulighed for at profilere sig i en større liga. Ikke blot politiske ledere, men også partipolitiske opkomlinge var med ét at finde i køen foran TV 2's Christiansborg-studie.

For hurtigløberen, der vil foran i karrierekøen, var der masser af tv-minutter, der skulle fyldes ud, og var man bare en smule ihærdig og nogenlunde kommunikativt velfungerende, var det ikke svært at komme på gæstelisten.

Lobbyisten står tidligt op
Også for den dygtige interessevaretager opstod der med News et nyt, vigtigt påvirkningsvindue, ikke mindst i de tidlige morgen- og sene aftentimer. For den morgenfriske lobbyist i studiet er belønningen, at klippet ryger videre i loopet hele formiddagen, og er man frisk på en sen aftentur i News, lige før tv-stationen lukker næsten ned, ligger der formentlig et klip med én natten igennem på den sammenklippede nat-sending og de første morgenflader.

News har ikke alene afløst Ritzaus Bureau som her og nu-kanal. Den har tillige udviklet sig til et nyt forum for det politiske 24/7-åndedræt. Når News sidst på aftenen tager fat på morgendagen med avisoverskrifter og de første kommentarer, er nyhedsdøgnet allerede i fuld gang: Aktører med supplerende holdninger melder sig selv eller kontaktes, så de er klar til fra næste morgen at blive en del af dagens politiske samtale om kontanthjælpsloft, integration, frisættelse af taxa-erhvervet, eller hvad der måtte være temaet. Dermed får meningsbranchen – herunder organisationerne – kommunikeret til hinanden og på få timer afstukket banen for eventuelle videre forhandlinger.

Portal-samtalen på altinget
I en tid med nedskæringer på de klassiske medier og utroværdige nyheder på Facebook får beslutnings-danmark samtidig tilført vitaminer fra en stribe nye nichemedier med smallere og mere specialiserede debatmuligheder, end det hidtil har været tilfældet: Mens det går slag i slag på News med proces-beslutningstager-tv, har netmedier som herværende Altinget fundet en niche udi sektornyheder og interessent-konversation, som omnibus-aviserne ikke kan hamle op med.

For Altingets vedkommende sker det på striben af betalings-fagportaler – lige fra arbejdsmarked til velfærdsteknologi – hvor samtalen mellem politikere, embedsværk, lobbyister og andre interessenter er mere aktiv end nogensinde og formentlig har større betydning for de reelle beslutningsprocesser end larmen på Facebook og den støjende debat på Ekstra Bladets Nationen. Samme nicheunivers findes på ”Den Offentlige” og en række special-platforme som FødevareWatch og ShippingWatch.

Gælder det menings-fastfood, indgår også Twitter i beslutningsfødekæden, hvor der positioneres, anerkendes, drilles og udfordres på kryds og tværs. Oven på regeringsmeddelelsen søndag eftermiddag gik beslutnings-danmark hurtigt amok på Twitter: ”#trekløver-regering copypaster #Tyve25 om #uddpol og krydrer med privatuni. Ikke et #regeringsgrundlag der sikrer stærk udd. #bevarSU #dkpol”, var de studerendes formand, Yasmin Davalis, bidrag til fætter-kusinefesten.

Dean Martin på DR
Mens News søndag havde helikopteren cirklende over Marienborg og Hans Redder klar fra morgenstunden, gik DR2 i luften med regeringspressemødet kl. 13.55 til målgruppen af almindelige seere frem for News-nørderne. DR2 sendte som News forrige weekend live fra Venstres landsmøde, men mens News fortsatte med at vende og dreje den kommende regeringsdannelse hen over weekenden, måtte den nysgerrige seer på DR2 hurtigt nøjes med en Dean Martin-film frem for politisk opdatering.

Trods skiftende initiativer på DR2 er det ikke lykkedes at matche News som nyhedsmotor udi proces og sætte sig på pladsen som beslutnings-danmarks samtalekøkken; en ellers attråværdig position for en public service-station. Først blev DR Update lukket, og senest har DR2 Morgen fået kniven.

Knudsen blev stoppet
Planerne om TV 2 News tilbage i 2006 blev ellers dengang fulgt med interesse på DR, som havde fået nej til en tilsvarende kanal; noget, daværende nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen havde plæderet for. Bare tre uger før News gik i luften, røg Knudsen ud efter en intern DR-magtkamp. DR Nyheder var derfor i en tilstand af chok, da News sendte første gang, og ude af stand til at agere på konkurrencen.

Næsten et halvt år gik der, før en ny nyhedschef, Ulrik Haagerup, trådte ind ad døren, og inden denne kom i omdrejninger, var det direkte tv-nyhedstog for længst kørt. Godt nok famlede News i starten rundt, men ikke desto mindre blev TV 2's gæste-lounge på Teglholmen hurtigt det sted, beslutningstagere og meningsdannere udvekslede sladder før og efter News-besøg og måske som sidegevinst fik skabt nye alliancer.

I dag venter så krydderiet: De tidligere mestendels interne ministeroverdragelsesforretninger har med News fået et stort, direkte publikum, der forventer sjove gaver og skarpe taler. Ikke blot af den afgående og den kommende minister, men også af de normalt underspillede departementschefer, der ikke har for vane at vise sig på samtalekøkkenets fladskærm, men gør det ved denne sjældne lejlighed.


Rådgiver-og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. Se www.hegelundmose.dk 

Forrige artikel Hegelund og Mose: Data trumper stadig det meste Hegelund og Mose: Data trumper stadig det meste Næste artikel Hegelund og Mose: Borgmester søger partner Hegelund og Mose: Borgmester søger partner
Regeringen opgiver ny havnelov inden valg

Regeringen opgiver ny havnelov inden valg

LUKKETID: Der kommer ikke nogen ny havnelov inden valget, men regeringen forsøger ifølge transportminister Ole Birk Olesen fortsat at få en politisk aftale på plads. Også det bliver svært, vurderer ordfører.