Debat

ITD: Vækstmotoren sidder i lastbilerne

DEBAT: Vejgodstransporten baner vejen for Danmarks vækst, og vilkårene i branchen skal forbedres af reelle rammer, ikke rigide regler. Sådan skriver ITD-direktør Jacob Chr. Nielsen, der opfordrer til øget digitalisering og et tæt europæisk samarbejde.

Regeringen har lagt godt ud, hvis man spørger administrerende direktør i ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport, Jacob Christian Nielsen. Næste skridt er et pres på EU om mere digitalisering, skriver han.
Regeringen har lagt godt ud, hvis man spørger administrerende direktør i ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport, Jacob Christian Nielsen. Næste skridt er et pres på EU om mere digitalisering, skriver han.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jacob Chr. Nielsen
Administrerende direktør i ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport

Hjulene i den danske vejgodstransport kører for alvor rundt igen. 

Borte er de triste prognoser, der har præget branchen igennem de senere år. I stedet ser vi nu en genåbning af markederne og en vækst i antallet af lastbiltransporter i nordgående og sydgående retning. 

Den positive stemning i vejgodstransporten skyldes ikke mindst, at danske transport- og logistikvirksomheder bidrager kraftigt til at øge den danske eksport af varer til vores nærmarkeder.

Fakta
Vil du blande dig i debatten?
Send dit debatindlæg til [email protected]

Vi får positive meldinger fra vores medlemmer landet over, men udviklingen understøttes også af den netop offentliggjorte eksportanalyse af basisvareeksporten fra Udenrigsministeriet. 

Her forventes en vækst på henholdsvis 35 milliarder kroner i 2015 og yderligere vækst i 2016 på 32,4 milliarder kroner. 

Uden transport, ingen vækst og velfærd. 

Jacob Chr. Nielsen
Administrerende direktør i ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport

Afhængig af optimale logistikløsninger
Tyskland, der er vores vigtigste handelspartner, aftager alene mere end 15 procent af den danske eksport, og her er det primært lastbiler, der transporter varerne på ladet. 

Jeg skal ikke lægge skjul på, at forventningen blandt vores medlemmer er stor. De ønsker, at tage deres del af læsset, bogstaveligt talt.

Derfor er det afgørende for vores sektor, at den vej og de rammer, regeringen vælger for vejgodstransporten, understøtter den danske vækst. 

Der er ikke noget nyt i, at ITD ønsker nye visioner og en ny tilgang for den danske transport- og logistiksektor. Visioner, der blandt andet sætter fokus på den positive værdi, som godstransporten leverer til samfundet, og på at danske eksportvirksomheder er afhængige af optimale logistikløsninger. 

Uden transport, ingen vækst og velfærd. 

Derfor er det også umådelig vigtigt for os og vores medlemmer, at den blå regering med Hans Christian Schmidt i spidsen for transporten har valgt at være fremsynede fra start, og at de har taget effektivitets- og vækstbrillerne på, hvad angår transport- og logistikområdet.

Det visionære virker
Et nyligt eksempel på dette var demonstrationen af en ny type modulsættevognssystem i Københavns Nordhavn for ministeren og Trafik- og Byggestyrelsen. 

Fordelen ved systemet, som hollænderne har brugt med stor succes de seneste ti år, er, at man kan transportere to 20-fodscontainere med én lastbil og alligevel køre begge containere til en læsserampe. 

Dermed kan man effektivisere containertransporten og gøre transporterne fra havnene grønnere. 

Den tætte dialog mellem ITD og Trafik- og Byggestyrelsen har været vigtig for et gennembrud på dette område, og vi håber, at dette tiltag og andre lignende tiltag bliver til virkelighed ved fælles hjælp.

Nytænkningen er godt begyndt
Et andet eksempel på, at man allerede tænker visionært, er overflytningen af hele køre- og hviletidsområdet fra Justitsministeriet til Transport- og Bygningsministeriet. 

Det er i vores øjne helt rigtig set af regeringen, fordi man dermed bedre kan udnytte ressourcerne, og fordelene ved en overflytning er mange. 

Vores vurdering er, at Trafik- og Byggestyrelsen vil kunne spare betydelige ressourcer for både politi og anklagemyndighed, fordi man samler behandlingen af sagerne ét sted. 

Et klart ønske fra branchens side er dog, at man med overførslen til Transport- og Bygningsministeriet tør nytænke tilgangen til køre- og hviletidsområdet. 

I stedet for kun at fungere som et kontrolsystem, kan man med fordel bruge køre- og hviletidsområdet som en gulerod til branchen og som en indgang til dialog med de professionelle transportvirksomheder ude i landet. 

Den mængde data, som tachografen i landets lastbiler dagligt indhenter, sikrer en enorm viden om den enkelte chaufførs færden og virksomhedens adfærd. 

Sat ind i den rigtige sammenhæng kan man derfor få meget ud af at se helhederne i datagrundlaget, og gennem det optimere branchen og chaufførernes kørsel.

Vejen frem går gennem digitalisering
Et område i forlængelse af dette er selve digitaliseringen af transport- og logistikbranchen. 

Det vil åbne op for en revolutionerende effektivisering af branchen og hjælpe til at håndhæve de europæiske regler for vejgodstransport. 

Et vigtigt tiltag på dette område er digitalisering af transportdokumenter til henholdsvis gods, lastbil og chauffør. Vi ser et presserende behov for at sikre, at elektroniske fragtbreve bliver udbredt i Europa. 

Til trods for en god EU-rammelovgivning på området er der indtil videre kun 13 lande, der har underskrevet og ratificeret e-CMR protokollen. 

Særligt problematisk er det, at Tyskland endnu ikke har vedtaget de fornødne love, da størstedelen af den internationale trafik ud af Danmark går mod syd. Det er derfor vigtigt, at der lægges et pres på Tyskland og EU og gerne med opbakning fra regeringen.

Fælles om fair konkurrence
Endelig vil en øget europæisk digitalisering af godsfragten understøtte arbejdet for en fair konkurrence på det europæiske marked. Jo længere vi når i EU-regi med digitale fragtdokumenter og overvågning af transporterne, desto mere vil vi kunne værne os mod dem, der bryder lovgivningen på vejene.

Reglerne for den grænseoverskridende europæiske transport og etableringsretten skal naturligvis være baseret på sund fornuft og rimelighed. 

Men branchen må ikke bebyrdes af rigidt regelværk, som undergraver det indre marked. 

ITD glæder sig derfor over, at transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt som noget af det første meldte ud, at han ønsker, at løsningerne for et fair transportmarked skal findes i EU, så vi i fællesskab sikrer, at danske transportvirksomheder har de bedste og mest fair forudsætninger for at være konkurrencedygtige med deres udenlandske kolleger, når de opererer i Europa.

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Christian Nielsen

Adm. direktør, Meldgaard Recycling, fhv. folketingskandidat, Venstre
hd i regnskab, MBA (Leicester)

0:000:00