Bliv abonnent
Annonce
Kronik af 
Anders Storgaard

K-profil: Det mest foruroligende ved Løkke-sagen er ikke selve tilbuddet

Lars Løkke er desværre ikke længere bare en politiker, der bryder grænser. Han er blevet selve billedet på, hvor langt man kan gå, når ingen holder én i skak, skriver Anders Storgaard.
Lars Løkke er desværre ikke længere bare en politiker, der bryder grænser. Han er blevet selve billedet på, hvor langt man kan gå, når ingen holder én i skak, skriver Anders Storgaard.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Historien om Løkkes forsøg på at købe Mike Fonsecas og nu også Jon Stephensens mandater er ikke en historie om to ofre og en skurk. Det er historien om tre skurke, hvor det største offer er folkestyret.

At trække på skuldrene over sagen er at normalisere en adfærd, vi indtil nu har været forskånet for i dansk politik.

Jeg var først rystet over optagelserne af Lars Løkke Rasmussens tilbud til Mike Fonseca. Men nu er jeg måske endnu mere bekymret over, hvor mange der bare trækker på skuldrene, som om det her bare er klassisk mandag i Løkke-land.

Læs også

Det er farligt. For vi taler ikke bare om endnu en skandale med Lars Løkke. Vi taler om et direkte angreb på noget af det mest grundlæggende i vores demokrati: At mandater ikke er til salg. At Folketinget er vores stemme – og ikke er til salg for højstbydende.

Kun folket kan afsætte politikere

Lad os starte med det åbenlyse: Lars Løkke tilbød Mike Fonseca 370.000 kroner kvit og frit for at forlade Folketinget, så han kunne holde fast i regeringens politiske flertal. Hvem skulle betale? Det ved vi ikke. Måske en velvillig donor fra erhvervslivet. Måske skatteborgerne.

Det mest foruroligende ved denne sag er ikke bare selve tilbuddet. Det er, at det åbenbart ikke ryster os mere.

Anders Storgaard (K)
Folketingskandidat

Om det er det ene eller det andet, så er konsekvenserne for vores demokrati vidtrækkende.

For tænk, hvis en virksomhed næste gang er klar til at smide en million for at få et folketingsmedlem til at trække sig, så hans suppleant kan komme ind for at tale deres sag.

Eller tænk, hvis en partiformand vil slippe af med en kritisk stemme for at gøre det samme.

Det er demokratisk uholdbart. Nok er politik nogle gange beskidt og en kamp om magten, men selv i krig er der love. Og en grundlov i dansk politik plejede at være, at vi forhandler om politik og magten til at føre den ud i livet – ikke om folks privatøkonomi.

For politikerne er valgt af folket, og kun folket kan afsætte dem.

Moderaterne hævder nu, at Lars Løkkes tilbud til Mike Fonseca slet ikke handlede om magt, men om omsorg for den 15-årige pige, der angiveligt skulle skånes for mediestormen.

Undskyld mig, men hvem tror på det? Tror nogen seriøst, at det var pigens ve og vel, Løkke havde i tankerne, da han sad i den kælder og tilbød 370.000 kroner for et folketingsmandat? Jeg gør i hvert fald ikke. 

Læs også

Løkke-sag mødes med larmende tavshed

Intet i hans handlinger tyder på, at historien er sand. Tværtimod. Vi ved nu, at Løkke samtidig tilbød Fonseca en politisk fremtid i Moderaterne, hvis blot han trak sig.

Det handler ikke om beskyttelse. Det handler om magt. Det var ikke pigens situation, der ville forsvinde med den aftale. Det var Løkkes parlamentariske problemer.

Og det gør det dybt usmageligt, at Britt Bager og Moderaterne forsøger at male Løkke som den moralske beskytter, mens de i virkeligheden bruger en ung kvinde som skjold.

Langt de fleste danskere kan nok godt gennemskue, at Moderaternes forklaring ikke hænger sammen. Alligevel mødes sagen af larmende tavshed og en udbredt ligegyldighed.

Anders Storgaard (K)
Folketingskandidat

Og hvis nogen stadig var i tvivl, så bør det være punkteret nu. For ifølge en ny bog blev det samme tilbud – en million kroner – givet til Jon Stephensen. Var det også for at beskytte nogen?

Et andet forsvar går på, at der blot var tale om en fratrædelsesaftale, som man kender det fra erhvervslivet. Men det er en farlig forvanskning.

Et folketingsmandat er ikke en ansættelseskontrakt. Det er et personligt mandat givet af vælgerne.

Og vilkårene for at træde tilbage er i forvejen langt mere fordelagtige end for almindelige danskere. At lægge private penge oveni er ikke en gestus. Det er en studehandel.

Langt de fleste danskere kan nok godt gennemskue, at Moderaternes forklaring ikke hænger sammen. Alligevel mødes sagen af larmende tavshed og en udbredt ligegyldighed.

Som om det bare er endnu en Løkke-sag. Som om det ikke er så slemt. Som om det er blevet normalt, at man kan forsøge at betale sig til et folketingsmandat.

For Løkke helliger målet altid midlet 

Det tror jeg skyldes tre ting. Først og fremmest har ingen sympati med Mike Fonseca, og derfor bliver den klassiske fortælling om én skurk og ét offer svær at skrive.

I stedet står vi med to skurke og ét fælles offer: de grundlæggende spilleregler i vores demokrati. Det mudrer billedet – og det er præcis den mudring, Moderaterne kynisk forsøger at fremme.

Læs også

For det andet, så minder Løkke på sin egen måde om Trump. Selvom der er væsentlige forskelle, så har de én ting til fælles: De overvælder medier og offentlighed med så mange lortesager, at vi kollektivt bliver immune over for sagerne.

Lars Løkke har en lang historik med at skubbe til grænserne for politisk adfærd.

Han har været centrum for sager om misbrug af offentlige eller partimæssige midler – fra bilag for private udgifter, herunder tøjkøb betalt af Venstre, til luksusrejser med GGGI, hvor han fløj på første klasse og boede dyrt for offentlige midler.

Han er blevet kritiseret for at overtræde forvaltningsretlige principper, for eksempel ved at blande sig i en sag om sin hustru som statsminister. Og han så passivt til, da Inger Støjberg med åben pande brød loven i barnebrudssagen.

Løkke er ikke en håndværker. Han er en politisk overlever, der kun kan vinde ved at gå derned, hvor ingen andre vil gå.

Anders Storgaard (K)
Folketingskandidat

For Løkke helliger målet altid midlet. Og hvor bare én af disse sager ville have fældet de fleste politikere, så trækker mange nu bare på skuldrene.

Hvad værre er: Det smitter af. For hvordan skal nogen tro på, at politikere ikke bare er der for at mele egen kage, hvis der ikke engang er en konsekvens, når et folketingsmedlem bliver tilbudt penge for at gå?

Det er det samme mønster vi ser med Trump. Han har sprængt rammerne for, hvad man kan slippe afsted med i politik, fordi skandalerne står i kø, og medier og vælgere knap når at forarges, før næste sag ruller.

Og præcis som Trump sælger Løkke sig som en "dealmaker", en politisk håndværker, der tænker ud af boksen og får ting til at ske.

Manipulation med mandatfordeling

Men hvor dygtig er man som håndværker, hvis man kun kan få sine aftaler i hus ved at sidde i en mørk kælder og presse politiske amatører som Mike Fonseca og Jon Stephensen? Ved at bryde alle folkestyrets normer og opgive alt, man tidligere har stået for?

Løkke er ikke en håndværker. Han er en politisk overlever, der kun kan vinde ved at gå derned, hvor ingen andre vil gå.

For det tredje, så har Løkke skabt et parti uden dissens, hvor al magt er samlet hos ham selv. Og med SVM-flertalsregeringen slipper han også for det ydre pres.

Læs også

Der er ingen støttepartier, som kan vælte ham. Lars Løkke lever i et konsekvensløst farvand. Det mest foruroligende ved denne sag er ikke bare selve tilbuddet. Det er, at det åbenbart ikke ryster os mere.

Løkkes historik spiller en rolle: Vi har vænnet os til, at regler kan bøjes. At bilag kan være kreative. At moral er fleksibel. Men det gør det ikke mindre alvorligt. Det gør det farligere.

For med Løkke følger et mønster. Og i denne sag er vi rykket ind i en ny kategori: direkte manipulation med mandatfordelingen i Folketinget med penge.

Lars Løkke er desværre ikke længere bare en politiker, der bryder grænser. Han er blevet selve billedet på, hvor langt man kan gå, når ingen holder én i skak. Han har skabt sit eget parti uden intern opposition.

Han sidder i en flertalsregering uden støttepartier, der kan sige fra. Og Venstre og Socialdemokratiet har intet incitament til at tage sagen alvorligt – for det vil true regeringen. Derfor slipper Løkke.

Færdig for evigt

Vi har brug for at genskabe respekten for det demokrati, vi har brugt generationer på at bygge.

Hvis både rød og blå blok siger fra, så er han endelig færdig – for evigt.

Anders Storgaard (K)
Folketingskandidat

Hvis flertalsregeringer er kommet for at blive, må vi også sikre stærkere værn mod magtmisbrug.

Det handler om klare spilleregler, reelle mindretalsrettigheder – og måske endda uafhængige instanser, der kan tage sig af sager som denne.

Det her handler ikke kun om Mike Fonseca og Jon Stephensen.

Det handler om, hvad vi accepterer i dansk politik. Om vi stadig tror på, at mandatet til at lede landet skal komme fra folket – og ikke fra penge og partiaftaler bag lukkede døre.

Vi må ikke trække på skuldrene. For i det øjeblik vi gør det, har vi allerede tabt.

Hvis jeg var Mette Frederiksen, ville jeg alvorligt overveje nyvalg.

Og var jeg en del af det borgerlige Danmark, ville jeg spørge mig selv: Er drømmen om en borgerlig regering virkelig det værd, hvis prisen er at blåstemple Løkke?

Hvis både rød og blå blok siger fra, så er han endelig færdig – for evigt.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026