Debat

Kandidat for Moderaterne: Kollektiv trafik skal være gratis i de store byer og billigere i hele landet

I stedet for at lade energikrisen udpine den kollektive trafik skal vi efter tysk forbillede investere i den og afskaffe billettaksterne i de største byer. Det vil være godt for sundheden, trængslen på vejene og klimaet, skriver Lean Milo, der stiller op for Moderaterne. 

"Inspireret af Tyskland og med den eksisterende energikrise som bagtæppe har vi lige nu en særlig gylden mulighed for at omlægge privatbilisme til offentlig transport," skriver Lean Milo.
"Inspireret af Tyskland og med den eksisterende energikrise som bagtæppe har vi lige nu en særlig gylden mulighed for at omlægge privatbilisme til offentlig transport," skriver Lean Milo.Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For mange minder ordene ”sikken voldsom trængsel og alarm” om den søde juletid.

Men for de godt 1,2 millioner danskere, der bor i landets største byer, er der desværre efterhånden mere stinkende hverdag end velduftende højtid over den gamle julesang.

Trafikken i København, Aarhus, Odense og Aalborg er et problem – ikke alene for byboere, men også for de mange pendlere, der hver dag lægger vejen forbi for at kunne gå på arbejde.

Ens for alle er ufremkommelige veje og en alarmerede høj luftforurening.

Det koster for miljøet, sundheden og livskvaliteten. Heldigvis skal vi ikke kigge længere end til vores tyske naboer for at finde friske vinde og inspiration til en ny vej.

Billige billetter

Hele sommeren har vores tyske og bilglade naboer nemlig kunnet tage regionaltoge og bytrafik i hele Tyskland for ni euro svarende til knap 70 kroner per måned.

Det tyske trafiktilbud har været en kæmpe succes, og 82 millioner billetter er blevet solgt i et land med omtrent lige så mange indbyggere.

De mange passagerer i den offentlige transport har betydet færre biler på vejene og en reduktion af CO2 på 1,8 millioner ton som resultat.

Tænk, hvis vi let kunne parkere bilen uden for byen og hoppe på effektiv offentlig transport ind til centrum – uden at skulle have penge eller rejsekort op af lommen. 

Lean Milo
Folketingskandidat for Moderaterne

Trængslen på den varme asfalt er dalet, og luftkvaliteten er steget. Særligt interessant er det, at hver femte billigpassager var en ny kunde, der ikke ellers ville være at finde i toget.

Den billige billet har altså ikke bare accelereret eksisterende passagerers togforbrug, men lokket nye passagerer til. Det betyder potentielt varige ændrede rejsevaner, hvis det vel at mærke bliver ved med at kunne betale sig.

Tilbage til Danmark.

De fleste danske bilister vrider sig, når de fylder tanken i øjeblikket. Om man kører benzin-, diesel- eller el-bil, så er det blevet markant dyrere at tilbagelægge kilometer i eget køretøj.

Samtidig ved vi, at pendlere spilder tid i bilkøer svarende til 360.000 timer dagligt eller 83 mio. timer årligt.

Et bedre alternativ

Det er ikke bare dyrt, det er langsomt, og det er forurenende at køre i egen bil på arbejde. Der må være et bedre alternativ, og det er der.

Inspireret af Tyskland og med den eksisterende energikrise som bagtæppe har vi lige nu en særlig gylden mulighed for at omlægge privatbilisme til offentlig transport.

Ikke med pisk, men med gulerod. For tænk, hvis det var gratis at tage alle former for offentlig transport i bykernen af vores største byer. Tænk, hvis det kunne lykkes os at tynde ud i storbybilismen, så hjemmepleje og håndværkere ikke skulle cirkle rundt efter parkering.

Tænk, hvis vi let kunne parkere bilen uden for byen og hoppe på effektiv offentlig transport ind til centrum – uden at skulle have penge eller rejsekort op af lommen.

Det lyder måske som det rene utopia, men i Luxembourg har det ikke desto mindre været virkelighed siden 2020, hvor kampen mod bilos og trafikpropper siden er blevet kæmpet med gratis busser, sporvogne og tog i hele landet.

En investering, der desuden bidrager til at mindske ulighed, idet besparelsen på transportudgifter kommer dem, der har mindst, mest til gode.

Invester i det offentlige

Vi kan ikke blive ved med at køre i hver vores bil i byen. Derfor skal vi lade os inspirere af Tyskland og Luxembourg og afprøve og investere i nye måder at tænke offentlig transport.

I stedet for at udpine den offentlige transport som resultat af øgede energiudgifter skal vi investere i den og gøre den tilgængelig og attraktiv og altså gratis i de største byer.

Finansieringen skal vi finde via den øgede CO2-afgift på virksomheder, gennem indførelse af turistskat (mod at turister kan køre gratis med offentlig transport i centrum i de store byer) og gennem fjernelse af skattefordele ved firmabiler, som er et aktuelt forslag i Tyskland.

Og når vi er i gang, kan vi med fordel tage hul på at finde finansiering til at sænke prisen på offentlig transport i hele landet. Ambitionen er, at vi i fremtiden ikke bare stiller bilen ved byporten, men helt lader den stå i carporten.

Et tomt tog er lige så dyrt i drift som et fyldt tog, lad os fylde vores offentlige transport op med tilfredse pendlere, der lader bilen stå, fordi det betaler sig. Lad os nedbringe vores CO2-udledning i de større byer og gentænke den offentlige transport.

Bussen, toget, letbanen eller metroen skal ikke være sidste udvej, men det foretrukne valg for mennesker, der bor i byen (ud over at gå og cykle), og mennesker, der kommer ind til byen.

Og lad os så lige vende tilbage til Peter Fabers yndede julesang, som ikke alene minder os om ikke at røre ved den gamle jul, men også peger på noget andet, som vi gør klogt i at bevare:

”Op ad dagen går man byen rundt, trækker vejret lidt, det er så sundt.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00