Debat

Kulturforsker: Klimapolitisk idérigdom er mere sminke end substans

DEBAT: Den klimapolitiske idérigdom er et fremskridt. Men danskere, der er klimabekymrede, kan ikke bruge det til meget, at partierne støtter en 70 procents reduktion i 2030, skriver kulturforsker.  

Vi kan ikke vente på at få alle dele af samfundet med i klimakampen, skriver kulturforsker Gregers Andersen.
Vi kan ikke vente på at få alle dele af samfundet med i klimakampen, skriver kulturforsker Gregers Andersen.Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Gregers Andersen
Forfatter og kulturforsker ved Stockholms Universitet

Centrum-venstre-partiernes målsætning om at reducere Danmarks drivhusgasudledning med 70 procent i 2030 var en sejr for alle os, der gjorde folketingsvalget 5. juni til et klimavalg.

Men tiden er ikke til, at vi kan puste ud, ånde lettet op og hvile på laurbærrene.

Ikke blot har de udspil, der er kommet fra Folketingets partier siden valget, generelt været skuffende. Det sidste halve år har også udstillet, hvor langt målsætningens modstandere er villige til at gå for at forhindre, at den bliver en realitet. 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Man skal derfor heller ikke lægge for meget håb i, at det klimapolitiske aktivitetsniveau i Danmark ubestrideligt er blevet højnet siden valget.

Destruktive forbehold
Det er selvfølgelig et fremskridt, at den klimapolitiske idérigdom blandt de politiske partier og i dansk erhvervsliv aldrig har været større.

Ja, hvorfor vi igennem forskellige former for aktivisme skal blive ved med at lade vores folkevalgte repræsentanter vide, at kun en realisering af centrum-venstre-partiernes målsætning vil være godt nok.

Gregers Andersen
Forfatter og kulturforsker, Stockholms Universitet

Men desværre er virkeligheden også, at meget af idérigdommen er mere sminke end substans.

Ser man helt nøgternt på det, kan man som klimabekymret dansker således ikke bruge det til ret meget, at en stor del af Folketingets partier nu tilslutter sig målsætningen om en 70 procents reduktion i 2030.

For i klimapolitik er det én ting at tilslutte sig en målsætning og noget helt, helt andet at realisere den.

Det illustreres næppe bedre af det faktum, at alle de højrefløjspartier, der har bakket op om regeringens klimamål, har gjort det med et forbehold.

Det må ikke koste hverken danske arbejdspladser eller økonomisk vækst, har de ladet forstå. Et forbehold, som reelt gør deres tilslutning værdiløs, da det krav er uforeneligt med den gennemgribende reduktion i forbrug, som en realisering af Paris-aftalen vil indebære.

Tilsvarende skal man ikke have meget klimapolitisk indsigt for at kunne gennemskue, at en hel del af dansk erhvervslivs nyvundne idérigdom på klimaområdet handler om at undgå helt nødvendige reguleringer.

Og at kampen om den offentlige meningsdannelse i forhold til en række klimabelastende forbrugsformer er gået ind i en ny og mere intensiv fase. 

Forskningssvindel og flyafgifter
Landbrug & Fødevarers skandaliserede forsøg på at nedtone oksekøds klimabelastning er det måske bedst mediedækkede eksempel på dette. Men det står langtfra alene.

Blandt andet har luftfarten i Danmark siden valget kæmpet med alle midler for at indgå indførelsen af en ny flyafgift, der vil afspejle den reelle ambition i centrum-venstre-partiernes målsætning.  

Da DR i løbet af sommeren lavede en analyse, der viste, at den svenske flytrafik var faldet med fem procent siden indførelsen af en ny flyafgift, var budskabet fra Københavns Lufthavn for eksempel, at indførelsen af en tilsvarende afgift i Danmark ikke ville have nogen effekt på antallet af passagerer.

Således udtalte pressechef i Københavns Lufthavn Lars Lemche: "I Norge, hvor man har gjort det samme, har flyafgiften ingen effekt haft. Der er flytrafikken stadig i vækst. I Tyskland, Storbritannien, Østrig og andre lande, hvor man har flyskat, har man heller ikke kunnet måle nogen effekt på antallet af passagerer."

Til det er der mindst to ting at sige:

For det første er afgiften i Sverige forskellig fra afgiften i andre lande. Udviklingen i de lande, Lemche nævner, kan derfor heller ikke tages som bevis for, at den svenske model ikke vil kunne virke i Danmark.

For det andet − og langt mere vigtige − eftersom den egentlige hensigt med en afgift er at få folk til at flyve langt mindre, handler det sådan set bare om at sætte afgiften højt nok.

Med andre ord: Har centrum-venstre partierne modet til at øge billetpriserne med mange tusinde kroner, er det svært at forestille sig, at det ikke vil få den ønskede effekt.

Fortsæt presset på det politiske system
Men tilbage til spillet om en ny afgift. For i oktober meldte danske lufthavne og flyselskaber så samlet ud, at de nu var klar til selv at indføre en ny afgift på omkring 16,50 kroner per billet. Og at pengene skulle gå til en klimafond, som ville støtte forskning i grønne løsninger inden for luftfarten.

Lufthavnene og flyselskaberne stillede dog en betingelse for at indføre afgiften: at der ikke også ville blive indført en ny politisk bestemt afgift.

Eller som administrerende direktør for Københavns Lufthavn Thomas Woldbye udtrykte det: "Vi har ikke pengene to gange, som branchen har det lige nu."  

Taget i betragtning af, at antallet af passagerer i de danske lufthavne er steget i årevis, er det imidlertid en begrundelse, som man som klimabekymret dansker både må grine og græde over.

Det samme er tilfældet med den foreslåede afgift, eftersom det næppe vil ødelægge mange menneskers rejseplaner at skulle betale 16,50 kroner mere per flybillet.

Mere alvorligt udstiller de danske lufthavnes og flyselskabers adfærd derfor også, hvorfor det er bydende nødvendigt, at vi som klimabekymrede danskere fortsætter med at lægge pres på det politiske system.

Ja, hvorfor vi igennem forskellige former for aktivisme skal blive ved med at lade vores folkevalgte repræsentanter vide, at kun en realisering af centrum venstre-partiernes målsætning vil være godt nok.

Og at vi i praksis ikke kan leve med, at nogle af samfundets rigeste og mest magtfulde aktører prøver at løbe fra deres ansvar.

Medborgernes modstand
Samtidig må vi forberede os på, at vi i denne kamp ikke kun vil møde modstand fra de erhverv, der tjener store penge på at udlede mest drivhusgas. Men at vi også vil opleve eskalerende modstand fra de af vores medborgere, der ikke er villige til at ændre livstil på grund af klimaforandringerne.

Derfor er der til at starte med også én erkendelse, som det er afgørende, at vi klimabekymrede danskere gør os netop nu.

Nemlig at det er fejlagtigt, når forskellige politikere, erhvervsledere og meningsdannere hævder, at et bæredygtigt Danmark kun vil blive en realitet, hvis man får alle dele af samfundet med.

Nej, der vil til stadighed være medborgere, virksomheder og brancher, som på grund af økonomiske interesser, ideologisk overbevisning eller manglende forståelse aldrig vil blive overbevist om nødvendigheden af drastiske drivhusgasreduktioner.

Kampen for en bæredygtig fremtid er og bliver derfor en politisk kamp, som kun vindes igennem en aktivisme, der er i stand til at gøre sig stadig mere indflydelsesrig.       

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Gregers Andersen

Adjunkt i miljøhumaniora, Aalborg Universitet; Forfatter; Kulturforsker
Litteraturvidenskab, ph.d. (kunst og kulturvidenskab)

0:000:00