Lastbilforhandler: Lovgivningen for elektriske varebiler skal revideres, så de behandles på lige fod med dieselmodeller

Kåre Neergaard
Chef for produktmarkedsføring, Hedin Nordic Trucks
Skiftende danske regeringers ambition om en grønnere transportsektor er uden tvivl både nødvendig og velkommen.
Men når vi ser nærmere på de konkrete regler for elektriske varebiler, bliver det tydeligt, at de i praksis modarbejder ambitionen.
For virksomheder, der ønsker at investere i grøn transport, bliver reglerne ikke blot en udfordring – de bliver en barriere, der skaber konkurrenceforvridning i transportbranchen.
Vægtgrænser skaber ulige vilkår
En af de største udfordringer er vægtgrænsen for el-varebiler.
I dag er der dispensation til at køre el-varebiler på op til 4.250 kilo med et almindeligt B-kørekort, som normalt kun gælder for køretøjer på op til 3.500 kilo.
Det kan umiddelbart lyde som en fordel. Men der er en ganske betydelig mængde hår i den på overfladen ellers indbydende suppe, som dispensationen udgør.
En anden massiv udfordring er kravet om takograf og overholdelse af køre- og hviletidsregler.
Kåre Neergaard
Chef for produktmarkedsføring, Hedin Nordic Trucks
Mange elektriske varebiler bruges til godstransport og af håndværkere, hvor den fulde lastekapacitet er nødvendig.
Samtidig klassificeres alle køretøjer over 3.500 kilo automatisk som lastbiler i lovgivningen. Dette betyder, at elektriske varebiler bliver underlagt krav, som dieselvarebiler slipper for.
Et eksempel er, at dieselvarebiler kun kræver en varebilstilladelse, mens el-varebiler på 4.250 kilo kræver den langt mere omfattende Fællesskabstilladelse.
Ironisk nok har Transportministeren for nyligt foreslået helt at afskaffe varebilstilladelsen.
Det blev heldigvis modtaget med vag opbakning blandt folketingets øvrige partier, det ville nemlig blot øge skævvridningen yderligere.
Takograf og køre- og hviletidsregler gør det besværligt
En anden massiv udfordring er kravet om takograf og overholdelse af køre- og hviletidsregler.
Elektriske varebiler på op til 4.250 kilo skal installere en takograf, hvis de opererer uden for en radius af 100 kilometer fra virksomhedens adresse – samtidig skal de også have den førnævnte fælleskabstilladelse i hus.
Det betyder i praksis, at en virksomhed i Frederikssund ikke kan levere varer i Vordingborg uden en takograf. Og selv hvis de installerer den, skal turen foregå med maksimalt 90 kilometer i timen på motorvejen, fordi el-varebiler også i denne sammenhæng betragtes som lastbiler.
Disse krav gælder ikke for dieselvarebiler, der frit kan køre uden takograf og særskilte hastighedsbegrænsninger.
Reglerne for el-varebiler indebærer også, at chaufføren skal have et C-kørekort for at kunne køre med en påhængsvogn.
Alt dette gør el-varebiler til en administrativt besværlig løsning for erhvervslivet.
Kilometerafgift forværrer problemet i fremtiden
Fra 1. januar 2027 vil kilometerafgiften for lastbiler også gælde for elektriske varebiler. Denne afgift kan koste op til 0,24 kroner per kilometer i miljøzoner og 0,16 kroner per kilometer på øvrige veje.
Det er lettere og billigere for mange virksomheder at fortsætte med dieselvarebiler, selvom de ønsker at skifte til el.
Kåre Neergaard
Chef for produktmarkedsføring, Hedin Nordic Trucks
For mange virksomheder, der allerede er presset af stigende omkostninger og hård konkurrence, bliver dette endnu en grund til at vælge diesel frem for el.
I stedet for at støtte den grønne omstilling, skaber reglerne økonomiske barrierer for dem, der ønsker at tage det grønne valg.
Resultatet: Diesel foretrækkes over el.
Det er lettere og billigere for mange virksomheder at fortsætte med dieselvarebiler, selvom de ønsker at skifte til el.
Reglerne skaber et økonomisk og administrativt mareridt, der hæmmer elektrificeringen af erhvervslivets bilpark.
Regeringen skal på banen
Nogle af reglerne stammer ganske vist fra EU, men det ændrer ikke behovet for en dansk regering, der tager udfordringerne alvorligt.
Vi har brug for en revision af lovgivningen, der sikrer, at el-varebiler behandles på lige fod med dieselvarebiler.
Ved at fjerne krav som takografen, tilpasse vægtgrænserne og undgå kilometerafgiften for elektriske varebiler, kan vi gøre det mere attraktivt for virksomheder at investere i grøn transport.
Regeringen har en unik mulighed for at fremme en positiv udvikling.
Lad os få regler, der reelt støtter den grønne omstilling – også for erhvervslivet.
Artiklen var skrevet af
Kåre Neergaard
Chef for produktmarkedsføring, Hedin Nordic Trucks
- Disse myndigheder er vokset og skrumpet mest under SVM-regeringen
- 100 elbusser mangler strøm fra Energinet: ”Det var slet ikke noget, vi tænkte kunne blive et problem”
- Energikrise tvinger EU til "midlertidig og målrettet" støtte til sort energi
- Folketingets vagthund kommer med skarp kritik af regeringen og Energinet
- International Transport Danmark: Den nye regering skal prioritere disse tre områder højest

























