Minister vil fange flere luftforurenende lastbiler med ny teknologi

Færdselsstyrelsen har med ny teknologi fået et "banebrydende" værktøj til at fange chauffører og vognmænd, der snyder med NOx-rensesystemer, mener transportminister Benny Engelbrecht, der ikke afviser at hæve bødeniveauet for svindel.

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Fusk med NOx-rensesystemer på lastbiler medfører øget partikelforurening, der hvert år koster omkring ti danskere livet. 

Men Færdselsstyrelsen er nu med et nyt stykke værktøj klar til at skærpe indsatsen mod synderne. Teknologien hedder 'plume-chasing' og består i sin enkelthed af to rør, der kan måle NOx-emissioner og spændes på fronten af en normal personbil.

Ved at køre tæt bag lastbiler kan Færdselsstyrelsen på den måde måle, om der udledes mere NOx end tilladt, og, hvis der er begrundet mistanke, trække lastbil og chauffør ind til siden til videre kontrol.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) kalder teknologien ”banebrydende” og mener, at den har et enormt potentiale for at komme problemet med NOx-fusk til livs.

”Når det kommer til stykket, har vi hidtil ikke haft så mange kontrolmetoder. Man kan altid indkalde en bil til syn, men vi har set eksempler på, at der spekuleres i at skifte sit filter ud inden og efter synet. Det er meget svært at afsløre den slags snyd. Det har vi fået nogle helt andre muligheder for nu,” siger Benny Engelbrecht. 

RGO: Fusk har store konsekvenser

Den nye teknologi er beskrevet i en ny rapport fra Færdselsstyrelsen og Miljøstyrelsen.

Her anslår de to styrelser, at mellem fem og 10 procent af lastbilerne på de danske veje kører med enten defekt - eller bevidst manipuleret - NOx-reducerende udstyr. 

I Rådet for Grøn Omstilling er seniorrådgiver med speciale i luftforurening Kåre Press-Kristensen ikke synderligt overrasket over problemets omfang.

Men det betyder ikke, at der ikke er god grund til at gøre noget ved de brådne kar i branchen, mener han.

Ifølge Kåre Press-Kristensen er effekten af NOx-reducerende udstyr i lastbilerne nemlig på omkring 90 til 95 procent, og derfor er der store sundhedsskadelige konsekvenser, når det ikke virker.

”Det er helt grotesk. Man risikerer, at de fem-ti procent af lastbilerne, der kører med defekt udstyr, udleder mere NOx end alle andre lastbiler i Danmark tilsammen,” siger han.

Derfor mener han, at det vil være meget fornuftigt at øge kontrollen med lastbilerne. Og det bør vel og mærke ske ved flere vejsidetilsyn.

I dag kan vognmænd og chauffører ifølge Kåre Press-Kristensen nemlig relativt nemt koble software-systemer, der lader lastbilerne udlede mere NOx end tilladt, fra inden almindelige syn og til igen efterfølgende for at undgå at blive opdaget og få bødestraf.

”Som systemet er i dag, kan man snyde, hvis man hvis vil snyde. Når vi kun kontrollerer ved periodesyn, svarer det lidt til, at vi ikke havde færdselspolitiet til at kontrollere, om folk kører for hurtigt på vejene. Det går jo ikke,” siger han.

DI: Gode anbefalinger

I den nye rapport fra Færdselsstyrelsen og Miljøstyrelsen anbefales det blandt andet, at vejsidekontrollen øges, og at regeringen arbejder for bred europæisk implementering af reglerne, så udenlandske vognmænd ikke arbejder under lempeligere krav end danske. 

Anbefalingerne i rapporten rammer ifølge branchedirektør i DI Transport Michael Svane grundlæggende ”inden for skiven”.

”Når man konstaterer, at der er et problem, skal der også gøres noget ved det. Det vigtige for os er, at det ikke bare bliver en heksejagt på chauffører og vognmænd,” siger han.

Han mener dog, at anbefalingen om, at regeringen arbejder for at de andre EU-lande skærper regler og kontrol, er særligt vigtig.

”Vi skal sørge for, at vi ikke bare indfører danske særregler og yderligere straffe, som forrykker konkurrencebalancen mellem danske og udenlandske virksomheder,” siger han.

Hvorfor er det så vigtigt at få implementeret reglerne på europæisk plan?

”Det er europæiske regler, der gælder på det her område, så vi skal ikke kun pille ved reglerne for det tekniske udstyr i det danske værksted. Det skal ned på det europæiske.”

Afviser ikke højere bøder

Transportminister Benny Engelbrecht er grundlæggende enig i, at snyd med NOx-filtre er et grænseoverskridende problem. 

”Der er ingen tvivl om, at en ensartet tilgang til kontrollen i alle europæiske lande vil være absolut at foretrække,” siger han. 

Tror du, at den nye teknologi betyder, at man kan komme problemstillingen helt til livs?

"Jeg vil ikke på forhånd lave en målsætning om, at vi skal fange 100 biler om måneden eller reducere NOx-emissionerne med noget bestemt. Det ville være at basere det på en mavefornemmelse, hvis jeg slyngede et tal ud,” siger Benny Engelbrecht. 

En anden anbefaling i rapporten lyder, at regeringen bør overveje at hæve bødeniveauet, så chauffører og vognmænd, der kører med defekt NOx-reducerende udstyr, straffes hårdere. Det kan blive nødvendigt, mener ministeren. 

"Generelt vil jeg sige, at der er mange gode anbefalinger, men det primære er, at vi ikke tidligere har haft et håndhævelsesværktøj. Det er oplagt, at vi skal bruge det, som vi har fået nu, og så vil jeg ikke afvise, at vi skal supplere med andre tiltag, så man ikke bare risikerer at blive snuppet, men at der også er en virkelig afskrækkende virkning," siger han. 

Færdselsstyrelsen har foreløbigt indkøbt plume-chasing-udstyr til to biler, men transportministeren vil ikke afvise, at der bliver indkøbt mere, når de første erfaringer med teknologien er høstet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kåre Press-Kristensen

Sekretariatsleder, Green Global Future, sekretariatsleder, Rådet for Godt Indeklima
cand.polyt. (DTU 2002), ph.d. (DTU 2007), HD(A) (2006)

Michael Svane

Formand, Rådet for Sikker Trafik
cand.jur. (Københavns Uni. 1982)

Benny Engelbrecht

MF (S)
folkeskole (Kildevældsskolen 1986)

0:000:00