Debat

Råd: Tung transport på dagsordenen

DEBAT: Efter valget bør politikerne prioritere den såkaldt tunge transport. Det handler om at fremme effektive transportformer og klima- og miljøvenlige drivmidler, skriver Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.

Efter valget bør politikerne prioritere den såkaldt tunge transport, skriver Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.
Efter valget bør politikerne prioritere den såkaldt tunge transport, skriver Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.Foto: Organictoday.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christian Ege
Sekretariatschef i Det Økologiske Råd

Politikerne må snarest beslutte at sænke afgiften på biogas til tunge køretøjer, så det bliver rentabelt at anskaffe gasbusser og –lastbiler. 

Ligesom med den lette transport skal man med den tunge transport gå på to ben: fremme mere effektive transportformer og skifte til mere klima- og miljøvenlige drivmidler.

Fakta
Folketingsvalget står for døren.

I de kommende uger benytter Altinget: velfærdsteknologi lejligheden til at spørge en række centrale aktører: "Hvad skal en ny regering prioritere, hvis du kunne bestemme?"

Gennem de næste uger vil en bred vifte af aktører således komme med deres bud på, hvad der skal være øverst på dagsordenen efter valget.

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten. 
Send dit indlæg til [email protected]

Gods bør i videst muligt omfang transporteres på bane og skib – forudsat at disse bruger drivmidler, som ikke forurener unødigt.

Hvad skibene angår, sker der store forbedringer netop nu, idet de nye IMO-regler for svovlforurening er trådt i kraft. Men der mangler fortsat en bedre håndhævelse af reglerne. Desuden er reglerne for kvælstofoxider utilstrækkelige. Man kan også sejle på (bio)gas og f.eks. supplere med sol og vind.

Gods over landegrænser
Hvad angår gods på bane, er mulighederne set fra et dansk synspunkt umiddelbart bedst, når det gælder transport over landegrænserne. EU arbejder med nogle korridorprojekter, hvoraf især Femern-korridoren er interessant for Danmark. Det vil være økonomisk fordelagtigt at køre med 1.000 meter lange godstog mellem Sverige og Tyskland over Danmark. Danmark og Sverige arbejder på dette, mens Tyskland indtil nu kun vil arbejde for tog på 850 meter. Det er en oplagt opgave for politikerne at fremme dette samarbejde.

Hvis man får forbedret losning og lastning af godsvogne, vil gods på bane også blive relevant over lidt kortere strækninger, herunder mellem landsdelene i Danmark. Der er brug for udviklingsmidler til at udvikle og afprøve sådanne koncepter for losning og lastning. Dette har langt større perspektiver end de såkaldte modulvogntog (lange lastvognstog), som i bedste fald giver en mindre klimaforbedring, men samtidig har nogle udfordringer på trafiksikkerheden.

Grønnere lastbiler
Det meste gods vil dog fortsat køre på lastbil i Danmark i de nærmeste år. Her skal der arbejdes både med at forbedre kapacitetsudnyttelsen af lastbilerne og på at bruge mere klima- og miljøvenlige drivmidler. På kortere sigt er biogas det mest oplagte drivmiddel til tunge køretøjer til erstatning for diesel. Det gavner både klimaet og det sænker luftforureningen, i hvert fald sammenlignet med de fleste nuværende diesel-lastbiler.

Der er lavet en række forsøg med både lastbiler (skraldebiler) og busser, og de har været vellykkede. Der opleves også en fordel i forhold til støjen, selv om målinger fra Teknologisk Institut for nylig har sat spørgsmålstegn ved, om støjen reelt er lavere. Nu gælder det bare om at komme i gang med biogas i større skala. Gas kan også bruges til lastbiler til varedistribution inden for radius af 3-400 kilometer. Man kan også køre længere – så skal man bare indlægge en pause for chaufføren, da tankning tager lidt længere tid. Men til de helt lange transporter, f.eks. til Sydeuropa, har man brug for flydende gas, og dette er endnu ikke tilgængeligt i Danmark.

Lavere afgift på biogas
Der er en merpris på indkøb af både gasbusser og –lastbiler sammenlignet med diesel. Brændstofprisen inklusive afgift er cirka den samme. Politikerne må snarest beslutte at sænke afgiften på biogas til tunge køretøjer, så det bliver rentabelt at anskaffe gasbusser og –lastbiler. Der er brug for en afgiftsreduktion på ca. 1,50 kr/m3 biogas. Dette kunne let finansieres, enten via en minimal forøgelse af dieselafgiften eller ved at gennemføre den omlægning af registreringsafgiften på biler, som regeringen forlængst har lovet at lave.

Biogas til tunge køretøjer kan lettest gennemføres ved at opgradere og indføre biogas på naturgasnettet og så sælge det på certifikater. Energinet.dk har udviklet et sådant certifikat, og i Det Økologiske Råd tør vi godt anbefale at købe såkaldt bionaturgas på certifikater – selv om det i starten rent fysisk vil være naturgas, man køber. Certifikaterne sikrer, at der føres ligeså meget biogas ind på nettet, som der tappes og sælges i den anden ende. Vælger man blot at køre på naturgas, er der en meget begrænset CO2-gevinst ift. diesel.

Der er også mulighed for at bruge el i busser og til en vis grad i lastbiler. Men i dag er merprisen ved el-køretøjerne langt større end ved tilsvarende gaskøretøjer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Ege

Seniorkonsulent, Rådet for Grøn Omstilling (tidl. Det Økologiske Råd), medlem af SF’s landsledelse og af Det Miljøøkonomiske Råd
cand.tech.soc. (RUC 1979)

0:000:00