Radikal glæde over ny trafikpolitik fra V

Venstre holder fast i opgøret med 20 års trafikpolitik styret af regionale hensyn. Det Radikale Venstre hilser de nye toner velkommen.

Jeg har ikke lagt op til, at det skal være et opgør med Svend og Kaj. Jeg lægger op til, at regionale politiske hensyn ikke må veje tungest, hver gang vi skal investere i nye projekter

Gitte Lillelund Bech(V)
Trafikordfører

Fremover skal der foreligge samfundsøkonomiske beregninger, før der investeres i nye trafikprojekter, lød den nye tone fra Venstres trafikordfører Gitte Lillelund Bech i sidste uge. De nye toner har allerede fået en hård medfart, men hos Det Radikale Venstre har de ramt kammertonen.

Forfriskende med ny linje
Til forskel fra Det Konservative Folkeparti, som har kritiseret udmeldingen, så støtter Det Radikale Venstre Gitte Lillund Bechs opgør med regional hensyntagen. Tidligere har Martin Lidegaard udtalt til Altinget, at vi i mange år ikke har haft en trafikplan i dette land. Det har været studehandler og tilfældigheder, som har drevet trafikpolitikken.

"Jeg synes det er forfriskende, at Gitte Lillelund Bech nu forsøger at lægge en ny trafikpolitisk linje i Venstre. Det er vi mange, der glæder os over, " siger Martin Lidegaard.

Han understreger dog, at den samfundsøkonomiske betragtning ikke alene må være styrende for, hvor der skal investeres i nye projekter. Det skal selvfølgelig kombineres med politiske målsætninger.

Opgør med regionalpolitisk hensyn
Om kort tid præsenterer Gitte Lillelund Bech et trafikpolitisk oplæg, der gør op med regionalpolitisk hensynstagen til trafikinvesteringer.

"Jeg har foreslået, at vi i Venstre vedtager nye principper for, hvordan vi vurdere nye trafikprojekter. Der skal være et krav om samfundsøkonomiske beregninger på alle nye projekter. Fokus skal være der, hvor er behovet størst, og så kommer det regionale hensyn længere nede i rækken, når vi skal vurdere projekter," siger Gitte Lillelund Bech om den ny linje.

Ikke et opgør med Svend og Kaj
De nye toner er ikke gået upåagtet hen i den gamle garde af trafikordførere, selv Venstres egen tidligere trafikordfører Svend Heiselberg er dybt chokeret over bruddet med 20 års trafikpolitik.

Er du overrasket om den kritik, der er kommet fra tidligere trafikpolitikere?

"Nej, det er jeg faktisk ikke, men jeg er overrasket over alle de positive henvendelser fra helt almindelige borgere, der synes, det er rart, at der er nogen, der tør sige, at vi også skal se på, hvor det faktisk gavner flest folk at udbygge og sætte nye projekter i gang," siger Gitte Lillelund Bech og uddyber:

"Jeg har ikke lagt op til, at det skal være et opgør med Svend og Kaj (Svend Heiselberg og Kaj Ikast, red.). Jeg lægger op til, at regionale politiske hensyn ikke må veje tungest, hver gang vi skal investere i nye projekter."

Altinget logoTransport
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget transport kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00