Debat

Roadpricing er vejen frem

DEBAT: Den nuværende transportbeskatning er uhensigtsmæssig og bør før eller siden erstattes af differentieret roadpricing og en omfattende omlægning af afgifter. Lad os starte med et storskalaforsøg, skriver Krakas cheføkonom, Jens Hauch.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jens Hauch
Cheføkonom, Kraka

"Danskerne spilder tusindvis af timer hver dag på grund af trængsel på vejene og på grund af forsinkede tog. Det mindsker mobiliteten og er dermed en forhindring for vækst," står der i regeringsgrundlaget.

Som middel pegede regeringen på betalingsringen, der viste sig at være en dårlig løsning. Trængselskommissionen blev derfor nedsat for at pege på bedre løsninger.

For nogle måneder siden udkom Trængselskommissionen så med sine anbefalinger. I februar fokuserede Det Miljøøkonomiske Råd på "Bilbeskatning, ulykker og miljø", og for et år siden udgav Kraka "Et trafikpolitisk pejlemærke".

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Det er en central konklusion i alle tre publikationer, at den nuværende transportbeskatning er uhensigtsmæssig og før eller siden bør erstattes af differentieret roadpricing.

Storskalaforsøg 
Først Kraka og dernæst Trængselskommissionen pegede på, at et landsdækkende system af GPS-baseret roadpricing er vejen frem, men også at løsningen skal ses i sammenhæng med målrettede infrastrukturinvesteringer. I begge rapporter manes der dog til forsigtighed, og det anbefales, at der snarest igangsættes storskalaforsøg, så der opnås større sikkerhed mht. omkostninger og teknologi.

Så det er nu en politisk beslutning, om man ønsker at løse de langsigtede trafikale udfordringer - arbejdet starter i så fald her og nu med 100 millioner kroner til storskalaforsøg.

Jens Hauch
Cheføkonom, Kraka

Konkret anbefaler Trængselskommissionen, at der afsættes 100 millioner kroner til disse forsøg over en periode på 2 ½ år.

Det Miljøøkonomiske Råd havde ikke behov for yderligere betænkningstid, men pegede - lidt forsigtigt - på speedometeraflæsning som en overgangsløsning, inden vi kan få "rigtig" roadpricing. Dette anbefales ikke af Trængselskommissionen, og i Kraka er vi da også ganske skeptiske, da der er tale om helt forskellige teknologier.

Omlægning af afgifter 
Både Kraka, Det Miljøøkonomiske Råd og Trængselskommissionen peger på, at de eksisterende bilafgifter - særligt registreringsafgiften - er uhensigtsmæssige, og at roadpricing bør kombineres med en omfattende omlægning af eksisterende afgifter.

En sådan omlægning, hvor registreringsafgiften udfases helt eller delvist, vil kunne sikre, at den samlede bilbeskatning ikke forøges.

Vi har således en regering, der ønsker at løse trængselsproblemerne, og et meget stort kor af eksperter, der taktfast råber "differentieret roadpricing, målrettede investeringer og afgiftsomlægninger" som svar.

Regeringen har et valg 
Men hvad har så været på den trafikpolitiske dagsorden på bagkanten af rapporterne: Først og fremmest Timemodellen, der vha. højhastighedstog skal reducere rejsetiden mellem landsdelene.

Kraka har tidligere dokumenteret, at Timemodellen næppe er fuldt finansieret - den forøgede beskatning i Nordsøen kan ikke forventes at levere det ønskede provenu.

Og samtidig overvurderes Timemodellens effekter på arbejdsudbuddet sandsynligvis. Det fremgår desuden af den samfundsøkonomiske analyse af Timemodellen, at den ikke vil reducere trængslen på vejene. Med andre ord et noget tvivlsomt og ikke særlig målrettet projekt.

Vi kan som eksperter på området godt sætte os ned og regne det hele igennem en gang til på det foreliggende grundlag - det vil ikke ændre konklusionerne.
Så det er nu en politisk beslutning, om man ønsker at løse de langsigtede trafikale udfordringer - arbejdet starter i så fald her og nu med 100 millioner kroner til storskalaforsøg.

Eller om man ønsker, at bl.a. Trængselskommissionens arbejde er en syltekrukke, som skeptikerne antydede, da betalingsringen døde. Den aktuelle debat peger i retning af syltekrukken.

Læs Krakas rapport her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Hauch

Kontorchef, ØRN: Center for Økonomisk Regulering af El- og Gasnet, Forsyningstilsynet
cand.polit. (Københavns Uni. 1995), ph.d. (Københavns Uni.)

0:000:00