Debat

S: Løkkegaard alene i verden om luftfart

DEBAT: Kan det virkelig passe, at Morten Løkkegaard (V) går direkte mod sine egne Venstre-kolleger og mener, at problemerne i flybranchen ikke skal løses internationalt, spørger Ole Christensen (S).

Ida Routhe
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ole Christensen (S)
Medlem, Europa-Parlamentet

Det er ingen hemmelighed, at jeg var en glad mand, da Europa-Parlamentet 16. februar vedtog en betænkning, som baner vej for en ny fælles europæisk luftfartsstrategi. Selv har jeg været pennefører på de dele af betænkningen, der omhandler sociale forhold i flybranchen, og som endte med at blive stemt igennem på plenarsamlingen i Strasbourg.

Med vedtagelsen sender Parlamentet et klart ønske om fair konkurrence for flybranchen og nultolerance over for social dumping og snedige svindelmetoder i europæisk luftfart. Så langt så godt.

Til gengæld tabte jeg kæben, da jeg læste Morten Løkkegaards (V) reaktion på resultatet. Til Fagbladet 3F udtalte han nemlig, at han helst ser, at problemerne løses internt i de enkelte lande frem for at finde fælles løsninger.

Vi kan ikke bare lade stå til, mens anstændige selskaber presses ud i et ræs mod bunden. Der skal fælles regler til, hvis vi fortsat skal drive socialt ansvarlig og fornuftig flyvirksomhed i fremtidens Danmark.

Ole Christensen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Undskyld mig, hvad?! At vi skal løse problemerne nationalt i en branche, der i sagens natur opererer internationalt? Det lyder som om, Løkkegaard befinder sig langt væk fra den virkelighed, der hersker hos både flyselskaberne og personalet, som hver dag oplever problemer, netop fordi konkurrencen fra udenlandske selskaber er helt urimelig.

Problemet er jo netop, at selskaber som Ryanair kan flyve i Danmark samtidig med, at deres medarbejdere har irske vilkår.

Venstres to tunger
Heldigvis virker det til, at Løkkegaard står alene med sin betragtning. I hvert fald er det blot få uger siden, man kunne se Venstres finansordfører Jacob Jensen tone frem på skærmen og efterlyse internationale løsninger i forbindelse med udflagningen af SAS-aktiviteter til Spanien og England.

I Deadline på DR2 kunne man høre Jacob Jensen udtale, at det politiske ansvar ligger i internationalt regi – og ikke i de enkelte landes parlamenter. Og i sommer brugte regeringens daværende transportminister taletiden i Ministerrådet på at forklare, at vi må og skal finde en fælles løsning på EU-plan, der sikrer fair og lige spilleregler inden for luftfarten.

Kan det virkelig passe, at Løkkegaard går direkte mod sine egne Venstre-kolleger og mener, at problemerne i branchen ikke skal løses internationalt?

Selv på plenarsamlingen i Strasbourg i sidste uge stemte Løkkegaard som den eneste af de 68 liberale medlemmer i ALDE-gruppen imod at opfordre Kommissionen til at regulere luftfartsreglerne.

Brug for bedre regulering i fællesskab
Jeg ved ikke, om Løkkegaards ensomme position har forledt ham til at tro, at Danmark er alene i verden med problemerne i luftfarten. Men når et flyselskab frit kan shoppe rundt i Europa efter de lempeligste regler og den laveste skat, så siger det selvfølgelig også sig selv, at løsningen skal findes på europæisk plan. Vi kan ikke bare regulere reglerne i dansk luftrum og tro, at problemerne forsvinder af den grund.

Derfor er det også glædeligt, at næsten fire ud af fem af vores fælles kolleger på plernar-samlingen i sidste uge stemte for betænkningen, som opfordrer Kommissionen til at lave fælles europæiske regler for konkurrencevilkår og sociale forhold i luftfarten. Regler, som sikrer helt grundlæggende rettigheder for piloter og kabinepersonale, og som forbedrer konkurrencesituationen for de ærlige selskaber.

Vi kan ikke bare lade stå til, mens anstændige selskaber presses ud i et ræs mod bunden. Der skal fælles regler til, hvis vi fortsat skal drive socialt ansvarlig og fornuftig flyvirksomhed i fremtidens Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ole Christensen

Fhv. MEP (S), fhv. viceborgmester, Brovst Kommune
butiksuddannet, merkonom

0:000:00