
Søren Gade skal ikke opgive sin formandspost i Esbjerg Havn.
Det står klart, efter at et folketingsflertal i Udvalget for Forretningsorden onsdag har bakket ham op i, at han uden problemer fortsat kan bestride posten ved siden af sit job som formand for Folketinget.
Enhedslisten havde forud for et møde i udvalget lagt op til, at det fremover burde gøres forbudt for Folketingets formand at være lønnet ansat i andre hverv.
"Der er en krise for folkestyret, når man har en formand for Folketinget, der i den grad er med til at skabe tvivl om, hvilke interesser han varetager," udtaler Peder Hvelplund, der er udvalgsmedlem for Enhedslisten, til DR.
Og Radikale Venstre har onsdag sagt, at Søren Gade bør trække sig som formand for Esbjerg Havn. Danmarksdemokraterne og Alternativet har tidligere tilkendegivet samme holdning.
Usande oplysninger
Balladen om Søren Gades formandsposter har den seneste tid fyldt i medierne, hvor han er blevet anklaget for at have en problematisk dobbeltrolle.
Esbjerg Havn har ligesom flere andre havne lagt billet ind på at producere nye krigsskibe til det danske forsvar. En opgave, der kan betyde investeringer for milliarder og masser af nye arbejdspladser.
I den forbindelse har der været bekymring for, om Søren Gades interesser i Esbjerg Havn kan få betydning for, hvem der i sidste ende får tilbudt opgaven, og om han potentielt kan misbruge sin magt i Folketinget til at give havnen en konkurrencefordel.
Det har også vakt kritik, at Søren Gade har givet usande oplysninger til Folketinget om sit engagement i selskabet Tecleaf.
I december 2022 oplyste han til Udvalget for Forretningsorden, at han var fratrådt som bestyrelsesformand. Det var forkert, har han oplyst i et brev til udvalget, efter at TV 2 havde spurgt ind til sagen.
- Dan Jørgensen vil have europæerne til at arbejde hjemme og skrue ned for varmen
- Özlem Cekic: Danske politikeres horisont rækker ikke længere end til benzintanken
- Ny rapport: Vejafgifter kan få trafikken til at falde markant
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Topøkonom advarer mod hurtige ”lappeløsninger” på høje benzinpriser





















