Staten har tabt to milliarder på SAS-aktier siden 2009

Siden 2009 har staten tabt næsten to milliarder kroner på sin ejerandel i SAS. Det svarer til 76 procent og "har på alle måder været en helt elendig finansiel investering," vurderer analytiker. LA raser og vil smække statskassen i, mens S forsvarer beslutningen om at øge statens ejerandel, hvis private investorer samtidig melder sig på banen.

"Hvis det var mig, der havde lavet de her investeringer, så ville jeg nok ikke have mit job ret meget længere. Heldigvis for politikerne har de jo også et andet sigte end bare at tjene penge på at eje SAS-aktier," siger Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen. 
"Hvis det var mig, der havde lavet de her investeringer, så ville jeg nok ikke have mit job ret meget længere. Heldigvis for politikerne har de jo også et andet sigte end bare at tjene penge på at eje SAS-aktier," siger Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen. Foto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix
Daniel Bue LauritzenChristoffer Lund-Hansen

Det har været en solid underskudsforretning for den danske stat at investere i SAS.

Siden etableringen af en fælles SAS-aktie 2001 har staten af flere omgange købt aktier i det kriseramte flyselskab, og det har været med store tab.

Det viser en oversigt over statens samlede kapitalindsprøjtninger og aktieopkøb i det dansk-svenske flyselskab, som finansminister Nicolai Wammen (S) har sendt til Folketingets Finansudvalg.

I alt har staten købt aktier for 2,55 milliarder kroner i selskabet, og 30. august 2022, og hvor svaret til Finansudvalget er skrevet, var værdien af de papirer blot 0,6 milliarder kroner.

Det svarer til et samlet tab på 1,95 milliarder kroner eller 76 procent af den samlede investering.

“Det har på alle måder været en helt elendig finansiel investering. Det svarer i bund og grund til, at man køber nogle aktier, som udelukkende falder i værdi. Man har tegnet aktier, der er blevet mindre værd, og det har man så gentaget igen og igen,” siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank og har et indgående kendskab til SAS.

Læs også

Har en bredere værdi

Staten har flere gange øget sin ejerandel i SAS.

I 2001 ejede Danmark 13,4 procent af selskabet, men i både 2009, 2010, 2017 og 2020 tegnede staten nye aktier i flyselskabet for et samlet beløb på 2,55 milliarder kroner, så Danmark i dag ejer 22 procent af SAS.

Hvis det var mig, der havde lavet de her investeringer, så ville jeg nok ikke have mit job ret meget længere

Jacob Pedersen
Aktieanalysechef i Sydbank

I den samme årrække er værdien af selskabet samtidig faldet markant.

Men man skal passe på med udelukkende at bruge aktiekurserne til at vurdere, om investeringerne har været en succes for samfundet, mener Jacob Pedersen.

“Hvis det var mig, der havde lavet de her investeringer, så ville jeg nok ikke have mit job ret meget længere. Heldigvis for politikerne har de jo også et andet sigte end bare at tjene penge på at eje SAS-aktier,” siger han.

Statens ejerskab af SAS begrundes nemlig ofte med, at flyselskabet har stor værdi for erhvervslivet, hovedstadsregionen og Københavns Lufthavn, der nyder godt af de ruter, som SAS flyver ind og ud af landet.

Men den gevinst er svær at sætte kroner og øre på, forklarer Jacob Pedersen.

“Det er altid en svær beregning at lave. Vi kender ikke alternativet. Vi ved ikke, hvad der sker, hvis SAS forsvinder. Mit bedste bud er, at inden for meget få måneder vil 80 procent af den trafik, som SAS står for i København, være erstattet af andre selskaber. Kigger vi nogle måneder længere frem igen, vil man nå endnu højere op,” siger han.

LA: Kassen skal lukkes

Oversigten fra finansminister Nicolai Wammen (S) kommer som svar på et spørgsmål fra Liberal Alliances transportordfører, Ole Birk Olesen.

Vi har puttet mange flere penge i SAS, end selskabet er værd i dag. Vi øser penge i SAS uden at få tilsvarende værdi i vores ejerandel

Ole Birk Olesen
Transportordfører i Liberal Alliance

Han er dybt utilfreds med, at staten ser ud til at have lavet så dårlige investeringer i SAS.

“Hver gang vi, for vi har været med til at gøre det i Liberal Alliance, har lavet de her investeringer, har vi fået at vide, at det er en rationel ejerinvestering, hvor man forventer, at selskabets værdi på sigt vil kunne retfærdiggøre den investering, man foretager,” siger Ole Birk Olesen og fortsætter:

“Men når vi nu ser på tallene, kan vi konstatere, at det ikke passer. Vi har puttet mange flere penge i SAS, end selskabet er værd i dag. Vi øser penge i SAS uden at få tilsvarende værdi i vores ejerandel,” konstaterer han.

Derfor mener han, at Folketinget skal lade være med at poste nye penge i det kriseramte selskab.

Netop det aftalte et politisk flertal i juni at gøre, hvis selskabet samtidig lykkes med at finde private investorer.

“Jeg synes, at de partier, der vil putte endnu flere penge i SAS, må overveje nøje, om det nu også er den rigtige vej at gå. Om fem år risikerer vi igen at opleve, at investeringen er tabt,” siger Ole Birk Olesen.

S: Lav værdi er ikke en overraskelse 

Altinget har rettet henvendelse til Finansministeriet for at spørge, om regeringen på baggrund af opgørelsen fortsat mener, at det har været fornuftigt at investere så store beløb i SAS over de seneste 20 år.

Det vil Finansministeriet ikke svare på. 

I stedet henviser ministeriet til den politiske aftale fra juni

Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, er mere meddelsom. 

"Det kan ikke komme som en overraskelse for nogen, at den aktuelle værdi af SAS-aktierne er lav som følge af de aktuelle udfordringer. Socialdemokratiet og regeringen står ved den brede politiske aftale, der blev indgået tidligere på året," skriver han i en sms.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ole Birk Olesen

MF (LA), medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune
journalist (DJH 1999)

Benny Engelbrecht

MF (S)
folkeskole (Kildevældsskolen 1986)

0:000:00