Store kommuner vil gøre elbil-parkering gratis

PARKERING: Regeringen vil give kommunerne lov til at indføre gratis parkering for grønne biler. Aalborg og København melder sig klar til det, mens der fra både Odense og Aarhus er positive meldinger. Elbilbranchen glæder sig, mens FDM frygter højere P-afgifter for andre bilister.

Omstillingen af transportsektoren ser ud til at få en håndsrækning. For landets store kommuner melder sig klar til at gøre brug af muligheden for at indføre billigere parkering for el- og hybridbiler, som Folketinget i disse uger er ved at forhandle på plads.

Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) er begejstret.

"Jeg synes, at det er et fremragende forslag. Og jeg er ret overbevist om, at Aalborg Kommune vil benytte sig af det, hvis det bliver vedtaget. Vi vil gerne fremme bæredygtig transport, og en af måderne er ved at give fordele for eksempelvis elbiler og delebiler," siger han.

Thomas Kastrup-Larsen ser en model for sig, hvor det i begyndelsen er helt gratis, indtil markedet er sparket i gang.

Fra København lyder det også, at man er klar til at gøre det billigere for de grønne løsninger.

"Et bredt flertal på Rådhuset har hele tiden sagt, at vi gerne vil ind at se på de her muligheder. Det er vigtigt, at vi får givet et incitament til, at folk køber en elbil frem for en fossil bil. Det betyder mindre luftforurening, og at vi bedre kan leve op til vores klimamål," siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

Han forventer, at Københavns Kommune vil finde pengene til at gøre parkering billigere eller helt gratis med næste efterårs budgetforhandlinger.

Folketinget behandler i disse uger et lovforslag, der ændrer vejloven. Et af elementerne handler om, at det skal være muligt for kommunerne at differentiere P-afgifter for miljøvenlige køretøjer. Det vil sige, at kommunerne fremover kan gøre det helt gratis for eksempelvis elbiler at parkere.

Komplekst spørgsmål
Det lykkedes hverken at få en kommentar om spørgsmålet fra Aarhus-borgmester, Jacob Bundsgaard (S), eller rådmand for teknik og miljø i Aarhus, Kristian Würtz (S). Til gengæld udtrykker Socialdemokraternes gruppeformand og formand for Teknisk Udvalg, Camilla Fabricius, sig positivt om idéen.

"Vi skal se på mange håndtag til at sænke vores CO2-udslip. Her vil vi gerne have flere til at købe elbiler, og det vil være oplagt at tænke en sænket P-afgift ind i en klimastrategi. Det er min forventning, at det vil være et tiltag, som vi i Aarhus vil kigge positivt på," siger hun.

Fra Odense lyder det, at man ikke har taget stilling til sagen. Rådmand for By- og Kultur Jane Jegind (V) er ikke afvisende, men hun mener, at det ikke sådan er lige til at indføre. Hun peger på, at mange P-pladser i kommunen er ejet af private, ligesom at der også er givet et stort antal beboerlicenser til pladserne.

"Jeg synes, at det er et komplekst spørgsmål. Grundlæggende lyder det super godt, men det er vigtigt at forstå, at der er mange elementer, som vi skal have til at gå op i en højere enhed," siger Jane Jegind.

Glæde i branchen
Dansk Elbil Alliance er begejstret for udsigten til gratis parkering for el- og hybridbiler. Det er nemlig et meget vigtigt håndtag, hvis man for alvor vil sætte gang i udviklingen, lyder det fra Lærke Flader.
"Jeg glæder mig over, at kommunerne er positive over for at benytte sig af den her mulighed. Det er vigtigt, at der kommer nogle åbenlyse fordele for elbilen, når vi er i en periode, hvor vi bygger markedet op. Det vil få flere til at vælge elbilen," siger Lærke Flader.

I Norge buldrer elbilsalget derudaf, fordi man har valgt en bred palet af virkemidler. Blandt andet afgifts- og momsfritagelse samt fritagelse for at betale bompenge, men også løsninger som kørsel i busbaner og fri parkering. I Danmark har man afgiftsfritaget elbilerne frem til udgangen af 2015. Det er en vigtig virkemiddel, men der er også brug for klare signaler, som gratis parkering ifølge Lærke Flader er.

"Jeg ser gratis parkering som et vigtigt skridt på vejen til det store gennembrud. Vi ved fra Norge, at det er et vigtigt virkemiddel, fordi det er en meget synlig fordel," siger hun.

Frygter højere P-afgifter for andre bilister
FDM bakker umiddelbart op om forslaget. Men afdelingschef Torben Lund Kudsk opfordrer til, at det ikke kun kommer til at gælde en bestemt teknologi som elbiler, men er bygget op, så det tager udgangspunkt i køretøjer med lav CO2- eller partikelforurening.

"Man er nødt til at gøre det, hvor man sætter et objektivt kriterium. Her foretrækker jeg, at det sættes ud fra hensyn til folkesundheden, fordi det ikke giver mening at snakke klima inde i en by. Det redder ikke klimaet, at København bliver CO2-netural," siger Torben Lund Kudsk.

FDM frygter dog, at kommunerne vil lukke hullet for de manglende indtægter ved at hæve parkeringsafgiften for benzin- og dieselbiler.

"Vi mener, at det er en uskik, hvis man hæver afgifterne for at dække nogle udgifter. Der skal være et trafikalt sigte, hvis man hæver afgifterne, som eksempelvis at bekæmpe trængsel," siger Torben Lund Kudsk.

"En spændende tanke"
Aalborgs borgmester ser ikke for sig, at man hæver P-afgifterne for andre bilister, mens tonerne er noget anderledes fra København.

"Så langt er vi ikke i overvejelserne. Men det er klart en spændende tanke, at vi gør det bedre for elbilerne ved at lade fossilbilerne betale. Det er der en god miljømæssig logik i," siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell.

Vedtager Folketinget som forventet de nye regler, kan kommunerne umiddelbart efter indføre differentierede P-afgifter.

Forrige artikel DSB høvler af på gælden Næste artikel DSB-forhandlinger skudt i gang DSB-forhandlinger skudt i gang
Besparelser på DSB nærmer sig en milliard årligt

Besparelser på DSB nærmer sig en milliard årligt

BAGGRUND: Statens årlige tilskud til DSB er reduceret med over 700 millioner kroner, siden den tidligere SR-regering lagde grunden for statsbanernes økonomi frem til 2024. Forude venter et usikkert årti.