Debat

Taxibranchen: Ny taxilov giver bump på vejen

DEBAT: En ny taxilov må ikke gå kompromis med fagligheden. Halvdelen af al taxikørsel foregår med børn, ældre og handicappede, og det kræver kompetencer ud over at kunne holde i et rat, skriver Trine Wollenberg fra Dansk Taxi Råd.

Regeringens udspil til en ny taxilov mangler faglighed, skriver Trine Wollenberg, direktør i Dansk Taxi Råd.
Regeringens udspil til en ny taxilov mangler faglighed, skriver Trine Wollenberg, direktør i Dansk Taxi Råd.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Trine Wollenberg
Direktør i Dansk Taxi Råd

"Taxi til fremtiden" er regeringens udspil til en ny taxilov.

Bliver forslaget vedtaget i sin nuværende form, så er det en fremtid uden faglighed i taxibranchen.

En fremtid uden uddannelse. En fremtid, hvor en 18-årig, hvis eneste kompetence er et nyerhvervet kørekort, kan hente børn med diagnoser som autisme eller Downs syndrom, og som derfor har behov for en tryg og tillidsvækkende tur frem og tilbage i skole eller daginstitution.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Hvor transporten af ældre mennesker med demens eller handicappede med særlige mobilitetsudfordringer skal løses ved bare at kunne holde om et rat og føre en bil. De kompetencer kan sikkert være tilstrækkelige, når man skal hjem fra en middag i byen, men nu er taxikørsel andet end transport hjem fra byture.

Halvdelen af taxiernes kørsel foregår med børn, ældre og handicappede i bilerne. Mennesker med særlige behov for tryghed og faglig kvalificeret hjælp under transporten. Social kørsel som er en spidskompetence i taxibranchen i dag, men som man må kigge langt efter i taxien til fremtiden.

Taxierhvervet tørster efter en modernisering af taxiloven, men vi må ikke gå på kompromis med det faglige niveau eller professionalismen i branchen.

Trine Wollenberg
Direktør i Dansk Taxi Råd

Genskaber ulige konkurrence
Taxierhvervet tørster efter en modernisering af taxiloven, men vi må ikke gå på kompromis med det faglige niveau eller professionalismen i branchen. Der er mange gode elementer i transport- , bygnings- og boligminister Ole Birk Olesens (LA) forslag. Eksempelvis et enklere tilladelsessystem, mulighed for nye virksomhedsformer og fleksible maksimaltakster. Der er mange gode fremskridt, men desværre også det uddannelsesmæssige tilbageskridt, og så er der et område, hvor vi hverken går frem eller tilbage.

Udgangspunktet for en ny taxilov er at skabe lige konkurrencevilkår for alle, der kører med mennesker. Men udspillets forslag om at splitte taximarkedet i to dele – et for gadeture og et for bestilte ture – genskaber blot de ulige konkurrencevilkår. Så er vi igen et sted, hvor der er et regelsæt for en type taxi og et andet regelsæt for en anden type taxi. Det delte marked giver en dårligere udnyttelse af bilerne. En bestilt taxi, der netop har sat en kunde af og er på vej tilbage, kan ikke samle kunden op, der står på fortovet og vinker. Det giver ingen mening. Det eneste, den opdeling giver, er effektivitetsforringelser, øget miljøbelastning og mest bekymrende kan den skabe sort økonomi, når de bestilte taxier ikke skal have taxameter eller andet kasseapparat i bilen.

Smidig overgang til fremtiden
Der er altså bump på vejen for taxien til fremtiden. 12.000 beskæftigede mennesker i branchen skal alle ud i den fremtid, og det skal naturligvis ske smidigt og over tid. Vognmændene har investeret mange penge i deres forretninger, og de skal naturligvis have tid til at omstille sig, så deres forretninger og de forpligtelser, de har over for ansatte og kunder, kommer trygt med i taxien til fremtiden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Trine Wollenberg

Vicedirektør, Dansk PersonTransport
cand.merc.jur. (Aarhus Uni. 1998)

0:000:00