V: Masterplan for infrastruktur og grøn transport

Af Kristian Pihl Lorentzen
Transportordfører 

Man kan altså ikke bruge penge, der ikke findes. Specielt ikke når der skal skaffes penge til vigtige og længe ventede vejprojekter landet over.

Kristian Pihl Lorentzen
Transportordfører

Jeg har i et tidligere indlæg præsenteret 12 overordnede pejlemærker, der er ledetråd for Venstre, når vi overvejer og forhandler konkrete løsninger på de transportpolitiske udfordringer.

Jeg vil gerne i dette indlæg uddybe Venstres tanker om to af disse pejlemærker.

For det første skal vi satse på langsigtede og helhedsorienterede investeringsplaner med lang tidshorisont for at sikre forudsigelighed for borgerne, erhvervslivet og kommunerne, samt for at sikre mere effekt for hver eneste krone.

En påtrængende trafikal investering
I starten af 2009 lykkedes det den daværende blå regering at skaffe godt 90 milliarder kroner i ”Infrastrukturfonden”, som holdbar finansiering til påtrængende, trafikale investeringer.

Der var tale om reel finansiering. Det vil sige penge i hånden – i skærende kontrast til den luftige og letkøbte finansiering af Togfondens fase 2.

Efter konstruktive forhandlinger lykkedes det at lande en meget bred politisk aftale om en helhedsorienteret plan for investeringer i perioden 2009-2020.

Mere end 2/3 blev disponeret til den kollektive transport, herunder eksempelvis et tiltrængt nyt, landsdækkende signalsystem til jernbanen og en helt ny jernbane mellem København og Ringsted via Køge.

Helhedsorienteret og langsigtet
Nu er tiden inde til, at vi gentager denne succes, dog med klar tyngde på forbedring af vejnettet. Vi skal have ryddet op i de påtrængende og grydeklare, vejmæssige hængepartier, hvor der foreligger anlægslov eller en afsluttet VVM-undersøgelse.

Partierne i den brede forligskreds har alle været med til at lægge vigtige vejprojekter på bedding. Så er det også et fælles ansvar, at vi får dem finansieret og søsat, så titusinder af pendlende danskere og erhvervslivet undgår tab og tidsspilde i trafikken.

Virksomhederne og deres mange medarbejdere med total afhængighed af bilen har krav på bedre veje i vor tid.

For Venstre er det afgørende, at vi tænker helhedsorienteret og langsigtet. Det sikrer nemlig mest effekt for hver eneste investeret skattekrone og forudsigelighed for erhvervslivet og kommunerne.

Infrastrukturfonden 2
Derfor bør vi samle kræfterne på tværs af partierne om at finde holdbar finansiering til en ”Infrastrukturfond 2”, og derefter lave en bred aftale om en masterplan for trafikale investeringer i perioden 2020-2030.

Venstre og regeringen har allerede vist vejen ved at afsætte 22 milliarder kroner i vores 2025-plan. Nu afventer vi, at andre partier byder ind med holdbar finansiering. Desuden er det en oplagt adgangsbillet til forhandlingerne om en masterplan, at man dropper Togfondens ufinansierede fase 2, herunder den komplet unødvendige timemodel mellem Aarhus og Fredericia.

Man kan altså ikke bruge penge, der ikke findes. Specielt ikke når der skal skaffes penge til vigtige og længe ventede vejprojekter landet over.

Konklusion: Lad os kravle op af skyttegravene og trække i arbejdstøjet. Målrettede og kloge investeringer i vejnettet og anden infrastruktur gør Danmark rigere og binder landet bedre sammen. Vi har brug for en masterplan, der sikrer forudsigelighed og mest effekt for pengene. 

Grøn transport  

Et andet vigtigt pejlemærke er, at Danmark skal omstilles til grøn transport i et fornuftigt tempo, så vi ikke svækker Danmarks konkurrencekraft.

Her skal vi naturligvis leve op til de mål, som EU-kommissionen har fastlagt. Det ligger fast, at Danmark skal reducere sit udslip af drivhusgasser fra de sektorer, der ikke er omfattet af EU's kvotesystem, med 39 procent mellem 2005 og 2030. Det gælder for transport, landbrug, bygninger og affald. Det langsigtede mål er, at transporten skal være klimaneutral i 2050.

Det er en betydelig udfordring i en tid, hvor transportarbejdet er stigende på grund af glædelig damp på kedlerne i Danmark.

Transportbranchen har allerede taget fat på at benytte løsninger, der sparer brændstof eller fremmer grønne drivmidler. Men vi skal videre, hvis 2030 målet skal nås i et passende tempo, der ikke koster dansk konkurrencekraft og beskæftigelse.

Fælles virkemidler og nationale tiltag
Transport er af natur grænseoverskridende Derfor er det allerbedst, når vi i EU kan blive enige om fælles virkemidler, herunder for eksempel skærpede krav til køretøjernes energieffektivitet.

Men der skal også suppleres med fornuftige nationale tiltag. Her har Venstre fokus på omkostningseffektive løsninger, ligesom vi er teknologineutrale i vores tilgang til grøn transport.

Vi er uenige med dem, der vil kaste alle æg i en kurv, eksempelvis med hensyn til massiv fremme af lige netop elbiler på bekostning af andre teknologier.

Det står klart, at også biogas, brint, bioethanol og biodiesel også er løsninger, som er interessante. Jeg tror ikke på, at store, tunge lastvogne kommer til at køre på el på kort og mellemlang sigt. Derfor er biogas og andre grønne drivmidler til den tunge transport interessante frem mod 2030.

Med hensyn til togdriften har vi besluttet at elektrificere banen til Aalborg og Kalundborg i de kommende år. Herefter kan vi for alvor få pålidelige og miljøvenlige eltog på banen.

Men hvad med de regionale strækninger, hvor det er samfundsøkonomisk uansvarligt at opsætte køreledninger? Her kunne brinttog være en interessant løsning.

Brinten kan produceres relativt billigt om natten på vindmøllestrøm. Tyskland viser vejen med regionale brinttog, blandt andet i Slesvig-Holsten fra 2019.

Jeg ser frem til at følge denne udvikling. Øget brug af kollektiv transport og fremme af cyklisme er også virkemidler, der skal fokuseres på.

Konklusion: Lad os komme i gang med en tæt dialog med transportbranchen og energisektoren om, hvordan vi bedst når CO2-reduktionsmålet inden for transport i 2030. Hvilke effektive virkemidler bør vi satse på? Måske bør der formuleres et mellemfaldende mål for 2025? Hvordan sikres fair konkurrence? Hvad skal statens rolle være i denne omstilling? Resultatet af dette arbejde kunne samles i en masterplan for omstilling til grøn transport frem mod 2030. Jeg ser frem til at kaste kræfter ind i denne dialog og i de nødvendige, politiske beslutninger.