Anders Bondo: Eleverne må aldrig mere udsættes for eksperimenter som folkeskolereformen

De politisk formulerede mål med den såkaldte skolereform er langt fra indfriet – tværtimod. Konklusionen fra følgeforskningen er klokkeklar, og samtidig viser internationale undersøgelser, at danske skoleelever er blevet dårligere til såvel læsning som matematik.

Et enormt administrativt apparat blev sat i verden for at sikre, at reformen skulle lykkes, og alligevel er det blevet en fiasko i et omfang så ordet politisk skandale ligger lige for.

Hvorfor er det gået så galt? Forklaringen er faktisk ikke så kompliceret, hvilket kan illustreres, hvis vi laver det tankeeksperiment at overføre de politiske beslutninger og processer bag skolereformen til et andet højprofileret område som kræftbehandlingen. Det kunne beskrives på følgende måde.

Standardforløb og flere administrative medarbejdere

Et generelt politisk ønske om et kvalitetsløft af kræftbehandlingen udmønter sig i flere konkrete ambitiøse resultatmål, som med stor mediebevågenhed præsenteres i offentligheden som helt epokegørende forbedringer. Det skal bemærkes, at regionerne i årene forud har nedlagt 10 – 15 procent af stillingerne som kræftlæge på landets sygehuse.

Der er ikke brug for lange ekspertudredninger af, hvad der er gået galt i folkeskolen. Der er brug for handling.

Anders Bondo Christensen
Tidligere formand for Danmarks Lærerforening

Hjørnestenen i planen er, at hver eneste kræftpatient skal have et betydeligt længere behandlingsforløb. Der er ganske vist ingen dokumentation for, at et længere behandlingsforløb i sig selv vil have en positiv effekt, og beslutningen gennemføres i øvrigt uden, at der ansættes en eneste ekstra kræftlæge, hvorimod antallet af administrative medarbejdere og ansatte med forskellige supportfunktioner stiger markant.

Rationalet er, at nu skal lægerne bruge deres tid på den konkrete behandling i form af operationer, stråling med mere og i mindre grad på forundersøgelser, opfølgning og samtaler med patienten og de pårørende.

Lægerne bliver i den forbindelse henvist til en række standardforløb, som de skal gennemføre i stedet for et individuelt tilrettelagt forløb. Disse standardforløb bliver introduceret på en række kortere kurser gennemført af et hurtigt uddannet instruktørkorps, hvoraf en del aldrig selv har stået for kræftbehandling, og ingen af dem har selv erfaringer med at arbejde ud fra de nye standardforløb.

Absurde prioriteringer

Forud for de politiske beslutninger har lægerne ud fra deres faglige ekspertise gjort opmærksom på, at målsætningerne på ingen måde understøttes af de besluttede initiativer, snarere tværtimod. Fra internationalt hold kaldes prioriteringerne absurde i forhold til, at der er tale om et land med et veludviklet sundhedssystem.

Løbende målinger viser efterfølgende, at de politisk forventede resultater totalt udebliver. En del lægerne forlader området, fordi de ikke kan stå inde for den behandling, de giver patienterne, mens resten knokler for at få enderne til at nå sammen.

Konsekvensen er mangel på kræftlæger i en stor del af landet, hvilket resulterer i, at en stadig større del af behandlingen fortages af personer uden de lovbestemte nødvendige kvalifikationer. Opbakningen til den offentlige kræftbehandling er klart vigende.

Politikerne fastholder, at ændringer skal have lov til at virke. Først efter otte år er der en gryende erkendelse af, at det rent faktisk er selve planen, der er problemet.

Politiske beslutninger skal bygge på praksiserfaring

Havde kræftbehandlingen i Danmark været udsat for et forløb som ovenfor beskrevet, havde det været åbenlyst for langt de fleste, hvad der var gået galt. Derfor er der heller ikke brug for lange ekspertudredninger af, hvad der er gået galt i folkeskolen. Der er brug for handling.

Undervisningen skal bidrage til, at eleven opnår personlig myndighed. Det er en langt mere ambitiøs opgave end den læringsdagsorden, der var udgangspunktet for mange af de elementer, der fulgte i kølvandet på skolereformen

Anders Bondo Christensen
Tidligere formand for Danmarks Lærerforening

Økonomiske masterplaner formuleret i Finansministeriet kombineret med en værdipolitisk magtkamp om folkeskolen er årsagen til, at professionel viden blev totalt negligeret i udarbejdelsen af skolereformen.

Befolkningen har krav på, at de politiske beslutninger fremover træffes på et helt andet seriøst grundlag. Vi har derfor heller ikke brug for, at partierne i den nuværende situation står i kø for at præsentere hver deres mirakelkur for folkeskolen.

Vi skal i langt højere grad bygge på den praksiserfaring, vi har ude fra undervisningen af eleverne, og den viden, vi har fra den kvalitative pædagogiske forskning. Og det er meget bevidst, at jeg understreger, at det er den kvalitative forskning, der skal i spil.

Den kvantitative forskning lægger i dag beslag på alt for stor del af forskningsmidlerne, og fylder alt for meget i den politiske debat. Denne form for forskning bidrager som oftest med meget forsimplede årsag-virkning konklusioner, der slet ikke tager højde for den ekstreme kompleksitet, der kendertegner god undervisning.

Jeg skal understrege, at jeg på ingen måde betvivler, at de kvantitative forskere overholder alle videnskabelige krav, men det gør ikke forskningen mere relevant i forhold til udvikling af skolen.

Skolen skal bidrage til elevernes personlige udvikling

Treklangen mellem politikerne, skoleforskerne og lærerprofessionen skal være den bærende akse, når vi søger svaret på skolens udfordringer. En række internationale erfaringer viser, at netop dette samarbejde er afgørende for en positiv udvikling af skolen. Og så understreger samarbejdet, at den grundlovsbestemte folkeskoles primære opgave er at være undervisningsinstitution for de kommende generationer.

Folkeskolens kendetegn er, at den er skolen for alle. Vi skal kunne rumme alle elever og deres forskellige udfordringer, men det primære formål med, at vi holder skole, må og skal være elevernes undervisning. 

Undervisningen skal bidrage til, at eleven opnår personlig myndighed. Det er en langt mere ambitiøs opgave end den læringsdagsorden, der var udgangspunktet for mange af de elementer, der fulgte i kølvandet på skolereformen eksemplificeret ved projekter som ”Datafunderet Læringsledelse”.

Eleverne skal tilegne sig kundskaber, færdigheder og arbejdsmetoder, der bidrager til elevens personlige alsidige udvikling. Den målsætning er på ingen måde et udtryk for at gå på kompromis med ønsket om et højt fagligt niveau - tværtimod.

Det er et afgørende andet fokus og langt mere ambitiøst end blot at kunne sætte hak ved nogle centralt definerede læringsmål. Derfor stiller det også langt større krav til lærerens undervisning.

Lærerressourcerne må prioriteres

Et uomgængeligt tema for et kommende samarbejde om løsning af folkeskolens udfordringer må derfor også være prioriteringen af lærerressourcerne. Udover det misforståede læringsfokus var det manglende ansvar for, at lærerne kunne løfte opgaven, skolereformens hovedproblem.

Det er alt for nemt at formulere ambitiøse politiske mål på Christiansborg og så blot overlade det økonomiske ansvar til kommunerne.

Anders Bondo Christensen
Det er alt for nemt at formulere ambitiøse politiske mål på Christiansborg og så blot overlade det økonomiske ansvar til kommunerne

Det er alt for nemt at formulere ambitiøse politiske mål på Christiansborg og så blot overlade det økonomiske ansvar til kommunerne. Problemstillingen kompliceres af kommunernes stålsatte forsvar for den kommunale frihed.

Men som sammenligningen til kræftbehandlingen illustrerer, kan politikerne ikke bare skrue op for kravene uden at tage ansvar for, at der er de nødvendige uddannede lærere til at løfte opgaven. Denne gordiske knude må og skal der tages livtag med.

Politiske udmeldinger lover godt

I de otte år, der er gået, siden reformen blev vedtaget, er det forskningsmæssige grundlag for reformen gentagne gange blevet efterlyst. Ministeriet meldte på et tidspunkt ærligt ud, at det ikke var muligt at henvise til et forskningsmæssigt grundlag, men at der ville blive gennemført en omfattende følgeforskning af reformens konsekvenser.

Tænk en gang, hvis alle sygehuse blev pålagt at bruge en bestemt kræftbehandling, som man erkendte, at der ikke var forskningsmæssigt belæg for, og patienter og pårørende måtte stille sig tilfredse med, at konsekvenser efterfølgende ville blive samlet op i et forskningsprogram.

Der ville uden tvivl opstå et ramaskrig, hvis alle kræftpatienter på den måde blev brugt i et tvivlsomt landsdækkende eksperiment.

Lad os håbe, at det aldrig mere kommer til at ske for folkeskolens elever. De umiddelbare politiske udmeldinger lover godt, men om der rent faktisk er vilje til at finde kvalificerede løsninger i et samarbejde med den lærerprofession og de forskere, der har viden på området, kan kun fremtiden vise.