Debat

Danske HF & VUC og GL: VUC har brug for akut økonomisk hjælp

Mange VUC-afdelinger er lige nu så hårdt pressede, at de selv efter meget omfattende tilpasninger og opsigelser af dygtige undervisere har svært ved at få det til at hænge sammen økonomisk. Vi har hårdt brug for en ny økonomisk model, der er mindre konjunkturafhængig, skriver Danske HF & VUC og GL.

Reelle lukninger af VUC-afdelinger er under overvejelse. Det vil være et smerteligt uddannelsespolitisk og samfundsmæssigt tab for de mange, som ikke er gået den lige vej, skriver Pernille Brøndum, Ulla Koch og Tomas Kepler.
Reelle lukninger af VUC-afdelinger er under overvejelse. Det vil være et smerteligt uddannelsespolitisk og samfundsmæssigt tab for de mange, som ikke er gået den lige vej, skriver Pernille Brøndum, Ulla Koch og Tomas Kepler.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Pernille Brøndum
Tomas Kepler
Ulla Winther Koch
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er mange gode takter i Reformkommissionens rapport fra 6. april, ikke mindst anbefalingen om at fjerne deltagerbetalingen på udvalgte avu-fag for faglærte og ufaglærte og lette adgangen til FVU. Men vi savner flere anbefalinger, herunder fjernelse af deltagerbetalingen på hf-enkeltfag.

Når knap 600.000 danskere over 25 år ifølge Danmarks Statistik står uden anden uddannelse end grundskolen, skal der mere til, hvis vi skal have alle med – og det skal vi. Vi har akut mangel på sygeplejersker, pædagoger og faglærte, og det har stor betydning både for vores velfærd og den grønne omstilling.

Derfor forventer vi, at Reformkommissionen vil gå mere ambitiøst til værks, på de voksnes vegne, når kommissionen til efteråret præsenterer sine næste anbefalinger.

Måltal for voksnes uddannelsesniveau

Statsminister Mette Frederiksen (S) nævnte i sin tale til Folketingets åbning, at kun én procent af dem, der er over 40 år, er i gang med en uddannelse. Det er forsvindende få. Derfor vil det være oplagt at have et lige så ambitiøst måltal for voksnes uddannelsesniveau, som vi har for de unge.

Der er behov for et særligt tilskud til VUC, der målrettet hjælper frafaldstruede, herunder unge og voksne med psykiske diagnoser.

Det kunne for eksempel være et mål om, at 90 procent af voksne over 40 år som minimum skal have en uddannelse på niveau med en ungdomsuddannelse.

Det er ambitionen for de unge, men med faldende ungdomsårgange er det helt afgørende for samfundsudviklingen også at kigge mod de voksne og deres uddannelsesniveau for at udvide arbejdsstyrken.

Mange unge og voksne har dårlige erfaringer fra tidligere oplevelser med skolesystemet og har derfor øget risiko for at falde fra på VUC. Dertil kommer, at flere kursister trækkes med psykiske diagnoser som for eksempel autisme, ADHD, OCD eller angst. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er det kun omkring 60 procent af de unge med en psykisk diagnose, der tager en ungdomsuddannelse.

Derfor er der behov for et særligt tilskud til VUC, der målrettet hjælper frafaldstruede, herunder unge og voksne med psykiske diagnoser. Det vil skabe bedre muligheder for at oprette målrettede uddannelser og mentorordninger til udsatte unge og voksne., der har brug for andre rammer for at kunne gennemføre en gymnasial uddannelse.

Hårdt brug for akut økonomisk hjælp

VUC'erne er hårdt ramt af et fald i antallet af kursister som følge af højkonjunkturen. Det er selvfølgelig glædeligt, at mange er kommet i arbejde, men der er stadig behov for gode, solide almene voksenuddannelser i hele landet – ikke mindst når konjunkturerne vender.

Temadebat

Rammer Reformkommissionen plet?
Altinget uddannelse spørger i lyset af Reformkommissionen anbefalinger – der udkom kort før påske i publikationen Nye Reformveje 1 – en række interessenter, hvordan de ser fremtiden for efteruddannelse i Danmark.

Har Reformkommissionen med professor Nina Smith i spidsen ret i deres analyse, når de siger, at den primære årsag til en vigende opbakning til efteruddannelse er manglende motivation hos den enkelte?

Lykkedes det for kommissionen at adresserer problemet med motivationen i de anbefalinger, de kommer med? Og hvad mangler rapporten?

Om temadebatter:
Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Mange VUC-afdelinger er lige nu så hårdt pressede, at de selv efter meget omfattende tilpasninger og opsigelser af dygtige undervisere har svært ved at få det til at hænge sammen økonomisk. Flere afdelinger er ved at nå smertegrænsen, og reelle lukninger af VUC-afdelinger er under overvejelse.

Det vil være et smerteligt uddannelsespolitisk og samfundsmæssigt tab for de mange, som ikke er gået den lige vej gennem ungdomsuddannelserne. Vi har derfor hårdt brug for en ny økonomisk model, der er mindre konjunkturafhængig.

Det kræver et højere grundtilskud til VUC, som ikke er afhængigt af antallet af kursister, hvilket særligt vil hjælpe små VUC-afdelinger udenfor de større byer. Med den model vil VUC'erne være langt mindre sårbare over for store udsving i antallet af kursister, og vi ville kunne bevare en geografisk dækning, hvor vi er tættere på borgerne.

Vi er ambitiøse på de voksnes vegne, fordi det både ville gavne den enkelte og vores samfund. Vi har brug for at få alle med. Derfor er det vigtigt, at regeringen lytter til både vores og Reformkommissionens anbefalinger på voksen- og efteruddannelsesområdet.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Brøndum

Rektor, Nordvestsjællands HF & VUC og formand for Danske HF & VUC – Lederne
cand.mag (Københavns Uni. 1994)

Ulla Winther Koch

Formand, Danske HF & VUC (Bestyrelserne)
Cand.scient. i biologi

Tomas Kepler

Formand, Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), lektor, Aalborghus Gymnasium

0:000:00