De fik foretræde for partilederne på Marienborg: Sådan lød deres budskab om mistrivsel

Tre gæster holdt oplæg for partierne, da statsministeren mandag havde inviteret til temamøde om mistrivsel på Marienborg. Altinget har spurgt oplægsholderne, hvad deres budskab til politikerne var. 

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Andreas Wind

En forstander, en forfatter og en forsker.

Det var menuen, da alle partierne var inviteret til temamøde om mistrivsel på Marienborg af statsminister Mette Frederiksen.

Under overskriften 'Børn og unges trivsel og dannelse', var regeringsforhandlingerne mandag eftermiddag sat på pause for en stund.

Mødet blev modereret af Eva Secher Mathiasen, der er formand for Dansk Psykolog Forening. Det fremgår af et program for dagen, Altinget har set.

Forfatter Niels Overgaard var først på med oplægget 'En voksen til stede'.

Dernæst var det professor og forskningsleder på Center for ungdomsforskning på AAU Noemi Katznelsons tur med oplægget 'Børn og unges trivsel'.

Og sidst fik forstander på Krogerup Højskole og formand for Ungdomspanelet Rasmus Meyer ordet under overskriften 'Hvor strømmer ubehaget fra?'.

Det blev efterfuldt af en fælles debat mellem oplægsholderne og partierne. 

Altinget har spurgt oplægsholderne, hvad deres budskab til partierne var:

 

"Det var særdeles opløftende at opleve, hvor venlige partierne var overfor hinanden. Det var et meget ikke-polemisk rum." 

Niels Overgaard

Forfatter til bogen "Det hele handler ikke om dig"


Hvad var kernen i dit budskab?

"Jeg havde en 4-5 grundlæggende pointer," forklarer Niels Overgaard.

Han fortalte toppolitikerne, at vi skal stoppe med at lyve for børnene og fortælle dem, at livet skal være nemt.

At vi bør have en mere kritisk tilgang til, hvordan vi bruger teknologien. At mere skønlitteratur kan styrke både empati, fordybelse og kreativitet, som kan modvirke mistrivsel. At de ældste elever i skolen bør have livsfilosofi på skoleskemaet.

Og sidst, at unge i højere grad skal præsenteres for civilsamfundet fordi, at "meningsfuldhed ikke kommer af at få opfyldt sine egne behov - men ved at være noget for andre," som Niels Overgaard forklarer det.

"Alle var enige om, at det er et bredere problem end noget der bare kan løses politisk. Det er et samfundsmæssigt problem, som der er et fælles ansvar for på tværs af samfundet," siger han.

Hvordan oplevede du temamødet?

"Alle partier hele vejen rundt var enormt interesserede i at lytte og bidrage og diskutere tingene på en fordomsfri måde," siger han.

Temadagen har gjort ham opløftet på vejene af demokratiet, fortæller han.

"Det var særdeles opløftende at opleve, hvor venlige partierne var overfor hinanden. Det var et meget ikke-polemisk rum."

"Måske var der en pointe i, at de fik mulighed for at diskutere et komplekst problem på en lidt mere fordomsfri måde. Og ikke gå direkte i løsninger, procenter og tal," siger han.

 

"Vi skal trække noget tempo ud af ungdomslivet. Og vi skal trække noget fokus på præstation og andres blikke ud af ungdomslivet"

Noemi Katznelson

Professor og forskningsleder, Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet 


Hvad var kernen i dit budskab?

"Mit budskab var, at den stigende mistrivsel har mange årsager, men noget af det, som politikerne kan handle på, er den tempoforøgelse, vi ser, og det fokus på præstation og unges oplevelse af, at det er dem selv, der skal laves om for at tilpasse sig," forklarer Noemi Katznelson.

"Vi skal trække noget tempo ud af ungdomslivet. Og vi skal trække noget fokus på præstation og andres blikke ud af ungdomslivet. For i dag skubber både uddannelse og sociale medier til den enkeltes blik på sig selv udefra."

Ifølge Noemi Katnelzon skal Mette Frederiksen have "kæmpe ros" for at sætte børn og unges trivsel på dagsordenen.

Hvordan oplevede du temamødet?

"Der blev lyttet og diskuteret. Det er på samme måde som med klimakrisen - mistrivsel er et vildt problem uden lette løsninger. Og derfor giver det rigtig god mening at samle, som statsministeren har gjort her. For det er ikke nemt at finde svar," siger hun.

"Og så er det jo spændende herfra, hvordan det konkret kommer til at blive oversat til politik." 

 

"Rigtig mange unge slås - ikke med at vriste sig fri af krav, men derimod med at forvalte en vunden frihed"

Rasmus Meyer

Forstander, Krogerup Højskole


Hvad var kernen i dit budskab?

"At vi er fanget i en analytisk blindgyde. Ubehagen og sårbarheden er reel, men kilden til det er ikke - som mange ellers går og forestiller sig - først og fremmest et strukturelt pres. Kilden er tværtimod resultatet af en kulturel frisættelse," siger Rasmus Meyer, der er forstander på Krogerup Højskole.

En fristættelse, der har en slagside:

"Rigtig mange unge slås - ikke med at vriste sig fri af krav, men derimod med at forvalte en vunden frihed. Det lyder nok forkælet, men alle der har læst Lykke Per ved, at friheden er en strabadserende størrelse," siger han.

Han mener, at man ikke kun bør kigge på strukturelle årsager til den stigende mistrivsel:

"Jeg tror, at der er andre og mægtigere kræfter på spil end de sidste 10-15 års uddannelse- og beskæftigelsesreformer."

Hvordan oplevede du temamødet?

"Jeg byder meget velkomment, at den fungerende statsminister inviterer til det her. Vi kan snakke en masse om vækst og velfærd, og det er også væsentligt. Men det centrale er jo, om vi får skabt et samfund hvor mennesker trives."

"Mit ønske er, at vi får en anderledes og nuanceret diskussion om ubehaget i tiden, som både har blik for et strukturelt pres, men også levner plads til, at vi kan diskutere med hinanden."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Noemi Katznelson

Professor, forskningsleder, Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet KBH, bestyrelsesmedlem, VIA University College
cand.mag. i pædagogik og historie, ph.d. i uddannelsesforskning (RUC 2004)

Rasmus Meyer

Forstander, Krogerup Højskole
cand.scient.soc. (New School for Social Research, New York)

Eva Secher Mathiasen

Formand, Dansk Psykolog Forening
cand.psych. (Københavns Uni. 2007)