DEA: Bogligt stærke skal også opleve EUD

DEBAT: Brobygning skal ikke kun hjælpe de ikkeuddannelseparate elever, men derimod også udfordre de elever, der er bogligt stærke og uddannelsesparate, men som ikke har en erhvervsuddannelse som førstevalg. Det skriver direktør i DEA Stina Vrang Elias.

Af Stina Vrang Elias
Administrerende direktør i Tænketanken DEA

Når folkeskoleforligskredsen i dag, torsdag, mødes for at drøfte initiativer, der kan styrke udskolingen og få flere til at vælge en erhvervsuddannelse, så burde de indlede med at se de eksisterende tiltag efter i sømmene.

Et godt sted at starte er uddannelsesparathedsvurderingen og brobygningsforløbene, hvor ufleksibel lovgivning gør det svært at udfordre de unges uddannelsesvalg.

Uddannelse oversættes til boglig uddannelse
Fra alle sider lyder opfordringen: Flere unge skal tage en erhvervsuddannelse. Det skorter ikke på velmenende forslag: Studiemiljøet på erhvervsskolerne skal gøres sjovere. Faglige uddannelser skal tales op. Det skal være respekteret at være murer, sosu-hjælper og salgsassistent.

Men det er et meget langt, sejt træk. Vi er oppe imod en uddannelsespolitisk diskurs, hvor uddannelse oversættes til boglig uddannelse.

Kun 18,5 procent søgte i 2017 ind på en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen. Der er langt til de 25 procent i 2020 og 30 procent i 2025. De gode intentioner og mange ord er kommet til kort. Derfor er vi nødt til at overveje, om de strukturer og sorteringsmekanismer, som findes i udskolingen, har utilsigtede konsekvenser.

I DEA har vi set nærmere på gode brobygningsforløb, og samtidig har vi spurgt lederne af landets UU-centre om, hvordan vi kan forbedre overgangen til ungdomsuddannelserne.

De unge i centrum gennem brobygning
Vores undersøgelse viste, at de bedste brobygningsforløb har det til fælles, at de udfordrede de traditionelle rammer. De mødte elevernes behov, lærerne havde taget sig tid til forventningsafstemning, og der var rum for refleksion og lærerinddragelse, både undervejs og efter.

Pensum fra grundskolen blev løftet ind i erhvervsuddannelsernes lokaler, og eleverne fik faglige udfordringer i en ny, praksisnær virkelighed. De blev set, og det gav mening for den enkelte elev.

Vejen frem synes altså at være et tættere samarbejde mellem grundskole- og erhvervsskolelærere, der blander blod og laver fælles undervisningsforløb. Det ville for alvor rykke brobygningen.

Uddannelsesparathed er ikke lig med valgparathed
I undersøgelsen fandt vi desuden, at uddannelsesparate elever også kan have behov for individuel vejledning. Uddannelsesparathedsvurderingen i 8. klasse skal få de unge til at strenge sig an, hvis de vil vurderes parate til en ungdomsuddannelse.

Problemet er, at når man vurderes parat, så mister man samtidig muligheden for individuel vejledning. Men er uddannelsesparathed lig med valgparathed?

Det tvivler jeg stærkt på. Hvorfor stopper vi med at føre dialog med og vejlede de unge individuelt om de mange valgmuligheder, uddannelsessystemet byder på, blot fordi de er parate til en uddannelse? Man kan sagtens være en fagligt stærk tvivler.

Vis, hvad erhvervsuddannelser kan
Vi kan ikke tale os frem til et øget optag på erhvervsuddannelserne. De unge skal selv finde derhen, men på et kvalificeret grundlag. Og det gør de kun, når de ved, hvad erhvervsuddannelserne reelt kan byde på.

De unge skal så at sige have praksis i hænderne – og elektronik, savsmuld og ledninger og alt det andet, der ikke findes på gymnasierne. Det sker både i brobygning og i den åbne skole – i hvert fald på en god dag.

Og selvom en lovændring i 2017 har gjort brobygning mulig for uddannelsesparate elever, er det tvivlsomt, om erhvervsskolerne bliver løbet over ende af den grund.

Statistikker og politiske mål påvirker ikke de unge. Det gør derimod konkrete erfaringer, hvor de oplever mulighederne på egen krop. Det skal vi som samfund sørge for sker.

Og den oplevelse skal ikke kun være de måske egnede forundt. Brobygning skal udfordre de uafklarede – også dem, der faktisk er uddannelsesparate og er dygtige med både hænder og hoved, men som ikke har erhvervsuddannelserne som førstevalg.

Forrige artikel Ungdomsforskere: Langt de fleste unge er glade for deres uddannelsesvalg Ungdomsforskere: Langt de fleste unge er glade for deres uddannelsesvalg Næste artikel Lærer: Skoleelever mangler praktisk dannelse Lærer: Skoleelever mangler praktisk dannelse
  • Anmeld

    Per Farbøl · Rektor Stenhus Gymnasium

    Hvor mange håndværkere er der brug for?

    Tak til Stine Vrang Elias for en fin artikel.

    I hele den løbende debat om erhvervsuddannelser og manglen på håndværkere mangler der nogle væsentlige forhold.
    1. Iflg. Danmarks Statistik er der i den nuværende højkonjunktur med bygning af sygehuse, Metro og boliger beskæftiget 169.000 i byggeindustrien - det svarer til 6 % af lønmodtagerne (hvis jeg ellers kan læse og regne rigtigt).
    2. Hvis en håndværker arbejder bare 30 år, så kræves der ca. 5.600 nyuddannede håndværkere om året for at opretholde denne arbejdsstyrke - og så ser vi bort fra effektiviseringer og robotters fremtidige betydning.
    3. En meget stor del af mennesker med håndværksuddannelse arbejder rent faktisk med noget helt andet, fra byggemarkeder til institutioner i kraft af deres mange kompetencer. Hvordan gør man det attraktivt for dem at vende tilbage til byggeriet?
    4. Erhvervsuddannelserne er blevet til voksenuddannelser, så det lave tal på 18,5 % for overgang direkte fra folkeskole til EUD siger ikke ret meget om, hvor mange håndværkere der uddannes i Danmark.
    5. Erhvervsakademierne er i vækst - og de tilbyder mange korte uddannelser rettet mod faglærte job. De tælles nu bare med under videregående uddannelser.
    6. Hvis det drejer sig om at bruge hænderne i folkeskolen, så kunne man måske i det helt små starte med at lukke for computeren i matematik og lade eleverne skrive og tegne, bygge modeller med hænderne - i stedet for at se computeren som løsning på alting.
    7. Det er fint og vigtigt med praktiske færdigheder i folkeskolen - herunder også brug af kroppen (siger den gamle idrætslærer) - men nu skal vi jo lige overveje, hvordan det sker mest hensigtsmæssigt. Der er jo altså kun ca. 6 %, der ender som professionelle håndværkere i byggesektoren - alle de andre er det kun i deres fritid.

    Og lad nu være med at tænke/skrive, at som gymnasierektor synes jeg jo nok bare, at alle skal gå i det almene gymnasium. Det her handler om at få lidt flere nuancer med i debatten.