Kommentar af 
Bertel Haarder

Endelig overgiver statsministeren sig på mesterlæren

Velfærdssamfundet mangler hænder, og det kan mesterlæren lave om på. Det har Mette Frederiksen endelig forstået. Hun har ellers tidligere jordet mig for at foreslå det i sosu-uddannelsen, skriver Bertel Haarder.

"Yes!" skriver Bertel Haarder som kommentar til, at statsministeren i åbningstalen fortæller, at hun nu går ind for mesterlære. 
"Yes!" skriver Bertel Haarder som kommentar til, at statsministeren i åbningstalen fortæller, at hun nu går ind for mesterlære. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Bertel Haarder
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mesterlære, yes! Statsministeren har overgivet sig! Nu går hun ind for mesterlæren. Det blev slået fast i åbningstalen.

Det var ellers hende, der som socialdemokratisk ordfører jordede mig, da jeg som integrationsminister foreslog mesterlære i sosu-uddannelsen, blandt andet for at give indvandrer-unge mulighed for at vise, hvad de dur til i praksis, og motivere dem til at gå den vej.

Mette Frederiksen høstede stort bifald, hvorimod ingen havde sympati for mit forslag, der blev tolket som en nedvurdering af faget

Bertel Haarder

Det foregik på en FOA-konference i Odense, og Mette Frederiksen høstede stort bifald, hvorimod ingen havde sympati for mit forslag, der blev tolket som en nedvurdering af faget. ”Man kan da ikke lade helt uerfarne komme ind i vores fag!” Nej, så hellere hente nogle andre uerfarne ind, som ikke har tænkt sig at tage uddannelsen…

Sådan har fagbevægelsen traditionelt set på mesterlæren. Det har været til stor skade, både for rekrutteringen og for de unge – og for de ufaglærte, der måske kan lokkes til at tage en uddannelse, hvis de slipper for at skulle begynde med et langt skoleophold. 

Velfærdssamfundet mangler hænder! Jamen, så prøv dog mesterlæren, også på andre områder. På både lærer- og pædagoguddannelsen er der gjort vellykkede forsøg med mesterlære.

Det begyndte på Jelling pædagogseminarium for cirka 20 år siden, hvor et mesterlæreforløb blev tilbudt nogle tidligere militærfolk, som ellers ikke kunne drømme om at melde sig på et pædagogseminarium.

I Vordingborg er der gjort vellykkede forsøg med ”skolebaseret læreruddannelse,” hvor de studerende ansættes som led i uddannelsen. Det forbedrer rekrutteringen i områder med langt til læreruddannelsestilbud.

Og der er næsten intet frafald, i modsætning til de andre læreruddannelsessteder, hvor frafald er et stort problem. De uegnede bliver fravalgt i tide.

Læs også

Hvorfor dog ikke bruge mesterlæremodellen endnu flere steder, især i den offentlige sektor, hvor der er rekrutteringsproblemer?

Ofte er det akademiker- og uddannelsessnobberi – og rent fagidioti – der stiller sig i vejen. Samt fagforeningernes ønske om at være eksklusive og undgå at blive overrendt.

For nogle lærergrupper er det provokerende, at man også kan lære uden at blive undervist, eksempelvis når man arbejder med virkelighedens udfordringer. Dertil kommer, at begge arbejdsmarkedets parter gerne vil slippe for de helt unge og holde dem på offentlige uddannelsesinstitutioner (på statens regning).

Men der kommer jo alligevel et tidspunkt, hvor den uddannelsessøgende første gang skal konfronteres med virkeligheden. Det tidspunkt kan lige så godt ligge tidligt i uddannelsen, så de uegnede ikke får for stort et nederlag.

Det er ikke ringeagt for et fag, når man foreslår mesterlære. Det er tværtimod udtryk for respekt

Bertel Haarder

Det er ikke ringeagt for et fag, når man foreslår mesterlære. Det er tværtimod udtryk for respekt for faget og dets udviklende og opdragende funktion. 

Statsministerens forslag om mesterlære passer fint med hendes tidligere forslag om løn i stedet for SU under sosu-uddannelsen, også for under 25-årige, for at tiltrække flere ansøgere til et fag med katastrofal nedgang i ansøgertallet.

Så mangler der bare, at sosu-uddannelsen bliver en naturlig del af erhvervsuddannelserne og indgår i de campus’er for ungdomsuddannelser, der breder sig over landet. Det vil også give bedre kønsblanding – og bedre fester!

Lad os over en bred front få bedre vekselvirkning mellem teori og praksis, som vi kender det fra erhvervsuddannelserne. Det kræver, at aftagerne, arbejdsgivere og personalechefer, får øjnene op for de store fordele i form af mere praksisnær uddannelse og flere ansøgere.

Og det kræver, at fagforeningerne opgiver tidligere tiders forestillinger om, at lærlinge bliver sat til rutinearbejde og skal hente øl til svendene.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bertel Haarder

Fhv. MF og minister (V)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00