Læge og efterskoleforstander: For første gang i deres liv stod de unge uden skærme – erfaringerne er bemærkelsesværdige

Årsagerne til den stigende mistrivsel blandt børn og unge er ganske sikkert mangeartede og komplekse – og endnu ikke tilstrækkeligt forklaret.

Dog er en indlysende, allestedsnærværende forandring fra tidligere, en genstand i hånden eller lommen, der holder børn, unge og voksne i en evig tilgængelighedstilstand. 

At beviserne kan være svære at finde, er ikke det samme, som at sammenhængen ikke er der. Det tog lægevidenskaben tre årtier at bevise, at rygning er skadeligt

Louise Fugl Madelaire og Mette Sanggaard

Skærme, især smartphones, er mistænkt for at spille en rolle i den bekymrende udvikling af børn og unges mentale helbred. Men forskere har længe været uenige om, hvorvidt der er tilstrækkelig evidens til at drage konklusioner om skadelige effekter af et stort skærmforbrug. 

At beviserne kan være svære at finde, er ikke det samme, som at sammenhængen ikke er der. Det tog lægevidenskaben tre årtier at bevise, at rygning er skadeligt, da man måtte vente på de epidemiologiske langtidsstudier. 

Senest har man kunne læse om eksperter, der mener, at der klart forskningsmæssigt belæg for at begrænse børns skærmbrug på den ene side og på den anden side en professor, der betvivler den forskningsmæssige lødighed. Men midt i de mange diskussioner og i jagten på forklaringer, kan vi helt glemme at lytte til de mange fortællinger fra børn og unges hverdag.

Uden smartphone som skjold

Vi vil gerne indvie jer i en sådan fortælling. Den handler om unge mennesker, der for første gang i deres liv i en længere periode skal undvære deres skærme.

I forbindelse med opstart på efterskole har eleverne skiftet deres smartphones ud med en dumbphone (gammeldags mobiltelefon, der kun kan ringe og skrive beskeder) og ladet deres computere og andre digitale genstande blive hjemme. 

Eleverne oplever en kontakt og et samspil med deres jævnaldrende, som ikke konstant er i risiko for at blive afbrudt

Louise Fugl Madelaire og Mette Sanggaard

Erfaringerne er bemærkelsesværdige: De knytter hurtigere bånd, og relationerne bliver hurtigere tættere. Eleverne oplever en kontakt og et samspil med deres jævnaldrende, som ikke konstant er i risiko for at blive afbrudt af noget, der åbenbart er mere vigtigt eller mere underholdende end det selskab, de kan præstere.

Fraværet af de mange kameraer i lommen øger trygheden i fællesskabet, idet man ikke pludselig figurerer vidt og bredt i en uønsket sammenhæng eller positur. De unge oplever, at de selv byder mere ind i fællesskabet, når deres smartphone ikke længere fungerer som skjold, og når den ikke er en let tilgængelig mulighed for at aflede opmærksomheden fra ubehagelige fornemmelser af generthed, akavethed og kedsomhed.  

Dermed er der genskabt en stærkere motivation for at søge kontakten til andre – også selvom det umiddelbart føles svært. Samtidig er chancerne for at opleve at blive budt velkommen forøget, når dem, man kan kontakte, heller ikke sidder med snuden i skærmen og tankerne i andre netværk, men i stedet kan reagere opmærksomt og imødekommende. 

Således er muligheden for et genuint samspil dobbelt styrket og det virker omgående fordrende for både selvværdet og tilliden til andre mennesker. 

For mange relationer

Det er paradoksalt at forekomsten af ensomheden blandt unge er så høj, når mulighederne for at holde forbindelsen med andre aldrig har været større. Det er beskrevet som et forbundetheds-paradoks (connectivity paradox), hvor mange unge ikke føler sig tæt forbundne til rigtige venner på trods af at have mange venner, forbindelser eller følgere på de sociale medier.

I det hele taget synes den skærmfri periode at have sænket tempoet for de unge, der har fundet større ro i den proces, det er at starte i en ny sammenhæng

Louise Fugl Madelaire og Mette Sanggaard

Det er, som om man med de sociale medier kan få smurt sig selv ud over for stort et antal relationer i for tyndt et lag. Så jo mere tid og opmærksomhed man skal bruge på at ”pleje”/følge med/opdatere et større digitalt netværk, jo mindre tid og opmærksomhed er der til fordybelse i de nære relationer – så kvaliteten falder med kvantiteten. 

På efterskolerne har den tendens længe været synlig i form af unge, med dalende overskud til den sociale hverdag på skolen og med en voksende skærmtid og daglig pleje af netværkene hjemme.

Mængden af elever med behov for at “trække sig” fra både undervisning og samvær har været støt stigende i de seneste ti år. I de fem uger uden skærme er det tankevækkende, hvorledes dette behov uden videre er faldet markant. Det samme er i øvrigt de hyppige toiletbesøg. 

I det hele taget synes den skærmfri periode at have sænket tempoet for de unge, der har fundet større ro i den proces, det er at starte i en ny sammenhæng. Den hektiske jagt på nye venner er indstillet, og tålmodigheden i forhold til, at det tager tid at finde sin plads og de nære relationer, er større.