Gymnasielærere: Digitalisering risikerer at skabe mistrivsel og ensomhed

Af Tomas Kepler
Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening

Nærheden og den umiddelbare kontakt i det fysiske møde mellem lærer og elev er altafgørende for at skabe forståelse, indsigt og erkendelse i undervisningen. Det vidste vi godt, men det blev en vigtig påmindelse for os alle i den første lange og svære tid med coronakrisens nødundervisning.

Flere elever giver udtryk for, at de oplever utryghed og ensomhed og mister motivationen, når de sidder for længe isoleret hjemme i digitale undervisningsforløb.

Det gælder i særlig grad fagligt udfordrede elever, mens mange lærere understreger, at det er svært at overskue klassen i det digitale rum og understøtte såvel hele elevgruppens som den enkelte elevs trivsel og faglige og dannelsesmæssige udvikling med opmuntrende ord, anvisninger og omsorg.

Nødundervisning i en ekstraordinær tid
Med disse tilbagemeldinger undrer det mig, at en række debattører og meningsdannere har umanerlig travlt med at fastslå, at vi nu skal gribe momentum og udnytte de fordele, coronakrisens nødundervisning foreløbig har kastet af sig med udbredelsen af den digitale undervisning.

Vi står, må man forstå, på tærskelen til en ny digital revolution i undervisningssektoren, som vi alle med coronakrisens erfaringer har nye potentialer til at udnytte. Derfor handler det ifølge debattørerne om at sætte yderligere blus på den digitale undervisning.

Der tegner sig et mere og mere tydeligt billede af, at virtuel undervisning har omkostninger, som vi under normale forhold ikke ønsker, at lærere og elever pålægges.  

Tomas Kepler
Formand, Gymnasieskolernes Lærerforening

Stopper man op og anfægter præmissen, kan man hurtigt blive skudt i skoene, at man er bagstræberisk og i trods forsøger at bryde med nødvendighedens digitaliseringsfremmarch. Men så enkelt er det ikke.

Vi må huske på, at erfaringerne med virtuel nødundervisning er gjort i en meget ekstraordinær tid og under ekstraordinært svære forhold, hvor lærerne igen og igen har vist sig uerstattelige, og hvor eleverne har kløet forbilledligt på for at følge med. Forløbet har slidt på lærere og elever og kan ikke bare sætte standarden for en 'ny normal'.

Mangler dokumentation for digitalisering
Det er selvsagt glædeligt, at meget er lykkedes så godt, som det er, når nu der ikke var et alternativ til virtuel nødundervisning, og mange lærere har uomtvisteligt fået udvidet deres digitale repertoire.

Men det ændrer ikke på, at der tegner sig et mere og mere tydeligt billede af, at virtuel undervisning har omkostninger, som vi under normale forhold ikke ønsker, at lærere og elever pålægges.

Det er en situation, vi skal tage alvorligt, inden vi sporenstregs søsætter nye digitaliseringsstrategier bundet op på en helt usædvanlig og ekstraordinær krise. Der er ganske enkelt behov for at få indsamlet og bearbejdet erfaringerne fra coronakrisens nødundervisning i valide og veldokumenterede undersøgelser.

Samtidig mangler vi stadig at se dokumentation for, hvilke gevinster vi har fået ud af de seneste tyve års betydelige investeringer i digitaliseringsbølger fra smartboards over iPad-klasser til digitale læringsplatforme.

Dette er ikke sagt for at underkende digitaliseringens rolle og betydning i de gymnasiale uddannelser, men det er en påmindelse om, at vi skal have en grundlæggende drøftelse af, hvad de faglige, pædagogiske og didaktiske formål er med indførelsen af forskellige digitaliseringsstrategier, før vi eventuelt kaster os ud i nye satsninger og implementeringer.

Fjernt fra idealer om almendannelse
Når skolerne åbner igen efter sommerferien, er det formentlig til en hverdag, som fortsat er præget af coronapandemiens restriktioner. Vi kan måske ikke forvente, at alle elever kan møde og færdes på skolen på samme tid. 

Derfor er det helt afgørende for elevernes trivsel og motivation, at vi undgår en ny situation, hvor grupper af elever udelukkes fra skolerne i længere perioder.