Lærerne lider under vores høje forventninger til folkeskolen

Denne modsætning mellem dømmekraft og styring er velkendt. Jeg vil imidlertid påstå, at dømmekraften ikke alene må forholde sig til styringspresset, men også til det, man kunne kalde forventningspresset. Hvad dette sidste angår, er Ejlers bog mindre tydelig.

At udøve professionel dømmekraft handler om at foretage faglige skøn i situationer med mennesker, hvor der ikke er oplagte, veldefinerede svar på, hvad der er den bedste handling, skriver Ejlers.

Men man kunne med den amerikanske professionssociolog Robert K. Merton præcisere, hvad dette skøn beror på. Merton identificerer tre dimensioner af den professionelle dømmekraft: Knowing, doing og helping.

De fagprofessionelle har, blandt andet i kraft af deres uddannelse, et vidensgrundlag. De kan i deres praksis referere til og benytte sig af forskningsbaseret teoretisk og empirisk viden.

De har også, ikke mindst i kraft af deres professionelle erfaring og kollegialitet, et erfaringsgrundlag: Når situationen udvikler sig på en uhensigtsmæssig eller udfordrende måde, kan den fagprofessionelle trække på sin righoldige erfaring.

Endelig har de fagprofessionelle et værdigrundlag. Lægerne afgiver et lægeløfte. Også lærerne efterlever eller bør efterleve et moralsk løfte om at gøre, hvad de kan for at sikre alle elever et godt, værdigt og værdifuldt liv.

Jeg tror, at alle tre dimensioner presses af de stigende forventninger til folkeskolen. Men især tror jeg, at den moralske dimension overbelastes. I forhold til forventninger om maksimal læring, udvikling, dannelse og trivsel for hver enkelt elev føler mange lærere, at de ikke kan håndtere presset.

I klasserne skal lærerne varetage både undervisnings- og trivselsopgaver, ofte i forhold til en meget heterogen gruppe elever

Lars Qvortrup
Professor emeritus, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse

Faktisk fremgår det også af nyere professionsforskning, at de fagprofessionelle opgaver er blevet mere komplekse. I klasserne skal lærerne varetage både undervisnings- og trivselsopgaver, ofte i forhold til en meget heterogen gruppe elever, hvoraf et stigende antal har diagnoser.

Inklusionsloven fra 2012 har bidraget til kompleksiteten ved at kræve, at flere elever, der tidligere blev henvist til specialtilbud, skal blive i almenundervisningen – hvilket der i øvrigt efter min mening er rigtig gode begrundelser for.

I den akademiske jargon siger man, at opgavens kompleksitet overstiger den professionelles handlingskapacitet.

Men hvorfor er det blevet mere udfordrende at være fagprofessionel? Jeg tror som sagt, at det skyldes, at forventningspresset er blevet større.

Stefan Hermann har for nylig peget på, at de politiske forventninger til skolen er for høje: Det er ikke altid, at det er skolen, der skal løse alle samfundets problemer, påpeger han.

Der er skabt nogle næsten grænseløse trivselsforventninger, som man forventer, at skolen skal løse

Lars Qvortrup
Professor emeritus, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse

Men jeg tror også, at vi skal pege på forældrene og i bredere forstand civilsamfundet. Der er eksempelvis skabt nogle næsten grænseløse trivselsforventninger, som man forventer, at skolen skal løse, ligesom den i øvrigt skal løse problemer med de digitale medier og med alle mulige andre problemer.

Og samtidig skal den varetage inklusionsopgaver, uden at det går ud over lige netop mit barn i skolen. For hvis det sker, klager vi.

Derfor skal skolen og de fagprofessionelle manøvrere i et farvand med to dilemmaer: Det ene kender vi. Det er dilemmaet mellem styring og fagprofessionalisme.

Her skal parterne stoppe med at skabe illusioner om nul styring og maksimal frihed og i stedet finde en god og konstruktiv balance mellem en fornuftig styring og en professionel indsats med plads til udøvelse af dømmekraft.

Det andet er dilemmaet mellem forventninger og fagprofessionalisme. Her skal parterne standse den forventningsinflation, der opstår, når rettigheder går forud for pligter.

I stedet skal der findes en balance mellem realistiske forventninger og en fagprofessionalisme, der både skaber respekt og sætter grænser for, hvad den formår.

Med andre ord: Politikere og forvaltningsfolk, forældre og civilsamfund og fagprofessionelle og deres repræsentanter skal skabe et balanceret rum mellem en fornuftig styring, realistiske forventninger og en professionel indsats, der skaber respekt. At skabe den balance har alle tre parter et ansvar for.