Reformkomissionen stiller de rigtige diagnoser, men tilbyder en helt forkert medicin

Knapt så meget tak for forslaget om obligatorisk sprogtest af alle treårige. Dagtilbudssektoren er i forvejen sovset ind i mere eller mindre meningsfuld detailregulering. Så ikke mere af den slags, tak.

Det er i forvejen et lovkrav, at vi tilbyder sprogstimulering af alle børn, så når den indsats glipper, er det ikke på grund af manglende statslige krav. Vil man styrke den sproglige indsats i dagtilbuddene, og det synes jeg er en god og værdig ambition, så er det to andre faktorer, vi skal se på: evner og muligheder.

Der er ikke behov for at poste flere skattekroner i at udvikle sprogkoncepter

Jeppe Klenitz-Jakobsen

Lad os starte med mulighederne. Her ligger hovedudfordringen. Sprogmiljøet er presset i daginstitutionerne. Mange steder er normeringerne simpelthen for ringe.

Når det kombineres med større enheder og stuer med flere børn, giver det dårlige betingelser for, at hvert enkelt barn får de nødvendige samtaler med de voksne, som udvikler deres sprog.

Denne udvikling i rammerne omkring vores daginstitutioner har genereret et stigende støjniveau, hvilket selvsagt gør det svært at fange sprogets mange nuancer endsige at komme til orde som barn.

Her kunne det måske være gavnligt med et statsligt indgreb. Ligesom vi kender klasseloftet, så kunne det være at vi skulle have stuelofter, 10 for vuggestuer og 20 for børnehaver, bare for at starte et sted.

Det ville tvinge kommunerne til at bygge tilstrækkeligt med institutioner og indrette dem mere børne- end budgetvenligt.

Ser vi så på evnerne, så kommer udspillet faktisk ind på emnet, og peger på behovet for bedre sprogkompetencer hos personalet. Målet er rigtigt, midlet er dog det forkerte.

Der er ikke behov for at poste flere skattekroner i at udvikle sprogkoncepter. Overhovedet. Der er rigeligt med velkvalificerede sprogkoncepter derude. Det der derimod kunne være en rigtig god vej at gå, er at se på hvilke kompetencer personalet kommer med.

Pædagoguddannelsen trænger til et løft og et stærkere fokus på praksisfaglige kompetencer, herunder sprog. Der er et behov for at øve de metoder og sproglige tilgange, som sikrer et godt sprogmiljø i institutionerne, alt for mange nyuddannede pædagoger føler sig for eksempel ikke trygge i at synge med børnene. Det er rigtig skidt.

Men et øget fokus på praksisfaglighed skal ikke være på bekostning af det teoretiske niveau. Og der skyder reformudspillet langt forbi ved at foreslå, at deres nye 10. klassesordning, eller HPX som de kalder det, skal være adgangsgivende til pædagoguddannelsen.

Det er helt ved siden af skiven. Kompleksiteten, i de udfordringer vi møder i daginstitutionerne, er stigende, det peger ikke på pædagogstuderende med et lavere teoretisk niveau, tværtimod.

Der er en særlig del af reformudspillet, som fortjener en særlig ros. Forslaget om at flere skal kunne udarbejde de PPV’er (pædagogisk psykologiske vurderinger), som er adgangsgivende til særlig støtte.

Det er problematisk, at det kun er psykologer, der har den formelle kompetence til at udarbejde PPV’er

Jeppe Klenitz-Jakobsen

Det er problematisk, at det kun er psykologer, der har den formelle kompetence til at udarbejde PPV’er, specielt fordi de ofte i væsentlig grad alligevel er sammenfatninger af pædagogernes observationer og vurderinger af barnet.

Med den rette efteruddannelse vil dygtige pædagoger sagtens kunne lave PPV’er, som vil have tilstrækkelig kvalitet til, at børn tilbydes relevant støtte. Dette tiltag vil kunne afhjælpe den flaskehalsproblematik, der udgøres af manglen på psykologer i landets kommuner.

Dette vil forhåbentligt kunne betyde, at man tidligere vil kunne visitere børn til de rette tilbud. Tænk hvis børn med specialpædagogiske behov faktisk fik hjælpen fra de var helt små, så kunne det være, at deres udfordringer blev mindsket, frem for forværret.

Dette tiltag, hvor positivt det end måtte være, hjælper dog ikke på den bagvedliggende problematik med et uudtalt krav om diagnosticering som adgangskrav til hjælp og generelt alt for få pladser i specialinstitutionerne.

Alt i alt skal Reformkommissionen have ros for at se, at der er et potentiale i en tidlig indsats, og at dagtilbuddene spiller en helt afgørende rolle for at give børnene gode kort på hånden senere i livet. Vores arbejde er ofte overset og bliver negligeret.

For samfundet er det økonomisk set en god ide, at vi løser problemerne imens, de er små, men det er især menneskeligt, at det giver mening.

Hvis vi lykkedes, så sparres mange børn for at slå sig i mødet med skolen og livet efterfølgende. Men når vi ikke lykkedes, så er det altså hverken på grund af manglen på vilje eller statslige krav.

Vi vil, og vi skal, ingen tvivl om det. Det der skal fokuseres på, er at give os muligheden for at kunne.