Lisbeth Knudsen: Regeringens lange forhandlingsforløb sætter folkeskolen i et uafklaret vakuum
Regeringen lægger op til et langt diskussions- og forhandlingsforløb omkring folkeskoleudspillet. Det er der grund til at anerkende. Ikke mindst at diskussionen ikke foregår i lukkede rum. Vanskeligheden er for skoler og kommuner at håndtere et langt beslutningsvakuum, skriver Lisbeth Knudsen.
Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand for Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras'Vilde problemer' er tidens let anvendelige og populære buzzword, fordi det kan bruges om rigtigt mange områder i vores samfund anno 2020-erne. Problemer, der som overkogt spaghetti filtrer sig ind i hinanden, og får man fat et sted og skabt en brugbar løsning, så udløser den ofte blot en ny problemstilling et andet sted. Eller der viser sig en indre sammenhæng med fire andre problemer, som først kommer op til overfladen, når man rører ved det første problem.
Tag nu regeringens reformprogram. Nu ligger der et meget omfattende udspil på folkeskoleområdet og et på erhvervsuddannelserne. De hænger sammen med trepartsforhandlinger og en målsætning om at få de godt 43.000 unge uden job og uddannelse i gang. Folkeskoleudspillet skal mindske mistrivslen i folkeskolen, som igen hænger sammen med den nedsatte Trivselskommission og indsatsen i det specialiserede socialområde for børn og unge.
Man kunne godt sidde og fundere over, om der findes én i regeringen, der har masterplanen foran sig, og om nogen rent faktisk har blik for sammenhængen i reform-tsunamien
Lisbeth Knudsen
En reform af det specialiserede socialområde både for børn, unge og voksne hænger sammen med Sundhedsstrukturkommissionens arbejde, den styrkede psykiatri-indsats og jobcenter-reformen, hvor vi også afventer et ekspertudvalgs arbejde. Og jobcenterreformen hænger sammen med målsætningen om at øge arbejdskraftudbuddet, lige som omlægningerne af folkeskolen og erhvervsuddannelserne skal skaffe flere unge ad åre til det arbejdsmarked, som råber på flere hænder og hoveder i de praktiske fag både i offentlig og privat sektor til de velfærdsløsninger og klimasatsninger, som vi også skal klare.
Og sådan kunne man blive ved. Man kunne godt sidde og fundere over, om der findes én i regeringen, der har masterplanen foran sig, og om nogen rent faktisk har blik for sammenhængen i reform-tsunamien.
Sagt med andre ord – et helt nødvendigt reformprogram for vores velfærdssamfund kan ikke udtænkes i siloer. Og det mislykkes, hvis delene gennemføres som en tyv om natten uden forudgående forankring i befolkningen og ikke mindst blandt dem, der skal implementere forandringerne. Tag nu bare den tidligere folkeskolereform fra 2013 som et dårligt eksempel på det.
Derfor skal der også lyde en anerkendelse af, at regeringen lægger op til et langt diskussions- og forhandlingsforløb omkring folkeskoleudspillet både med forligspartierne og alle andre interessenter. Og en anerkendelse af, at diskussionen ikke foregår i lukkede rum, men at regeringen spiller åbent ud med sine intentioner, med de manglende konkretiseringer her og der, som det måtte betyde lige i første omgang.
Der skal lyde en anerkendelse af, at regeringen lægger op til et langt diskussions- og forhandlingsforløb omkring folkeskoleudspillet
Lisbeth Knudsen
Med alt det gode sagt om det, så er konsekvensen af den positive og åbne forhandlings- og debatmetode, at folkeskolen de kommende to-tre år vil befinde sig i et uafklaret vakuum. Midt i kommunernes budgetkrise er det bare ikke et godt sted at stå. Hvis de politiske forhandlinger først går i gang efter nytår med henblik på første runde implementering i efteråret 2024 og endnu mere i 2025 eller 2026, så er der lang vej hjem for dem, der skal føre forandringerne ud i livet.
Samme vakuum er der omkring regionernes fremtid, mens Strukturkommissionen sidder og arbejder frem til foråret 2024. Så går der sikkert en rum tid frem til efteråret 2024, inden der kommer en politisk opfølgning, som så måske kan have en effekt fra 2025/2026. Også omkring det specialiserede socialområde er der et vakuum, mens der sidder et ekspertudvalg og kigger på udviklingen der, og der afventes, om der kommer væsentlige ændringer i prioriteringerne på socialområdet.
Derfor ville det være hensigtsmæssigt, hvis regeringens positive metode med åben fremlæggelse af udspil og en offentlig debatperiode efterfulgt af politiske forhandlinger suppleres med en deadline for, hvornår der så træffes beslutninger. Regeringen ser jo blandt andet med folkeskoleudspillet ud til at have planlagt rammerne for den økonomiske implementering.
Derfor burde det også være muligt at melde åbent ud om de forskellige faser hen mod beslutningerne, med tanke på, at der er medarbejdere i skoler, på sygehuse, på bosteder og alle mulige andre steder i den offentlige sektor og ledelser i kommuner og regioner, der skal navigere i reformland, mens der tænkes, diskuteres og besluttes.
Med alt det gode sagt om det, så er konsekvensen af den positive og åbne forhandlings- og debatmetode, at folkeskolen de kommende to-tre år vil befinde sig i et uafklaret vakuum
Lisbeth Knudsen
Der har været skrevet meget om skandalerne i skat. Mindre om en folkeskolereform fra 2013, der aldrig lykkedes med de opstillede mål, og som hverken har styrket elevernes faglighed eller trivsel – snarere det modsatte. Og som heller ikke fik styrket dens sociale mobilitet. Dengang handlede det om at tage styringsgreb på folkeskolen for at højne kvaliteten i undervisningen.
Nu handler det om at slippe skolen fri, vise udstrakt tillid til kommunerne, skolelederne, lærerne og forældrebestyrelserne, for at højne kvaliteten i skolen. Om at give børnene flere valgmuligheder for at øge motivationen og trivslen.
Nu skal færre timer være bedre undervisningstimer, i stedet for at flere timer var svaret i den gamle reform. Nu skal flere selvvalgte timer, færre læringsmål og mindre evalueringskultur skabe flere glade børn og en mere praksisnær skole. Farvel til Ritt Bjerregaards enhedsskole fra 1975, der skulle skabe mere lighed, og til Christine Antorinis heldagsskole, der skulle stramme op på de faglige resultater i folkeskolen.
Goddag til Mattias Tesfayes frisatte folkeskole.
Det er spændende, hvordan friheden på en gang øger trivslen og motivationen hos eleverne og løser den kæmpeudfordring, at gruppen af elever, der forlader folkeskolen uden tilstrækkelige faglige forudsætninger til at påbegynde en ungdomsuddannelse, fortsat er stor. Hver tiende elev opnåede ikke mindst 02 i både dansk og matematik i 9. klasse i 2022, og op imod 1 ud af 7 afsluttede 9. klasse uden at leve op til kravene for at blive optaget på en erhvervsuddannelse.
Det ville være hensigtsmæssigt, hvis regeringens positive metode suppleres med en deadline for, hvornår der så træffes beslutninger
Lisbeth Knudsen
Omkring hver tiende elev afslutter folkeskolen i dag uden at aflægge alle obligatoriske prøver. Det gælder især elever i specialtilbud, hvor 8 ud af 10 ikke aflægger alle obligatoriske prøver. Og så har vi den igen med de sammenfiltrede problemer, for mange af dem havner i gruppen af unge uden job eller uddannelse i det hele taget.
Regeringen har taget hul på et travlt folketingsår i reformsporet. Forhåbentlig vil mange benytte sig af den åbne proces og debatten, når vi skruer på et af de store tandhjul i samfundsmaskineriet som folkeskolen, og forhåbentlig vil det give mere velfunderede resultater, der er bedre forankret hos dem, der skal bruge løsningerne.
Man kunne også have det lønlige håb, at der dermed skabes grobund for en mere vellykket implementeringsproces end sidste gang i 2013, når sømmene først skal hamres i til de endelige løsninger.