Det er noget kodylt vrøvl, at indvandrere ikke har brug for danskundervisning

Det er højkonjunktur og dermed også tid for forslag til, hvordan vi får mere udenlandsk arbejdskraft til landet. Det efterlyser både arbejdsgivere og politikere – senest har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) præsenteret en 12-punkts-plan fra Moderaterne. Her handler et af punkterne netop om, at det skal være lettere og mindre bureaukratisk at få udenlandsk arbejdskraft til landet.

Men det står intetsteds i programmet, at den udenlandske arbejdskraft skal lære dansk. Der er stadig en udbredt opfattelse af, at al integration går via arbejdsmarkedet.

At have et arbejde er ikke nok i sig selv til, at man bliver integreret. Dén pointe, synes jeg, er ret overset. 

Hanne Pontoppidan
Formand, Uddannelsesforbundet

Der er ingen tvivl om, at arbejdsmarkedet er vigtigt for integrationen og for selvværdet hos flygtninge og indvandrere. Men at have et arbejde er ikke nok i sig selv til, at man bliver integreret. Dén pointe, synes jeg, er ret overset. 

Lige nu har vi højkonjunktur, men det kan hurtigt vende. Og så kan det blive en rigtig dyr erkendelse, hvis vi ikke husker at få historien med. Vi har erfaringerne, og vi ved faktisk en del om, hvad der sker, når man ikke lærer sproget i det land, man arbejder og bor i.

I slutningen af 1960’erne inviterede danske arbejdsgivere såkaldte gæstearbejdere til landet, fordi man også dengang manglede arbejdskraft. De skulle bare arbejde her en periode og så retur til hjemlandet. Derfor interesserede man sig ikke for, om de lærte dansk – man mente ikke, de havde brug for det. 

Det viste sig bare, at rigtig mange gæstearbejdere blev i Danmark permanent. De havde fået eller fik familien hertil og blev borgere. Nye borgere med børn, der skal i dansk skole. Og vores skoletraditioner bygger på et tæt samarbejde mellem skole og hjem. Hvis mor og far ikke taler dansk på et nogenlunde fornuftigt niveau, så bliver samarbejdet ikke tæt og godt, og det går ud over børnenes skolegang.

Hvis de udenlandske borgere og forældre ikke lærte sproget, svigtede vi både deres mulighed for en fast tilknytning til det danske arbejdsmarked og samfund

Hanne Pontoppidan
Formand, Uddannelsesforbundet

Ydermere raslede beskæftigelsen ned gennem 1980’erne. Og nu blev de ikke-vestlige indvandrere og efterkommere til arbejdsløse borgere med et alt for ringe sprog til efteruddannelse eller omskoling. De kom bagest i køen til alle jobs. Arbejdsgivere krævede, at man kunne sproget, nu hvor der var arbejdskraft nok. Man skulle kunne fungere socialt og ikke isolere sig i kantinen, skulle kunne læse og forstå instruktioner og sikkerhedsmanualer. 

Med andre ord fik vi en dyrekøbt erfaring med, at hvis de udenlandske borgere og forældre ikke lærte sproget, svigtede vi både deres mulighed for en fast tilknytning til det danske arbejdsmarked og samfund, og i visse tilfælde deres børn.  

Mulighederne for at lære dansk var dengang ikke specielt udviklede. Hvis man gerne ville lære sproget, foregik det i aftenskolen og ofte med materialer for folkeskoleelever. Lærerne havde meget forskellige baggrunde og fik kun et kort kursus i at undervise i dansk som andetsprog. Der var heller intet krav til indhold eller niveau i den danskundervisning, der foregik.

Det blev et problem, når udenlandske gæsteprofessorer, forskere, ambassadeansatte og højt specialiserede medarbejdere i industrien kom på de samme kurser for at lære dansk som en tyrkisk rengøringsassistent. Alt i alt skabte det et politisk pres for at professionalisere og niveaudele danskuddannelsestilbuddet.