CARE: Kun lovbestemt bistand skal tælles med

Af Marianne Haahr
Kommunikations- og advocacychef, CARE Danmark

Formålet med dansk udviklingsbistand er lovfæstet. Den skal bekæmpe fattigdom og fremme menneskerettigheder. Så det burde være lige ud af landevejen at tælle, hvilke aktiviteter som skal medregnes. Alligevel raser debatten.

Det nye er, om de penge, private virksomheder bringer ind i udviklingssamarbejdet, skal tælles med. Virksomheders formål er imidlertid ikke sammenfaldende med lovens, og derfor er svaret klart nej. 

Marianne Haahr
Kommunikations- og advocacychef, CARE Danmark

Det nye er, om de penge, private virksomheder bringer ind i udviklingssamarbejdet, skal tælles med. Virksomheders formål er imidlertid ikke sammenfaldende med lovens, og derfor er svaret klart nej.

Blandingsbistand er det nye sort
Det handler helt kort om at bruge offentlige midler til at avle private penge. Idéen er at give bistanden vokseværk, så en lille pose penge bliver til en stor sum.

Det seneste eksempel er regeringens finanslovsudspil, som afsætter 89 millioner kroner til en ny landbrugsinvesteringsfond. Planen er at tiltrække private midler, så fonden opnår en størrelse på mellem 800 og 900 millioner kroner. Klimainvesteringsfonden er et andet eksempel på samme.

Danmark er hverken alene eller frontrunner på området, men følger en global tendens om at blande offentlige og private penge. De fleste internationale initiativer har i dag en blandingsfond tilknyttet, som regeringer, private virksomheder og fonde i fællesskab spytter penge i.

Bistand er småpenge set i lyset af størrelsen af problemerne i fattige lande, og derfor er flere penge en rigtig god idé. Spørgsmålet er, om de blandede puljer skal medregnes i den danske udviklingsbistand. Svaret på spørgsmålet kræver, at vi ser de standarder, som virksomheder bringer ind i samarbejdet, efter i sømmene for at se, om de stemmer overens med bistandens lovfæstede formål.

Kun få sanktionsmuligheder
Mange danske virksomheder har tilsluttet sig Global Compact, som er et FN-initiativ til at fremme social ansvarlighed. Retningslinjerne indeholder ti principper baseret på internationale konventioner.

Principperne er vejledende og frivillige. Der er kun få sanktionsmuligheder, faktisk er der kun én, nemlig at virksomheder kan ekskluderes, hvis de gentagne gange har ondt i menneskerettighederne. Den mulighed bruges fra tid til anden. Svagheden ved Global Compact er, at den ikke tilbyder virksomhederne vejledning i forhold til, hvad de konkret skal gøre.

Det lavede FN’s Menneskerettighedsråd om på i 2011 med vedtagelsen af et sæt retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv (UNGP). Dette sæt af retningslinker tilføjer alle de manglende detaljer til Global Compact om, hvad virksomheder skal gøre for at agere socialt ansvarligt.

Kogt helt ned handler det om, at virksomheder har forpligtelser i forhold til alle 48 menneskerettigheder i international lov. Det eneste, retningslinjerne beder om, er, at virksomheder respekterer disse. Sagt med andre ord må virksomheder ikke spænde ben for at menneskerettighederne bliver opfyldt.

Standarder er for lave
For at komme tilbage til eksemplet med landbrugsinvesteringsfonden, så kan den indrette investeringerne i fattige lande på mange forskellige måder. Pengene kan bruges på at opbygge store farme med produktion rettet mod eksport.

En anden mulighed er at inddrage lokale bønder i en produktion gennem kontrakter om levering af afgrøder.

I begge tilfælde kan investeringerne både have positive og negative effekter lokalt. Hvis det er uundgåeligt at spænde ben for de lokales menneskerettigheder, er investoren, ifølge FN’s retningslinjer, forpligtet til at analysere de negative effekter af virksomhedens adfærd for de lokale i området, søge at forhindre, at de opstår, minimere dem eller kompensere de lokale bønder for deres tab.

Standarderne for virksomheders sociale ansvar ligger derfor langt fra standarderne for udviklingsbistanden om aktivt at fremme menneskerettigheder og bekæmpe fattigdom.

Ifølge FN’s internationale retningslinjer er det godt nok for private virksomheder ikke at gøre skade. De penge, private virksomheder bringer ind i udviklingssamarbejdet, som eksempelvis i landbrugsinvesteringsfonden, bør derfor ikke medregnes i den danske udviklingsbistand. Det er standarderne for snublende lave til.