FN-vicegeneralsekretær: Interessant med indstilling af 2015-mål til fredspris

FREDSPRIS: FN's 2015-mål har haft en mobiliserende effekt og givet energi til udviklingsarbejdet, lyder det fra FN's vicegeneralsekretær, svenske Jan Eliasson. Derfor glæder han sig over, at Danmark har indstillet målene til Nobels Fredspris.

Camilla SchouwKasper FrandsenRikke Albrechtsen

Det vækker glæde hos FN's svenske vicegeneralsekretær, Jan Eliasson, at Danmark har indstillet FN's 2015-mål til Nobels Fredspris.

”Det er et meget interessant forslag,” siger FN’s vicegeneralsekretær Jan Eliasson, da Altinget præsenterer ham for den danske nominering ved et møde i Bruxelles.

“Jeg var der allerede, da vi satte 2015-målene i 2000, og på det tidspunkt var vi relativt ydmyge omkring, hvilken rolle de ville komme til at spille. Men når vi ser på, hvad disse otte mål har betydet i denne periode, så er det virkelig bemærkelsesværdigt. De er blevet brugt i national planlægning og til at sætte makroøkonomiske mål, og de har haft en mobiliserende effekt, som har givet en energi til udviklingsarbejdet, som er meget, meget vigtig,” fortsætter Jan Eliasson, som dog understreger, at han ”selvfølgelig ikke vil blande sig i arbejdet i nabolandet” hos den norske Nobel-komité.

2015-målene, Millennium Development Goals (MDG), blev i denne uge indstillet som kandidat til Nobels fredspris af handels- og udviklingsministeren sammen med otte tidligere ministre, som alle har haft ansvaret for udviklingsbistanden.

Fakta
Følgende ministre er med i indstillingen:
Poul Nielson (september 1994 til juli 1999 og derefter EU-kommissær for udviklingsbistand)
Anita Bay Bundegaard (december 2000 til november 2001)
Per Stig Møller (november 2001 til august 2004)
Bertel Haarder (august 2004 – februar 2005)
Ulla Tørnæs (februar 2005 - februar 2010)
Søren Pind (februar 2010 - oktober 2011)
Christian Friis Bach (oktober 2011 – november 2013)
Rasmus Helveg Petersen (november 2013 – februar 2014)
Mogens Jensen (Februar 2014 -)

Kilde: Udenrigsministeriet

Målene har bidraget til at forene folk over hele kloden i kampen for en bedre og mere retfærdig verden, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse som begrundelse for indstillingen. 

Mogens Jensen: Vi danner fælles front
Handels- og udviklingsministeren er begejstret for indstillingen og udtaler, at målene har bidraget til konkrete resultater.

”De har bidraget til kampen for en mere fredelig verden og fortjener derfor at blive indstillet til Nobels fredspris. Jeg er rigtig glad for, at Danmarks tidligere udviklingsministre i fælles front bakker helhjertet op om indstillingen”, siger Mogens Jensen i en pressemeddelelse.

2015-målene blev oprettet ved årtusindeskiftet og har til formål at hjælpe verdens fattige. Både FN's udviklingsorganisationer, regeringer og befolkninger har hjulpet til i kampen om at nå 2015-målene. Og til september 2015 forventes det, at man vedtager nye FN-mål, der skal afløse 2015-målene.

Nobels fredspris uddeles af Den Norske Nobelkomite hvert år i december på Oslo Rådhus.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Jensen

MF (S), næstformand for Socialdemokratiet, fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
Fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)

0:000:00