Bliv abonnent
Annonce
Debat

CARE: Bistanden skal være katalysator for innovative partnerskaber

Strategiske partnerskaber har som primært formål at bringe ny viden, kompetencer og ressourcer i spil på tværs af sektorer. Det mener Nanna Callisen Bang, programkoordinator i CARE Danmark.
Strategiske partnerskaber har som primært formål at bringe ny viden, kompetencer og ressourcer i spil på tværs af sektorer. Det mener Nanna Callisen Bang, programkoordinator i CARE Danmark.
18. maj 2016 kl. 04.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Nanna Callisen Bang
Programkoordinator, CARE Danmark

Vor tids komplekse, globale udfordringer med ulighed, arbejdsløshed, ressourceknaphed og klimaforandringer kræver mere, ikke mindre, samarbejde. De sidste par år er der både i Danmark og på internationalt plan kommet stort fokus på tværsektorielle partnerskaber som en god måde til at skabe løsninger på samfundsmæssige udfordringer. Der bliver talt meget om partnerskaber, men ofte er der langt til handling. Det kan udviklingsbistanden være med til at ændre.

Partnerskaber er udfordrende
Tilbage i 2009 viste et studie fra CBS, at kun to procent af partnerskaberne mellem civilsamfundsorganisationer og virksomheder var strategiske og transformative; dvs. handlede om virksomhedens kerneforretning. De handlede i stedet om for eksempel fælles marketing eller projektstøtte. I dag er der stadig alt for få strategiske partnerskaber i Danmark. CAREs erfaringer peger på, at særligt den indledende investering i at udvikle et partnerskabsprojekt samt den efterfølgende allokering af personaleressourcer til at drive projektet er en stor udfordring for begge parter.

Derudover tager det tid at få etableret en fælles vision for partnerskabet og afklare dets gensidige værdi. Handler det for eksempel om at sikre bedre arbejdsforhold for kvinder, at reducere pesticidforbrug i landbruget eller at afdække mulig påvirkning af menneskerettigheder i en leverandørkæde? Og kan man blive enige om, at projektets værdi ikke viser sig efter seks måneder som plustal på den sorte bundlinje, men også skal måles på den tredobbelte bundlinje, der udover økonomi også medregner miljø og social ansvarlighed, og først efter et stykke tid?

Der bliver talt meget om partnerskaber, men ofte er der langt til handling. Det kan udviklingsbistanden være med til at ændre.

Nanna Callisen Bang
Programkoordinator, CARE Danmark

Effektive partnerskaber – men hvordan?
CARE har flere års erfaringer med strategiske partnerskaber med virksomheder. Vores erfaringer fra samarbejdet med blandt andet Coop, Arla, Danone og Sunripe i Kenya udgør centrale bidrag i ”Guiden til tværsektorielle partnerskaber”, finansieret af Udenrigsministeriet og udviklet i samarbejde med Grundfos, Coop, Deloitte og Røde Kors og en lang række andre civilsamfundsorganisationer og virksomheder.

For at få flere og mere effektive partnerskaber viser vores erfaring, at der er behov for:

  1. Fælles vision. Partnerskaber etablereres omkring en fælles vision og komplementære kompetencer og ressourcer.
  2. Lederskab. Passionerede forandringsagenter får typisk partnerskaberne startet. Systemer og strukturer skal dernæst bakke op; intern forankring er alfa omega.
  3. Investering. Partnerskaber kræver indledningsvis en stor investering af tid for at skabe fælles forståelse og derefter løbende vedligeholdelse.
  4. Transparens. Indsigt i prioriteter og udfordringer skaber tillid, gensidigt engagement og værdi.
  5. Buy-in. Partnerskaber tiltrækker stor ekstern opmærksomhed, men intern buy-in er afgørende.
  6. Roller og ansvar. Partnernes roller og ansvar skal være tydelig og vil udvikle sig over tid.

Læs mere her.

Udviklingsbistanden som katalysator
Strategiske partnerskaber har som primært formål at bringe ny viden, kompetencer og ressourcer i spil på tværs af sektorer. De udfordrer den eksisterende praksis, er besværlige og koster tid og penge. Nogle virksomheder tager imod udfordringen med begejstring, mens andre værger sig ved at putte penge i noget, der ikke rummer garanti for øget indtjening, og da slet ikke på den korte bane.

Udviklingsbistanden kan i denne tid, hvor vi har brug for nye løsninger på vor tids store udfordringer, bidrage med risikovillig start-up kapital og understøtte videndeling på tværs af partnerskaber. Det bør være inden for de områder, hvor danske virksomheder og NGO’er har viden og styrkepositioner. Det kan for eksempel være fødevarer og landbrug, energi, tekstil, men også inden for arbejdet med at forebygge korruption, diskrimination og migration. Udviklingsbistanden vil på den måde spille en vigtig katalytisk rolle og hjælpe nødvendige, men udfordrende tværsektorielle partnerskaber i gang.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026