Debat

DI kritiserer organisationer: Køb mere bæredygtigt

DEBAT: Udviklingsorganisationer er alt for dårlige til at udnytte virksomhedernes viden og teknologi til at spare penge, CO2 og affald, når de køber ind. Det skriver chefkonsulent Marie Gad fra DI.

Danida skal stille krav til de organisationer, der modtager dansk støtte om, at de skal købe mere effektivt og bæredygtigt ind. Det skriver chefkonsulent Marie Gad fra DI.
Danida skal stille krav til de organisationer, der modtager dansk støtte om, at de skal købe mere effektivt og bæredygtigt ind. Det skriver chefkonsulent Marie Gad fra DI.
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Marie Gad
Chefkonsulent, Dansk Industri

Virksomhederne er som regel langt foran os, når det kommer til grønne og bæredygtige løsninger. Nogenlunde sådan faldt ordene ved et møde i denne uge, der handlede om, hvordan internationale organisationers indkøb – finansieret af bistandskroner fra Danmark og andre donorer – kan blive mere bæredygtigt.

Konklusionen er klar: Organisationerne har i mange år købt ind på en måde, der ikke tager højde for CO2-udledning, produktion af affald og andre uhensigtsmæssige miljøeffekter.

Mange millioner at spare
Den gode nyhed er, at der på det seneste er gennemført flere pilotprojekter, der har vist imponerende resultater. I ét eksempel havde man formået at nedbringe CO2 udledningen med ikke mindre end 67 pct. Men ikke nok med det. Selv om det ikke var formålet med øvelsen, havde man formået at skære næsten halvdelen af omkostningerne bort.

Organisationerne bliver nødt til at tale med virksomhederne og tilpasse sig til en ny og mere kompleks virkelighed, hvor de også indregner deres miljømæssige fodaftryk i prisen på det, der bliver købt ind.

Marie Gad
Chefkonsulent i DI

Lad os bare notere med stolthed, at det var to danske virksomheder, der havde samarbejdet med organisationen om at nå det resultat, og at Danida havde støttet initiativet.

Jeg vil ikke påstå, at virksomhederne har løsningerne på alle verdens problemer. Men det står lysende klart, at der er bistandskroner – bistandsmillioner – der kan bruges langt mere effektivt og bæredygtigt, end det er tilfældet i dag. Udviklingsorganisationer, der køber ind, er alt for dårlige til at udnytte virksomhedernes viden og teknologi til at spare penge, CO2 og affald. Der er stadig for meget berøringsangst over for samarbejdet med erhvervslivet.

Danida skal stille krav
Danmark giver hvert år mange penge i bistand, som bruges til at købe ind for. Eksempelvis købte FN-systemet ind for mere end 17 mia. USD i 2014. Jeg tror desværre ikke, at eksemplet ovenfor kan overføres direkte til resten af FN’s indkøb, så man i et snuptag kan spare 64 pct. CO2 og 49 pct. af omkostningerne. Men mindre kan også gøre det.

Danida skal stille krav til de organisationer, der modtager dansk støtte om, at de skal købe mere effektivt og bæredygtigt ind. De fleste af løsningerne findes allerede på markedet – vi har masser af viden og teknologi, der ikke bliver udnyttet. Men organisationerne bliver nødt til at tale med virksomhederne og tilpasse sig til en ny og mere kompleks virkelighed, hvor de også indregner deres miljømæssige fodaftryk i prisen på det, der bliver købt ind. Det kræver mod. Men resultaterne af de første pilotprojekter er så overbevisende, at vi ikke har råd til at lade være.

Danmark er i en unik position til at skubbe på denne dagsorden internationalt. Som det fremgik af eksemplet ovenfor, er Danida allerede så småt i gang gennem støtten til dette initiativ. Og danske virksomheder er godt rustet til at deltage i dialogen. De har stærke kompetencer inden for miljø, affaldshåndtering, bæredygtig energi og cirkulær økonomi generelt. Og de engagerer sig gerne i en dialog om, hvordan deres viden og kompetencer kan omsættes til økonomiske og miljømæssige gevinster.

Dokumentation

Fra 4. maj og en måned frem sætter Udviklingsdebatten fokus på, hvilken rolle CSR skal spille i dansk udviklingspolitik og for danske virksomheders engagement i udviklingslande.

Følg debatten her.

Udviklingsdebatten på Altinget: udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget: udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected]


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marie Gad

Underdirektør, DI, medlem af Udviklingspolitisk Råd, 2030-Panelet og Vice-Chair for Business at the OECD’s Development Committee, bestyrelsesmedlem, Global Compact Network Denmark og Etisk Handel Danmark
cand.merc. i international business (CBS 2008)

0:000:00