NGO-konsulent glæder sig over mere fokus på religion og tro

Af Uffe Torm
NGO-konsulent, tidligere leder af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU)

For cirka 20 år siden begyndte Verdensbanken – af alle – at beskæftige sig med temaet religion og udvikling. Efter terrorangrebene i New York og Washington 11. september 2001 fulgte flere FN-organisationer og efterhånden også statslige udviklingsorganisationer i for eksempel Holland, Schweiz, Norge, Sverige, Storbritannien og senest Tyskland efter.

Og nu har det officielle Danmark langt om længe fået øjnene op for den religiøse dimension i udviklingsarbejdet – ikke kun som en entydig negativ, men også som en potentiel positiv kraft.

Religions- og trosfrihed er en helt fundamental menneskerettighed, som også berører ytrings-, forsamlings- og organisationsfrihed.

Men det er en rettighed, som i mange år har været negligeret i dansk udenrigs- og udviklingspolitik, der har fokuseret mere på demokrati, etniske minoriteters rettigheder og kvinders ligestilling. Og det er også vigtigt. Men menneskerettighederne hænger sammen og er udelelige.

Sekulariseringen der udeblev
Indtil terrorangrebene i USA var religions rolle lokalt og nationalt i ulandene ikke et tema i dansk udviklings politik. Religions rolle blev stort set ikke nævnt, hverken i de overordnede udviklingsstrategier eller i lande- og sektorstrategier.

Men skal det batte noget, bør også sekulære NGO’er og ikke mindst Udenrigsministeriet selv aktivt leve op til den nye strategis anerkendelse af den religiøse dimensions betydning i udviklingsarbejdet.

Uffe Torm
NGO-konsulent, tidligere leder af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU)

Det selv om religion i høj grad præger hverdagen og befolkningens gøren og laden i dagligdagen i den tredje verden, hvor 80-90 procent af befolkningen betegner sig som religiøse. Men i bistandens barndom troede man fejlagtigt, at udvikling ville medføre en sekularisering også i ulandene.

Imidlertid udeblev sekulariseringen, og efter Sovjetunionens kollaps er religion tilbage som en faktor i Europa.

Måske forståeligt på baggrund af terrorangrebene i USA, gav daværende udviklingsminister Anita Bay Bundegaard (R) i Kristeligt Dagblad udtryk for et meget negativt syn på religions rolle i udviklingsprocessen:

”I alt for mange lande ser vi, hvordan fattigdom og dårlig politisk ledelse baner vejen for fundamentalisme. Det sker, når de fattige ikke længere ser en vej ud af deres elendighed, og de ikke har noget håb om, at der findes politiske løsninger. Så søger de mod religionen, alt imens sulten fodrer fanatismen. Og bedre bliver det ikke af, at mange religiøse bevægelser samtidig tilbyder skolegang og sygdomsbehandling – centrale opgaver, som staten burde tage sig af”.

Et dansk modsvar på terrorangrebene blev, foruden deltagelsen i USA’s krige i Afghanistan og Irak, lanceringen af Det Arabiske Initiativ i 2003 på initiativ af daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K).

I begyndelsen var holdningen i Udenrigsministeriet, at religion var en af hovedårsagerne til problemerne i Mellemøsten, hvorfor religionens rolle skulle modvirkes gennem støtte til sekulære projekter. Og derfor blev de trosbaserede organisationer i Egypten og Danmark i begyndelsen ikke inddraget i det arabiske initiativ.

Men den såkaldte tegningekrise i 2005/06 efter offentliggørelsen af en række karikaturtegninger af profeten Muhammed i Jyllands-Posten i september 2005, fik Udenrigsministeriet til at indse, at netop fordi religion og religiøse spændinger samt interne konflikter mellem muslimer, jøder og kristne påvirker den politiske situation i Mellemøsten, må religion nødvendigvis også være en del af løsningerne.

Siden har flere trosbaserede organisationer fået store bevillinger til forsonings-, fred- og dialogprogrammer i regionen.

Nyt fokus på religions- og trosfrihed
Selv om Det Arabiske Initiativ ikke har haft den store indflydelse på den generelle storpolitiske udviklingen i Mellemøsten, hverken under eller efter det mislykkede "arabiske forår”, havde det dog en positiv sideeffekt i Danmark.

Der kom nemlig mere politisk fokus på religions- og trosfrihed i ulandene på baggrund af de tiltagende overgreb på især de store kristne minoriteter i Irak, Egypten og senest i Syrien, men også på andre religiøse mindretal i regionen. 

Efter regeringsskiftet i 2011 tiltrådte Christian Friis Bach (R) som ny udviklingsminister efter Søren Pind (V). Han tog som den første udviklingsminister spørgsmålet om religionsfrihed op.

I august 2012 udtalte han til Bibelselskabet, at ”vi står benhårdt på, at de religiøse mindretal skal beskyttes, og religionsfriheden skal sikres, fordi det er en grundlæggende del af menneskers rettigheder”.

Han fik imidlertid ikke fulgt konkret op herpå i implementeringen af udviklingsbistanden, inden han i november 2013 frivilligt trak sig som minister på grund af GGGI-sagen. Han blev kortvarigt efterfulgt af Rasmus Helveg Petersen (R), hvorefter Mogens Jensen (S) blev handels- og udviklingsminister.

Mogens Jensen var imidlertid mere optaget af seksuelle mindretals rettigheder, hvilket der da også er god grund til.

Nu anerkendes religions rolle
Ulla Tørnæs (V), som var udviklingsminister i 2005-10, gav allerede i december 2006 i en artikel i Kristeligt Dagblad udtryk for et noget andet, mere positivt og konstruktivt syn på religionens mulige positive rolle i udviklingsarbejdet, end det Anita Bay Bundegaard gav udtryk for fem år tidligere:

”Imamerne spiller en stor rolle for samfundslivet. Derfor er det vigtigt, at de religiøse ledere har forståelse for de forandringer, som udvikling fører med sig i små lokalsamfund. Ellers kan de bremse udviklingsarbejdet. Vi har i forvejen gode erfaringer med samarbejdet med religiøse ledere i andre vestafrikanske lande”.

Der blev imidlertid heller ikke i dette tilfælde fulgt konkret op herpå i den praktiske udviklingspolitik. Ulla Tørnæs blev imidlertid på ny udviklingsminister, da Venstreregeringen i november 2016 blev udvidet med inddragelsen af Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Hun overtog en ny udviklingspolitisk og humanitær strategi, som var klar til vedtagelse i Folketinget, hvilket skete i januar 2017.

I den nye strategi side 13 hedder det, at ”Danmark anerkender den rolle, som religiøse ledere og trosbaserede organisationer spiller for mange samfunds udvikling, herunder i forhold til at fremme dialog, fred og forsoning. Det gælder også muligheden for at håndtere værdimæssige og religiøse udfordringer, for eksempel i forhold til ligestilling”.

Selv om Ulla Tørnæs måske ikke har haft direkte indflydelse på denne formulering i den nye strategi, har hun i al fald fulgt op herpå ved at stille i udsigt, at Udenrigsministeriet vil se på muligheden for at øge puljebevillingen til Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU) med 25 procent (ca. 3,3 mio. kr.).

Det sker blandt andet med henblik på at støtte projekter, ”der mere direkte arbejder for religionsfrihed og beskyttelse af religiøse minoriteter”, som det hedder i et indlæg her på Altinget: Udvikling 6. februar 2017 i forbindelse med den igangsatte konkurrenceudsættelse af hele NGO-bistanden.

Fingeraftryk fra faglige netværk
Når religion er blevet et tema i den nye udviklingsstrategi, skyldes det især faglige indspil fra et NGO-netværk om religion og udvikling. Det blev oprettet af en række trosbaserede organisationer i 2014 (Folkekirkens Nødhjælp, Caritas, Danmission, ADRA samt DMR/DMRU med ca. 45 medlemsorganisationer), som Muslim Aid Danmark også har tilsluttet sig.

I december 2015 blev der desuden dannet et tværpolitisk netværk på Christiansborg for tros- og religionsfrihed med Daniel Toft Jakobsen (S) som formand, der meget aktivt har medvirket til at få sat spørgsmålet om religions- og trosfrihed på den politiske dagsorden.

Men skal det batte noget, bør også sekulære NGO’er og ikke mindst Udenrigsministeriet selv aktivt leve op til den nye strategis anerkendelse af den religiøse dimensions betydning i udviklingsarbejdet og desuden arbejde konkret for religions- og trosfrihed i forhold til de udviklingslande, der modtager dansk bistand. Men det kræver naturligvis kapacitet og kompetence hertil både i UM og NGO’erne.

Og det kniber det med.