Hollandsk professor maler et grusomt billede af det europæiske asylsystem
Selv om løsningsforslagene i 'Det europæriske asyllotteri' forekommer virkelighedsfjerne, bør bogen være pensum for alle europæiske politikere, skriver Ali Aminali.
Ali Aminali
Fhv. pressechef for Moderaterne, radiovært, forfatter, moderator
Den hollandske professor Ruud Koopmans har en mission: At belyse, forklare og på sin vis bevise, hvor dysfunktionelt og ødelagt det europæiske asylsystem er. Og ikke nok med det, så har han også en form for løsning, der går ud på, at flytte hele asylmaskinen ud af Europa og lukke ned for alt spontan asyl.
Hvorfor? Jo, fordi som det er nu, minder asylsystemet mere om en omgang Hunger Games end det humane system, man ellers havde sat sig for. Men er løsningerne for naive og tankerne for fjerne fra den politiske virkelighed, Europa befinder sig i? Ja, det kan man ikke undgå at reflektere over. Og det er måske bogens største akilleshæl – at den vil en løsning, som kan forekomme umulig at gennemføre.
Der går ikke lang tid før, at man som læser kan konkludere, hvem der er de reelle vindere og tabere af det dystopiske og fejlslåede asylsystem, Europa står med. I hvert fald ikke ifølge Koopmans – faktisk er det lige til.
Selv om det hele er velformuleret og faktuel cementeret, kan man som læser ikke lade være med at reflektere over, om det overhovedet kan lade sig gøre
Ali Aminali
De største tabere er de svageste flygtninge fanget i de utallige flygtningelejre rundt omkring i verden, eller dem som ikke har råd til at betale menneskesmuglerne. Og vinderne? Ja, det er netop menneskesmuglerne, som tager enorme summer for at sende flygtninge ud i gummibåde eller overfyldte skibe.
Man får vitterligt et billede af Hunger Games for sig, når Koopmans beskriver og, hvor grusom virkeligheden er anno 2023. Men hvordan er vi så nået hertil?
Jo, det har Koopmans også et svar på. Den største skurk af dem alle er den tidligere tyske forbundskansler Angela Merkel og hendes "wir schaffen das". Hendes og andre humanisters naive tro på, at "åbne-arme-politik" kan bære alt, har slået asylsystemets fundament i smådele.
Selv om Koopmans gør sit for at beskrive det som en form for "godhedsprojekt", kan man som læser ikke undgå at tænke, hvor uansvarlig og nærmest "idiotisk" det var, da Merkel og resten af de europæiske ledere valgte at åbne Europas porte samtidig med, at de har undladt at hjælpe de lande, hvor presset var størst.
Og Koopmans holder sig ikke tilbage, når han nærmest går i struben på dem, som han anser for at have det største ansvar. Den kritik, han kommer med, er svær at afvise, fordi den har grobund i den rå virkelighed og de faktuelle problematikker, vi står med i Europa. Fakta er hans wingman.
En anelse naiv
Nu kunne man, inklusiv undertegnede, da jeg læste bogen, tro, at Koopmans er imod migration, asyl og bare gerne vil have Fort Europa indført. Men her tager man fejl – for det, Koopmans gør klart i bogen, er, at dette er et decideret svigt, som rammer de svageste flygtninge og er med til at skabe en voldsom populistisk højredrejning i europæisk politik.
Og det er faktisk her, at Koopmans' største ærgrelse er – eftersom europæiske politikere, og især venstrefløjen, har svigtet deres menneskelige pligt i forhold til at hjælpe de svageste og afvise populistisk og opportunistisk anti-flygtninge- og migrationspolitik. Der skal ikke meget til for læseren at se, at Koopmans er skuffet over de tidligere arbejderpartier.
Koopmans har skrevet en formidabel bog, der sætter en del refleksioner i gang
Ali Aminali
Men Koopmans har som sagt en løsning. Tiden er kommet til, at europæiske politikere tager ansvar og fjerner de incitamenter, som menneskesmuglere og ressourcestærke flygtninge lokkes af. Spontan asyl skal fjernes, og hele asylmaskineriet skal flyttes ud af Europa. Han peger også på, at man skal investere i nærområder, der er tæt på de store flygtningebølger, men hans to hovedløsninger er klare.
Selv om det hele er velformuleret og faktuelt cementeret, kan man som læser ikke lade være med at reflektere over, om det overhovedet kan lade sig gøre. Sagt med al respekt – ja, jeg ville også ønske, at jeg kunne spise pizza hver dag – men det går nok ikke.
Sagen er, at Koopmans' beskrivelse af asylsystemet, skurkene bag dets dystopiske virkelighed og skuffelsen over venstrefløjens manglende ansvarstagning rammer præcis, som den skal hos læseren. Men løsningen, tankerne om et "Rwanda-system" og ideen om, at de europæiske politikere endelig går sammen og vælger at droppe spontan asyl, er lidt for drømmende. Og så er vi tilbage ved at spise pizza hver dag.
Konklusionen må være, at Koopmans har skrevet en formidabel bog, der sætter en del refleksioner i gang og giver et indblik i, hvem vinderne, skurkene og taberne er, når det kommer til det fejlslåede asylsystem. Løsningen er dog det, man kunne kalde naiv. Koopmans selv vil nok svare "men der er ingen andre", og det kan han have ret i.
Derfor giver jeg bogen 4 A'er, selvom jeg måske burde give den 3,5.