Adam Holm: Et blodbad på vores dørtrin

KOMMENTAR: Krigen i Syrien er inde i sin afgørende fase, og som altid er det civilbefolkningen, der betaler den højeste pris. Men det er også en pris, vi kommer til at afdrage på i Europa. Måske er det på høje tid at skifte kurs og tale med Djævlen selv, skriver Adam Holm.

Dilemmaet er synligt for enhver: Vi vil ikke tage imod syriske flygtninge, men vi vil heller ikke gøre noget ved årsagerne til, at de flygter. "Vi" er i denne sammenhæng Europa, mere præcist EU.  

I skrivende stund er hundredtusindvis af civile syrere på flugt fra kamphandlinger mellem regimeloyale styrker, islamistiske oprørsgrupper og tyrkiske tropper i den nordlige Idlib-provins. Syriske og russiske kampfly angriber desuden målrettet hospitaler, nødhjælpsklinikker og anden civil infrastruktur.

For få dage siden bragte New York Times en foruroligende beretning fra det omstridte område, der måler en sjettedel af Danmarks areal, men tæller tæt på tre millioner indbyggere, mange af dem internt fordrevne fra andre egne af Syrien. Fødevaresituationen er usikker, folk fryser bitterligt i vinterkulden, granaterne eksploderer uophørligt, og der er ingen tegn på en diplomatisk løsning. Artiklen betegner forholdene som en ”humanitær katastrofe”. Det er ingen overdrivelse.

Syrien er et land i knæ, og lige så længe økonomien er vingeskudt, hele byer ligger i ruiner og store arealer er omdannet til slagmarker, vil enhver syrer, der ønsker sig en bedre fremtid, drømme om at komme væk.

Krigen er ganske vist stort set ophørt i den øvrige del af Syrien, men der er ikke meget at leve af. Næppe nogen af de millioner af syrere, som på tværs af religiøse og etniske skel har forladt landet, vil påstå at det er gjort med et let hjerte, men alternativet er værre. I hvert fald så længe sikkerhedssituationen er usikker og de sociale forhold elendige.

Den syriske tragedie burde i højere grad optage de europæiske beslutningstagere, men her i ni-året for krigens opståen er der en begrædelig mangel på interesse. Mærkeligt nok. Syrien har ellers vist sig at have direkte påvirkning på det politiske liv i vores del af verden. Tænk bare på 2015.

Det er først, når Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan tillader nogle af de fire millioner syriske flygtninge, som befinder sig på tyrkisk territorium, at sætte sig i bevægelse mod grænsen til Grækenland, at der begynder at ske noget. Bruxelles og Ankara har som bekendt strikket en lukrativ aftale sammen, som sikrer Tyrkiet seks milliarder euro for at tage hånd om de syriske flygtninge og i øvrigt tage de flygtninge retur, som de europæiske asylsystemer ikke finder plads til.

De syriske flygtninge udgør et problem, vi foretrækker at betale os fra, snarere end at forsøge at løse. Vi har valgt at indgå en moderne kreaturhandel med en stærkt autoritær præsident, der befinder sig i gråzonen mellem diktator og demokrat, og som uden at fortrække en mine lader landets fængsler fylde med virkelige og indbildte politiske modstandere.

Det er et overset faktum at mange tyrkere er flygtet udenlands på grund af den mand, vi handler med. Sådan er realpolitik, vil kynikeren sige. Lad den høje moralske hest blive i stalden og træk i stedet pragmatismens lavbenede krikke på græs.

Fint, men hvorfor så ikke gøre det i forhold til Syriens præsident Bashar al-Assad?

Assad - lad os bare kalde ham for en blodindsmurt despot - har længe været lagt på is af Vesten. Der er ingen diplomatisk kontakt og intet handelssamkvem, fraset enkelte afstikkere fra græsk og polsk side.

Vi vil have Assad til at træde tilbage, før det kan komme på tale at yde nogen form for hjælp til de svært betrængte syrere. Et nobelt mål, men som krigen har dokumenteret til fulde, er Assad ikke til sinds hverken at trække sig eller at indgå kompromisser. Ubehageligt som det er, må vi erkende, at Assad bliver siddende, hvor han sad, da protesterne brød ud i marts 2011.

Vi har ingen kvaler ved at omgås med folk som Erdogan, Xi Jinping, Saudi Arabiens konge eller Ægyptens præsident al-Sisi. Det er alt sammen realpolitik. Jamen, hvad så med at begynde at føre realpolitik over for Syrien?

Hvis vi fra vestlig side for alvor vil tage hånd om udfordringen med de syriske flygtninge i Europa, og dem som nu er på vej fra det brændende Idlib, er vi nødsaget til at genoverveje vores tilgang til Assad.

Ubehageligt? Ja, i sandhed. Assads navn er synonymt med overgreb og krigsforbrydelser, men uden en grad af kontakt med Syrien er der ingen mulighed for at skabe de betingelser, der gør det muligt for de mange flygtninge at begive sig hjemad.

Der er ingen vej uden om at tage skridt til at finde en politisk løsning, som involverer regimet i Damaskus. Før det sker, vil de mange syrere på flugt forblive kastebold mellem forskellige politiske interesser, og samtidig tjene som syndebuk for populistiske partier og højreekstremister.

Europa svigtede den demokratiske syriske opposition i 2012, da den havde allermest brug for støtte. Det næstbedste, vi kan gøre, er at bidrage til, at det sammenbrudte syriske samfund genrejses så vidt muligt.

Dilemmaet er til at tage at føle på. Løsningen ligger lige for, også selv om det kræver en grundig selvransagelse og mindst én kvalmepille.

----------

Adam Holm, født 1969. Ph.d. i historie og journalist, tidligere Deadline på DR2. I dag tilknyttet blandt andet P1 og Berlingske. Udgav i 2017 bøgerne 'Endestation Europa' og 'En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus'. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Friis Bach: FN's Menneskerettighedsråd er ikke perfekt. Men det virker Friis Bach: FN's Menneskerettighedsråd er ikke perfekt. Men det virker Næste artikel Mattias Söderberg: Corona må ikke få os til at glemme Madrid-pagten Mattias Söderberg: Corona må ikke få os til at glemme Madrid-pagten
Se Mette Frederiksens tale til FN's Generalforsamling

Se Mette Frederiksens tale til FN's Generalforsamling

TALE: Fredag aften talte statsminister Mette Frederiksen (S) til FN's Generalforsamling i New York, hvor hun bl.a. valgte at fokusere på klima- og immigrantkrisen. Talerne var i år optaget på forhånd.